Prøv engang at sende tankerne tilbage til din skoletid. Hvem har præcis den samme personlighed her årtier senere? Måske du selv er en af dem, der har taget lidt af en rejse? Måske du selv var den stille, der rødmede, når ordet blev dit, mens du i dag kan stille dig op foran tusindvis af mennesker og sige præcis, hvad du mener?

Margrethe Vestager er sådan en.

”Jeg var simpelthen så genert som barn.” Siger altså en af de mest internationalt eksponerede personer, vort lille land p.t. har flyvende ude i verden.

EU’s konkurrencekommissær og ledende næstformand for EU-Kommissionen og tidligere politisk leder for Det Radikale Venstre er i Danmark for første gang i tre måneder.

”Så længe har jeg aldrig været væk fra min familie før,” siger hun.

Bagefter vores snak om moderne politisk lederskab skal hun hjem.

Nå. Tilbage til personligheden. Det var ikke, fordi hun sad en sen aftenstund og lavede sådan en iskold kalkule angående sin generthed. Det var noget, der skete over tid, i takt med at hendes politiske jeg modnedes. Først var det noget, hun iagttog hos andre. Så var det noget, hun måtte lære sig selv, og i sidste ende er det blevet noget, hun har integreret i sit politiske liv. 

”Jeg havde ikke noget behov for at være i centrum, da jeg var yngre. Det, der så bare viste sig, det var, at hvis man vil flytte på verden, så bliver man nødt til på en eller anden måde at stille sig ind i lyset, hvor folk kan se én.” 

Men der er også noget retfærdighed indblandet. Hvis man ikke stiller sig frem og er tilgængelig, så har man heller ikke “fortjent” at have indflydelse på ting, som hun siger.

”For hvis man ikke er til rådighed, så kan man heller ikke kritiseres, og alle, der har magt, skal kunne kritiseres.”

Så hun ændrede sig altså. Og samtidig ændrede verden sig også. Den begyndte at gå hurtigere, og det gjorde politikken og medierne også.

Gammeldags?

Hun betragter ikke sig selv som moderne. Hun har fået sin politiske skoling i en gammeldags verden, dengang der var én deadline om dagen for journalisterne, og Christiansborg derfor, groft sagt, kunne slappe af efter klokken 16.

”Og dengang var der et andet samspil partierne imellem. Verden var langsommere. Så der var en helt anden rytme, i forhold til hvordan man spillede ud, og hvad man spillede ud med. Dengang havde man stadigvæk artikler, som sagde …” – hun kigger op på en fiktiv tavle og peger på en overskrift, der ikke er der:

”'R: kvælstofbelastningen skal ned med 25 procent'. Det kunne godt være en overskrift i gamle dage. I dag ville den hedde 'R og S i blodig krig om landbrugets økonomi'. Konflikten fylder på en helt anden måde, det er blevet mere emotionelt, og der er et helt andet tempo. Selv den hurtige politik var langsommere dengang.”

Men konflikten er konstant, minder hun om. Altså: Politik ér konflikt, og politik drives frem af konflikt. Fordi hvis der ikke er konflikt, så er der ikke nogen åbenhed. Det ér dramatisk, der ér bulder og brag, når tingene støder sammen. Sådan var det engang, og sådan er det stadig.

”Så det er ikke konflikten som sådan, der er forandret, for den er en integreret del af politik. Når meninger mødes, så brydes de. Og så kan der ske noget nyt. Men det, der er meget anderledes, er, at det landskab, hvori det sker, det er helt forandret. Fordi ting diskuteres på Facebook på en helt anden måde, og politikere kan gå uden om det journalistiske filter.”

Det har haft betydning for partierne som helhed, fortæller hun. Organisationen er på en måde trådt i baggrunden i forhold til, lad os bare sige for 15 år siden, hvor der var bedre tid til at udvikle politikken – sammen.

”Man kunne have et meget mere aktivt bagland, man kunne have mere aktive grupper, fordi der ikke var det her drive mod, at ledelsen hele tiden måtte være på, at ledelsen hele tiden skulle træffe beslutninger, at ledelsen hele tiden skulle være der. Det er helt anderledes professionelt og helt anderledes medieret i dag. Der er nok lidt en risiko for, at det, der ikke har været i medierne, det er aldrig sket.”

Mediernes forandring og indflydelse på det politiske liv har også betydet, at man i den politiske organisation i dag drøfter ting på en helt andet og mere kontrolleret måde, mener Margrethe Vestager.

”For 15 år siden tror jeg faktisk, at vi skelnede mellem intern og ekstern kommunikation. I dag ville man jo sige, at det, du vil sige til dine egne, det siger du ud i verden. Du kan ikke sige noget internt, som ikke også gælder i den eksterne verden. Men dengang, der kunne du godt internt have en anden type diskussioner, som ikke nødvendigvis betød noget eller fyldte noget eller blev refereret som noget i verden uden for partiet. Og det gav en anden dynamik.”

Samtidig handler kommunikationen i dag om meget andet end selve politikken, synes hun:

"Det handler meget om signalerne, når jeg ser det rundt omkring. Der er meget mere signalgivning.”

