Læg godt mærke til figuren på denne side.

Selvfølgelig springer Venstres markante fremgang ved valget i øjnene. Her lykkedes det for Lars Løkke Rasmussen at vende fire års stilstand i meningsmålingerne til en solid og overraskende valgsejr.

Først med sit velfærdsløfte om flere milliarder kroner til sygehuse, ældreplejen og børnehaver samt hans overraskende udspil om at danne en SV-regering kunne Løkke Rasmussen bryde de seneste fire års stilstand og igen sende partiet Venstre på sejrskurs.

Men det mest bemærkelsesværdige er udviklingen blandt de fire velfærdsreformpartier – Venstre, Konservative, Liberal Alliance og De Radikale.

De fire partiers samlede stilstand udstiller samtidig Venstres dilemma, som partiets kommende formand arver. Et dilemma mellem ønsket om at markere en tydelig borgerlig profil og ønsket om at tiltrække så mange vælgere, at Venstre kan erobre regeringsmagten.

Da Løkkes fejllæste valget

For at forstå dilemmaet skruer vi tiden tilbage til juni 2015.

Danmark havde lige fået en ny regering. En smal V-regering med Lars Løkke Rasmussen som ny statsminister.

”Vi har lyttet til valgets tale,” sagde Løkke, da han præsenterede sit nye regeringsgrundlag. Et 40 siders dokument fyldt med alle mulige visioner og ideer til velfærdsreformer, som nu skulle rulles hen over landet og male Danmark blåt.

Men sådan kom det ikke til at gå.

Ikke bare havde Lars Løkke Rasmussen tabt 13 mandater, fået Venstres dårligste valg i 25 år og kun fået nøglerne til Statsministeriet på grund af Dansk Folkepartis kæmpe fremgang. Løkke undervurderede tilsyneladende også den vælgerlussing, som de fire velfærdsreformpartier – Venstre, Konservative, Liberal Alliance og De Radikale – havde fået ved valget.

De var gået fra 46 procent ved 2011-valget – og over 50 procent i det meste af 2012 – til blot at have fået 35 procent ved valget i 2015. Det niveau har de stort set ligget på siden.

Vælgerne var med andre ord mætte af barske velfærdsreformer og var ikke indstillet på flere af den slags.

”Reformpartierne fik et ordentligt gok i nødden ved valget i 2015. Det skulle Løkke nok have taget mere til efterretning. Men han fejllæste valgresultatet. Det er en af de mest oversete politiske historier de senere år. Han kunne have lænet sig tilbage og kørt en meget mere pragmatisk kurs. Men det gjorde han ikke. Han fortsatte med sine reformer, og det var formentlig med til at koste ham regeringsmagten ved valget i juni,” siger professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet.

For Løkke var stædig. Han holdt fast på sine mål og ideer. Det kom til at koste. Og det var med til at besegle hans politiske skæbne ved valget fire år senere – i juni 2019 – hvor han kun kunne give Venstre en tiltrængt sejr ved at flytte partiet fra sit borgerlig-liberale udgangspunkt og til en profil, hvor kritikken af den store offentlige sektor forstummede og blev afløst af et ønske om at udbygge velfærden.

Løkkes kuldsejlede reformer

Løkke er ofte blevet betegnet som en politisk mesterstrateg. Men i hans seneste valgperiode kom hans regeringer talrige gange i mindretal på sager om udlændinge, økonomi og velfærd.

Et af de bedste eksempler er den første V-regerings ambitiøse 2025-plan fra august 2016. Den havde potentiale til at være en politisk gamechanger, hvis Løkke havde fået Dansk Folkeparti med om bord i en stor aftale og havde sat kursen for Danmark mange år ud i fremtiden.

Men støttepartiet ville ikke. Planen fusede ud. Den folkelige opbakning til reformer udeblev. Og visionen om at øge arbejdsudbuddet med 40.000 personer gennem en stribe reformer af blandt andet pension, SU og skat forblev en drøm.

Løkkes forsøg på et skabe en brændende platform for sine velfærdsreformer led endnu et knæk, da nye reviderede nationale regnskabstal viste, at Danmarks BNP var 42 milliarder kroner højere end forventet.

Når danskerne bevarede sin position som nogle af de rigeste personer i verden, havde de svært ved at forstå, hvorfor der så skulle laves benhårde prioriteringer af velfærden.

Men Løkke gav ikke op.

Med dannelsen af VLAK-regeringen fik han ny luft og skruede yderligere op for sine ambitioner. Nu skulle arbejdsudbuddet øges med 55.000-60.000 personer på trods af den lave folkelige opbakning.

Men sådan gik det ikke.

Han var aldrig i nærheden af at nå op på det ambitiøse mål. Hans reformer øgede kun arbejdsudbuddet med knap 5.000 personer. Samtidig var partierne i blå blok konstant i konflikt med hinanden, og meningsmålingerne har de seneste tre et halvt år op til valget spået en rød valgsejr til Mette Frederiksen.

Venstres fokus på røde vælgere

Løkke havde dog et es i ærmet. Måske havde han allerede ved årsskiftet  lagt sig fast på en valgtaktik, da han holdt sin årlige nytårstale.

Talen var i hvert fald påfaldende internationalt orienteret. Han vidste, at Venstre næsten ikke kunne undgå at gå frem ved valget til Europa-Parlamentet i maj, da en af hans egne skandalesager havde sendt Venstre til tælling ved det seneste EP-valg i 2014. Og han havde da også læst rigtigt, da han så værdien af at lægge folketingsvalget efter EP-valget, så han kunne ride videre på Venstres forventede sejrsbølge og udnytte, at danskerne var blevet meget mere europæiske efter Brexit og Donald Trump i USA.

Samtidig var Løkke forberedt til det yderste, da han udskrev valget tilbage i maj. Venstre havde forberedt sin kampagne på at hive 130.000 vælgere over midten. Og Løkke havde gemt på sit es i ærmet: Hans samtalebog 'Befrielsens øjeblik', hvori han lancerer sin ide om en SV-regering, som blev en joker i valgkampen.

Venstre havde sammen med Steffen Hjaltelin, stifter af reklamebureauet Hjaltelin Stahl, udpeget det vælgersegment, de skulle ramme, for at Løkke kunne bevare magten. Det udgjorde cirka otte procent af vælgerne, som de havde døbt ”de røde mulige”. 

Det var de vælgere, der havde tænkt sig at stemme på typisk Socialdemokratiet eller De Radikale, men som også kunne overveje at stemme Venstre eller måske tidligere havde stemt på Venstre. En meget stor del af dem var også positive over for en SV-regering.

”Over for den målgruppe var der tre punkter, som vi ud fra analyser vurderede, at vi kunne vinde på: 'De røde mulige' var mere trygge ved Lars Løkke Rasmussen end Mette Frederiksen (S) i tilspidsede situationer – de urolige tider. Det andet var den ansvarlige økonomi. Hvis man skal have folk over midten, så er det et afgørende vigtigt parameter,” har Steffen Hjaltelin forklaret i et interview med magasinet Markedsføring og fortsætter:

”Det tredje var spørgsmålet om udlændinge. Der havde vi begrænset råderum. Hvordan skubber man til S, uden at man ligner Dansk Folkeparti? Det var meget tight space, og derfor kørte vi på uenigheden mellem Socialdemokratiet og støttepartierne. Det greb gik igen senere, da hun afviste Lars’ frieri,” sagde Steffen Hjaltelin og henviste dermed til Løkkes bejlen til Mette Frederiksen om en SV-regering.

Venstre målte rigtigt

Venstre havde forberedt sig på at blive udsat for et stormangreb fra især Socialdemokratiet på klassiske temaer som velfærd og ulighed.

Det forsøgte Venstre at afværge ved at gå ud meget tidligt i valgkampen og udstede sit overraskende "velfærdsløfte" om at hæve det offentlige forbrug med 0,65 procent årligt. På den måde fik partiet taget brodden af Socialdemokratiets angreb.

Mandag Morgens valgundersøgelse viser da også, at Løkke havde fornemmet – eller målt – rigtigt, da han vurderede, at tiden var inde til et hurtigt farvel til skattelettelser, barske velfærdsreformer og nulvækst til fordel for en væsentligt mere midterorienteret kurs, mener professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet.

”Lars Løkke har tydeligvis læst vælgerne rigtigt, om end det kom lidt sent. Der blev delt mange små gaver ud – nydeligt indpakket – i det sidste år før valget. Intet beløb var for lille til, at regeringen fik en pressehistorie ud af det og fik blødt lidt op på sit image,” siger Jørgen Goul Andersen.

Da Løkke udskrev valget, stod Venstre i meningsmålingerne til at få 18 procent af stemmerne. Partiet endte med at få 23,4 procent og en fremgang på ni mandater.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at Løkke med sin langt mere midtersøgende kurs er den væsentligste årsag til, at de fire velfærdsreformpartier – Venstre, Konservative, Liberal Alliance og De Radikale – nu for første gang siden 2014 har opbakning fra over 40 procent af vælgerne.