Rundt omkring i landets 98 kommuner er der opmagasineret 667 ubrugte vaske-tørre-toiletter. Det svarer til, at hvert ottende af de indkøbte vaske-tørre-toiletter, der hjælper primært ældre med at blive mere selvhjulpne med intimhygiejne efter toiletbesøg, ikke er i brug.

Det viser en omfattende måling foretaget af KL om kommunernes brug af fire udvalgte velfærdsteknologier. 

Vaske-tørre-toiletterne er ikke det eneste eksempel på, at kommunerne indkøber velfærdsteknologi, men ikke får den brugt. Helt det samme gælder ifølge statusmålingen for spiserobotter. Her er kun hver anden af de indkøbte spiserobotter nu taget i brug. 

De to eksempler afspejler et problem i kommunerne. En række nøgleaktører peger over for Mandag Morgen samstemmende på, at der kan være endda meget langt fra indkøb af velfærdsteknologi og så til den konkrete brug i en hverdag sammen med de borgere, som teknologien skal hjælpe.

”Der er meget store forskelle på, hvor gode kommunerne er til at få teknologien i brug, men helt grundlæggende er der en udfordring: Selv om kommunerne har arbejdet med velfærdsteknologi i ti år, er der stadig kommuner, der får købt teknologierne, men ikke får dem ud at arbejde i tilstrækkelig grad,” siger Jørgen Løkkegaard, chef for Teknologisk Instituts Center for Velfærds- og Interaktionsteknologi.

En af forklaringerne er, at velfærdsteknologi ikke uden videre kan tages i brug. Selv om et vaske-tørre-toilet er et stykke teknologi, er det også et hjælperedskab, der ofte indgår i en større pakke af foranstaltninger til en borger. I praksis skal vaske-tørre-toilettet derfor fungere i et samspil mellem borger og sosu-hjælper eller -assistent.

”Nogle kommuner har fokuseret for meget på velfærdsteknologi som et rent teknologiprojekt og ikke på velfærdsteknologi som et kulturprojekt. Vores erfaring er, at teknologien kun udgør måske 20 pct. af opgaven med en vellykket implementering, mens kulturen omkring teknologien udgør 80 pct.,” siger han.

KL-målingen gør status over kommunernes brug af fire udvalgte velfærdsteknologier: Loftslifte, vaske-tørre-toiletter, spiserobotter og det lidt mere diffuse: bedre brug af hjælpemidler.

Fra fascination til drift

Selv om kommunerne siden økonomiaftalen med den daværende SR-regering tilbage i 2014 har haft fokus på udbredelsen af lige netop disse fire teknologier, viser målingen, at kommunerne ikke bare har hundredvis af ubrugte vaske-tørre-toiletter liggende, men også at langtfra alle kommuner har implementeret de indkøbte teknologier fuldt ud.

Det gælder for eksempel for vaske-tørre-toiletter, hvor kun 24 ud af 98 kommuner angiver, at de er fuldt implementeret. Se figur 1. 

”Hvis man vil teknologi, så kræver det meget af hele organisationen. Hvis ikke teknologien ender med at indgå i hverdagens rutiner og i det, man ’plejer’ at lave, så er det bare et spørgsmål om tid, før teknologien ikke bliver brugt,” siger Søren Møller Parmar-Sielemann, seniorkonsulent i Welfare Tech, der er en landsdækkende klynge, hvor virksomheder, kommuner, regioner samt forsknings- og uddannelsesinstitutioner samarbejder om velfærdsteknologi.

Han siger, at kommunerne ikke kan forvente, at teknologien uden videre virker i den sammenhæng, den indgår i. Teknologien forandrer også sammenhængen.

”Nogle gange er det svært, fordi medarbejderne får nye roller og nye opgaver, og det ændrer på den opfattelse, de har af, hvad der er en god faglig indsats over for borgerne. Nogle medarbejdere opfatter det endda som en dårligere ydelse, når de anvender teknologi i deres arbejde,” siger Søren Møller Parmar-Sielemann.

Kommunerne arbejder med velfærdsteknologi, samtidig med at de har nydefineret formålet med den hjælp, som borgerne skal have. Det betyder, at medarbejdernes roller skifter karakter. Nu skal medarbejderne ikke længere levere bestemte serviceydelser til borgerne, men i vidt omfang støtte og hjælpe borgerne til selv at klare så mange opgaver som muligt.

Velfærdsteknologien indgår på den måde i den store omstilling af den personlige hjælp til borgerne, som alle kommuner har gang i. Det er en omstilling, der udfordrer nogle medarbejdere på forståelsen af, hvad deres opgave er.

En SFI-evaluering af brugen af velfærdsteknologi på 11 plejeboligenheder i Aarhus Kommune fra 2016 viser, at nogle medarbejdere ligefrem oplever, at vaske-tørre-toiletterne forringer deres arbejdssituation.

Omsorg eller teknologi

Samtidig med at velfærdsteknologi kan udfordre medarbejdernes faglige forståelse af deres opgaver og rolle, kan teknologien betyde noget helt andet for borgerne. Et meget stort flertal (89 pct.) af kommunerne vurderer i statusmålingen fra KL, at vaske-tørre-toiletter kan gøre borgerne mere selvhjulpne, eller at toiletterne aflaster ægtefællen og andre pårørende. Se figur 2.

Tidligere undersøgelser peger i samme retning. 61 pct. af borgerne siger i SFI-undersøgelsen fra de aarhusianske plejehjem, at toilettet betyder, at de føler sig mere rene og ordentlige, mens 44 pct. af dem med automatisk toilet siger, at de føler mere kontrol over deres dagligliv.

”I nogle situationer foretrækker borgerne teknologi frem for varme hænder. Det gælder i hvert fald, hvis man spørger dem, før de er blevet vænnet til de varme hænder. Det gælder for eksempel toiletbesøg: Hvis vi spørger borgerne, om de gerne vil have, at der er nogen, der skal komme og hjælpe med toiletbesøgene, så siger de fleste pænt nej tak,” siger Ivan Kjær Lauridsen, velfærdsteknologichef og leder for de ca. 30 medarbejdere, der arbejder på Center for Frihedsteknologi i Aarhus Kommune.

Selv om borgerne på en lang række punkter kan have gavn af velfærdsteknologi, har der i mange år været et lighedstegn mellem omsorg og varme hænder, men ikke mellem omsorg og systematisk brug af velfærdsteknologi. Det har betydet, at uddannelser til bl.a. sygeplejerske, fysioterapeut og sosu-assistent først nu for alvor har taget velfærdsteknologien til sig. 

Så sent som i 2011 satte Det Strategiske Forskningsråd gang i et fireårigt projekt, der skulle udvikle nye måder at undervise på for at styrke de studerendes teknologikompetencer i bl.a. uddannelsen til sygeplejerske.

Når man først fra 2011 er begyndt at udvikle undervisningskoncepter, der træner de studerende i brugen af velfærdsteknologi, betyder det, at langt de fleste sygeplejersker har taget deres uddannelse på et tidspunkt, hvor der ikke var det store fokus på velfærdsteknologi.

”Når man er uddannet til noget, så gør man det, man er uddannet til. Når man så står over for ny teknologi, skal man både aflære noget af det, man har lært, og også lære noget nyt,” siger Ivan Kjær Lauridsen, der selv er uddannet sygeplejerske.

Han peger derfor på, at der løbende er et stort behov for, at medarbejderne kan få opdateret deres kompetencer og få ny viden om konkret brug af velfærdsteknologi.

Et kort blik ned i den kommunale hverdag kan hjælpe på forståelsen af, hvorfor uddannelse og kompetenceudvikling hele tiden står på dagsordenen. Når en borger f.eks. bliver visiteret til et vaske-tørre-toilet, bliver toilettet leveret, installeret og brugt på borgerens bopæl.

Her møder borgeren så et team af medarbejdere fra kommunen. Når den pågældende borger så flytter, eller måske afgår ved døden, skal toilettet tages ned igen og installeres hos en ny borger, der så møder et andet team af medarbejdere. For at få mest mulig effekt ud af teknologien er det afgørende, at hver eneste medarbejder i mødet med borgeren er fuldstændig skarp på, hvordan toilettet kan hjælpe den pågældende. 

”Nu samler vi undervisningen i brug af velfærdsteknologi og hjælpemidler og indarbejder den i de forløb, som medarbejderne skal gennemgå,” siger Ivan Kjær Lauridsen. 

Det svære regnestykke

Diskussion om brug af velfærdsteknologi handler også om økonomi og businesscases. Og disse har ofte været lige lovlig optimistiske.

Nu viser en gennemgang fra Aarhus Kommune, at kommunerne skal matche velfærdsteknologi og borger endda meget præcist, hvis der også skal være en økonomisk gevinst. Analysen er gennemført i samarbejde mellem Ivan Kjær Lauridsens center og konsulentbureauerne Deloitte og Spitze og Co.

 ”Vi har udvalgt otte forskellige teknologier og vurderet dem på tre bundlinjer: den økonomiske, om teknologierne bidrager til borgernes selvhjulpenhed og frihed, og hvad de betyder for medarbejderne og arbejdsmiljøet,” siger han.

