Kulturanbefaling af 
Mette Marie Yde

Kvindekampen i kulturen

Mette Marie Yde er direktør i organisationen Danner, der bekæmper vold mod kvinder. I denne uges kulturanbefalinger peger hun på tv-drama, byvandringsteater og litteratur, der giver det arbejde perspektiv.

Foto: PR/Danner

Set

Om

Direktør i Danner. 

Jeg har netop set første sæson af TV 2’s dramaserie ’Dansegarderoben’ skrevet af Louise Mieritz og Ditte Hansen. Serien handler om dansepigerne i Cirkusrevyen i 1970’erne og skildrer på fin vis datidens kvindekamp på flere parametre. Hovedpersonerne kæmper på hver deres måde med at navigere i og udfordre kønsnormer i samfundet, på arbejdspladsen og i hjemmet. Særligt Marie Bach Hansens rolle som Sussie, der lever i et voldeligt forhold, gør indtryk på mig. Tilbage i 1979, da kvindebevægelsen besatte Dannerhuset, gik de på gaden for at stoppe vold mod kvinder. Siden har vi fået en langt mere åben samtale om partnervold. Både politi, frontpersoner og politikere er blevet mere opmærksomme på den vold, der foregår i hjemmet, og har erkendt, at det er et ligestillingsproblem, som er dybt omkostningsfuldt for individ og samfund. Men én ting har ikke ændret sig: Alt for mange kvinder bliver udsat for vold af deres partner og lever den dag i dag stadig i frygt for deres liv. ’Dansegarderoben’ giver et fint indblik i voldens dynamikker og de røde flag, pårørende kan være opmærksom på.

Hørt

Forrige år lavede Teatergrad ’Danner Lydrum’, der gør det muligt at gå med i Grevinde Danners fodspor og opleve København på ny. Med inspiration fra podcasts, radiodrama og audiowalks kombinerer Teatergrads lydrumsformat teater, musik og byvandring. Du bliver bragt gennem det historiske København og samtidig ind i en dramatisk iscenesættelse, hvor byen og naturen agerer scenografi. Det er altså en fantastisk oplevelse! På turen passerer du steder, der har haft stor indflydelse på Grevinde Danners liv og fortælling – hendes lejlighed, Hofteatret, Christiansborg og Dannerhuset. Louise Christine Rasmussen blev født under fattige kår, men endte med at blive en af de danske kvinder, som satte det mest markante aftryk på eftertiden. Tidens normer gav hun fanden i, og hun insisterede på at være et frit handlende og tænkende individ. Arven fra hende lever videre endnu.

Læst

På mit sengebord ligger i øjeblikket – igen, igen – ’Dinas bog’ af Herbjørg Wassmo. En fortælling om en kvindeskæbne, der med rygsækken fuld af barndomstraumer trodser normer og forventninger. Hun er lige så vild og kompromisløs som den rå natur på den norske vestkyst, hvor hun vokser op og lever sit liv. Hun er både selvdestruktiv og fast besluttet på at få det bedste ud af livet. Herbjørg Wassmos fortælling om Dina er min absolutte yndlingsbog. Jeg er lige dele fascineret, forfærdet og forblændet af Dina. Og har du ikke læst den, så venter der dig en læseoplevelse ud over det sædvanlige.  


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu