For under en måned siden lå Ukraine meget langt fra Danmark. Mange anede ikke, at ukrainerne kæmpede for en plads i Europa. Og endnu færre bekymrede sig om, hvad der skete i Luhansk, Donetsk eller Krim. Det føltes lige så langt væk som Putins bomber mod hospitaler i Syrien eller hans lejesoldaters myrderier i Afrika.

For bare seks måneder siden var vores opmærksomhed på helt andre bomber: Billeder af eksplosioner midt i flygtende menneskemængder ved Kabuls lufthavn fyldte alle nyhedsudsendelser. Danske soldater var på vej ud af landet, og på sociale medier så vi oprøret fra en generation af modige, unge kvinder, som tænkte, tweetede og talte som vores egne frie søstre og døtre. Rædslen over, at de nu skulle leve i hjemmefængsler på Talibans ordrer, føltes næsten ubærlig.

DEN 25. FEBRUAR udsendte Internationalt Røde Kors et nødråb om en forestående humanitær katastrofe: 5,7 millioner mennesker på flugt. 3,4 millioner internt fordrevne. 24 millioner med akut behov for livsvigtig humanitær nødhjælp. Et produktionsapparat og en infrastruktur lagt ned af krig, og en fødevaresituation, der forværres dag for dag.

Advarslen handlede ikke om Ukraine, men om et andet land, der kender alt til stormagters stedfortræderkrige:

”Time is running out to save million of lives in Afghanistan,” stod der med store typer hen over Røde Kors’ forside. Den internationale nødhjælpsorganisations øverste ledelse blev citeret for dette opråb til verdens ledere:  “Det internationale samfund må øge indsatsen nu for at stoppe Afghanistans hastige skred mod det totale kollaps og en altomfattende humanitær katastrofe.” 

For det enkelte menneske er der en psykologisk grænse for, hvor mange krige og katastrofer, man kan engagere sig dybt i. Men hvis vi skal forebygge de næste krige og katastrofer, må samfundet have en større båndbredde end det enkelte menneske.

Havde de russiske soldater ikke krydset grænsen til Ukraine, netop som Røde Kors skrev de ord, ville det måske være de afghanske ofre, der prægede aftenens nyhedsudsendelser og diskussionerne i FN lige nu.

Men med Ruslands genoplivning af den kolde krig i Europa, forsvandt afghanerne på én dag ud af vores liv.

NÅR EN ATOMMAGT uprovokeret angriber og sønderbomber et land i Europa, må vi nødvendigvis kaste alt, hvad vi har i hænderne og rette brandslukkeren den vej. Det har ikke bare Europas politikere, men hele det internationale samfund, medier og diplomati gjort. Det er en af årsagerne til, at det nu er lykkedes at skabe det enorme internationale tryk på Rusland, som burde have fundet sted for længe siden.

Krigen i Ukraine er i sig selv et forfærdeligt eksempel på, hvad der sker, hvis man vender det blinde øje til en eskalerende katastrofe. Vesten indførte begrænsede sanktioner mod Rusland, da Putin indledte sin krig mod Østukraine i 2014, og lige siden har Putin både i ord og handling bygget op til en krig, som resten af verden længe ikke orkede at forholde sig til eller engagere sig i. Derfor fik konflikten lov til at vokse til en katastrofe, der rækker langt ud over Ukraines og Ruslands grænser.

Gid vi må lære noget denne gang. Lære, at hvor vanskeligt det end er, så slipper vi ikke for at forholde os til de problemer, der endnu ikke er føget ind over Europas eget hegn.

Hvad er scenariet, hvis vi vender ryggen til det faktum, at over halvdelen af Afghanistans befolkning har behov for nødhjælp?

Hvad er sikkerhedsrisikoen ved et lade et land som Afghanistan synke ned i total kollaps?

Hvad er sikkerhedsrisikoen ved et lade et land som Afghanistan synke ned i total kollaps med bevæbnede og konkurrerende fraktioner af Taliban og Isis, som har det til fælles, at de hader USA og Vesten? Vender vi det blinde øje til den humanitære katastrofe og den medfølgende sikkerhedstrussel i dag, risikerer vi så ikke, at den rammer os med dobbelt styrke i morgen?

Krigen i Ukraine har ikke kun flyttet opmærksomhed. Den har også flyttet pengestrømme.

DEN DANSKE BEFOLKNING har doneret historisk høje beløb til nødhjælpsorganisationernes indsamlinger. Denne vilje til at hjælpe kan der kun siges godt om. Men pengene er øremærket Ukraine og må ikke bruges andre steder. Og i denne uge valgte danske politikere med ét slag at fjerne hver tiende krone fra den danske bistandshjælp.{{quote:623:R}} To milliarder kroner, der skulle have forebygget nye krige og kriser i verden, bliver nu brugt til at få de kommunale budgetter til at stemme, trods udgifterne til ukrainske flygtninge. Spørgsmålet er, hvilken pris vi kommer til at betale for den besparelse i det lange løb.

I denne uge valgte FN’s flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, at rejse til Afghanistan for at se situationen med egne øjne. Det udløste en ny appel om hjælp: ”Selvom verden med rette er optaget af krigen i Ukraine, så gennemgår Afghanistan en meget alvorlig krise lige nu.”

På Internationalt Røde Kors’ twitterkonto er der dukket en ny type tweets op. Et af dem lyder: ”Der er over 100 væbnede konflikter i verden lige nu. Her er 5, du måske ikke har hørt om: #Ethiopien #Afghanistan #Yemen #DRC Congo #Somalia.” 

For det enkelte menneske er der en naturlig psykologisk grænse for, hvor mange krige, konflikter og katastrofer, man kan engagere sig dybt i. Men hvis vi skal forebygge de næste krige og katastrofer, må samfundet have en større båndbredde end det enkelte menneske.