Analysen viser, at kun hver tiende af de borgere, der har fået et vaske-tørre-toilet, bliver helt selvhjulpne. Alligevel kan der være god økonomi i at installere toiletterne. Hver gang bare én borger bliver selvhjulpen, finansierer det opsætningen af 14 vaske-tørre-toiletter. 

For borgerne indebærer toiletterne øget værdighed og selvhjulpenhed, mens det for medarbejderne fører til færre belastende arbejdsstillinger og mere tid til andre opgaver. Analysen afdækker også, at det langtfra er alle otte afprøvede teknologier, der uden videre kan anvendes i driften. Der er både stor forskel på det økonomiske potentiale og på teknologiernes modenhed.

Når Ivan Kjær Lauridsen beskriver velfærdsteknologiens nuværende udviklingsniveau, bruger han en analogi fra flyvningens historie.

”Hvis vi ser på velfærdsteknologi i dag, tror jeg det er som at se på en flyveplads omkring Første Verdenskrig. Her var der etplansfly, todækkere og tredækkere. De kunne jo alle sammen flyve, men kunne de alt det, vi gerne ville med et fly? Nej, det kunne de ikke. Kunne de undværes? Nej. Var de blevet en fast del af transportmønstret? Nej, det var de heller ikke,” siger han.

Omsorg på skærmen

Velfærdsteknologi er ikke kun fysiske produkter som f.eks. et vaske-tørre-toilet eller en robotstøvsuger, men kan også være apps på medarbejdernes skærme og borgernes tablets. Lige nu afprøver de fleste kommuner, hvordan medarbejdere kan hjælpe borgere via Skype-lignende samtaler. Det kan f.eks. være borgere med handicap, psykisk sygdom eller svære sociale problemer, der er visiteret til bostøtte.

Helt ligesom med eksemplerne fra Aarhus Kommune er også brugen af selv meget simple apps et større organisatorisk projekt. For heller ikke her er der tale om en teknologisk snuptagsløsning. Apps som omsorgsredskab griber nemlig også dybt ind i medarbejdernes forståelse af, hvad der er det fagligt bedste over for en borger, og det griber dybt ind i organisationen.

Det kan begynde med en helt banal skærmtræning. Her er spørgsmålet f.eks., hvor medarbejderen skal fokusere, når han taler med en borger via Skype? De fleste vil intuitivt se borgeren ’i øjnene’ på skærmen og ikke fokusere blikket på det lille kamera, der sidder på skærmens overkant. Resultatet for borgeren bliver derfor en form for tab af nærvær, da borgeren dermed ikke har direkte øjenkontakt med medarbejderen på sin skærm.

”Vi skal gennemgå hele situationen med medarbejderne, så de ved, hvor de skal sidde i forhold til kameraet, og hvor de f.eks. skal have deres øjne. Vi skal også gennemgå, hvordan de kan tage notater undervejs. Det er meget lavpraktisk, men medarbejderne skal opleve, at videosamtalerne ikke er bøvlede, men understøtter deres faglige arbejde,” siger Christoffer Smith, der er projektleder for Enheden for Velfærdsteknologi under Socialforvaltningen i Københavns Kommune.

Det er ikke bare den enkelte medarbejder, der skal forberede sig på online-bostøtten. Det skal hele organisationen også.

”Hvis man cykler ud til en borger og holder et møde, giver det god mening, hvis mødet tager en time. Men hvis det nu kun er for en kortere samtale, giver det ikke så meget mening at tage cyklen,” siger han.

En evaluering af arbejdet med online-bostøtte i Region Midtjylland viser netop, at medarbejderne oftere deler støtten til borgeren op, når der er tale om samtaler online. Se figur 3.

”Man kan f.eks. bryde møderne op i tre, så man kan tale med borgeren flere gange om ugen i stedet for kun at tale sammen én gang. Det kan give en mere kontinuerlig dialog,” siger Christoffer Smith.

Og så er der den irriterende detalje, når appen ’fryser’ og sætter sig fast, eller teknologien i det hele taget driller.

”Hvis appen fryser, skal medarbejderne vide, hvad de skal gøre. Der er ret stor forskel på, hvordan den enkelte reagerer i den slags situationer: Nogle genstarter bare skærmen med det samme, mens andre bliver usikre og ikke ved, hvad de skal gøre,” siger Christoffer Smith, der taler om ’modning’ af organisationen og også om dens ’parathed’.

Hvis kommunen skal bruge velfærdsteknologi, skal det forberedes helt ned i detaljen, og det er en mere kompleks opgave, end man umiddelbart skulle tro, siger Christoffer Smith.