Tilbage til langsommeligheden

Hvad der viste sig at bekomme hende vel, da hun i 2014 sagde farvel til jobbet som radikal politisk leder og som økonomi- og indenrigsminister, var, at lige netop konkurrencekommissærposten var mere konkret end meget andet, hun havde arbejdet med de forgange år.

”Det var lidt heldigt, for jeg vidste ikke præcis, hvad det indebar at være konkurrencekommissær, da jeg blev det. Jeg havde brugt meget tid på værdierne og principperne. Og på retningen og de lange tendenser. Og jeg trængte bare sådan til at lave noget, der var mere: 'det der, det er ikke sådan, de andre gør, det er faktisk forbudt, fat i kravetøjet, sådan gør man ikke.'”

Samtidig er EU-systemet, hvis ikke langsomt så ufatteligt omstændeligt. Vestager taler om en grundighed, man ikke længere ser i Danmark i samme udstrækning.

”Det politiske system, jeg arbejder i nu, er en meget stor kontrast til det danske, fordi der er simpelthen …  nogle ville måske sige en langsommelighed, jeg ville måske sige omhu. Tingene skal være tjekkede og i orden.”

Det er et radikalt anderledes system at være leder i.

”Selv om jeg også taler med mange folk og besøger mange og er i kontakt med mange mennesker, så er det på en helt anderledes måde. Fordi som politisk leder i Danmark, der har du dels et bagland, som er dit eget bagland, altså organisationen, og så har du en kreds, og så har du vælgere, som har stemt på dig – og så har du alle de andre vælgere, som ikke har stemt på dig, men som du på sæt og vis også har en eller anden grad af ansvar over for.”

Faktisk var netop det dén store udfordring for hende, da hun rejste til Bruxelles. Hun manglede den tillid og det mandat, vælgerne siden 2001 havde givet hende, da hun første gang blev valgt til Folketinget.

”Da jeg skulle være kommissær, så skulle jeg holde op med at være minister. Og det har jeg prøvet før, så det vidste jeg godt, hvordan føltes. Og jeg skulle holde op med at være politisk leder, og Morten skulle tage over, og ham har jeg 100 procent tillid til. Så det var heller ikke svært. Det, der var svært, det var ikke at være folkevalgt. Fra da jeg blev folkevalgt første gang i 2001, var der flere og flere mennesker, der stemte på mig, og jeg har skrevet under på grundloven. Og det er et kæmpe privilegie, at mennesker har tillid til dig. Altså jeg tror ikke, at der kan gives noget bedre. Så det der med at sige; før var jeg valgt, nu er jeg udvalgt. Selvfølgelig kun hvis parlamentet synes det, men stadig: jeg er ikke folkevalgt. Dét syntes jeg var svært,” fortæller Vestager. 

Det var noget meget konkret, hun mistede. Før mødte hun helt konkret folk i sin kreds, som sagde: 'Jeg har stemt på dig!' Den kontakt savner hun.

Hun oversætter det for mig: ”De sagde jo, at de havde vist mig deres tillid. Tillid til, at jeg forvalter deres stemme de næste fire år. Det er en ret konkret ting i virkeligheden. Og en meget konkret forpligtelse. For en ting er at stille sig op og sige, hvad man mener. Det er noget, man selv gør. Men det at blive vist tillid – det er helt fantastisk.” 

Men det var alligevel noget nær befriende at komme ud på den anden side. Det er hendes egen måde at se det på: den anden side.

”Jeg synes godt om dansk politik. Jeg kan godt lide Christiansborg, og jeg kan godt lide kollegerne derinde. Men da jeg trådte ud på den anden side, så kunne jeg alligevel se, at jeg havde været for optaget af det.”

Hun kunne se, at hun nærmest kun tænkte på dét. På politik. Hun skynder sig at tilføje sin familie til ligningen. Dem tænkte hun også på, jovist, men politikken optog generelt meget plads.

”Jeg tror, at jeg skylder mine venner en kollektiv undskyldning for at tale alt for meget om politik i mange år. Men det er meget svært at se indefra. Og når jeg tænker på, hvor meget vi arbejdede, og hvor lidt der egentlig kom ud på den anden side. Man knokler på for at få et budskab ud så meget som overhovedet muligt – og jeg tror egentlig, at jeg kunne have trukket vejret, og det ville have haft den samme effekt.” 

Siger du i virkeligheden, at der ikke kommer nok ud af politikeres anstrengelser?

”Jeg kan kun tale på egne vegne, men som én, der har været der, så ja. For der er det paradoks, at folk ikke synes, politikere laver noget, men politikere har simpelthen så travlt. Det er helt vildt; der er folketingssalen, og der er udvalgsmøder og møder i kredsen, der er diskussioner, man skal deltage i, og ting, man skal forberede sig på, og man skal være på 1-2-3-4 sociale medier og de klassiske. Så de fleste politikere har virkelig, virkelig travlt. Men jeg tror ikke, folk kan mærke det.”

Til dels derfor er kommunikation også en integreret del af Margrethe Vestagers strategi i Bruxelles. Folk skal forstå, hvad hun arbejder med. Hvilke sager hun forsøger at løse. Det kan godt være, at det er hendes ansigt, der er på forsiden af alverdens magasiner, men det er hendes politik – det, hun udretter – der skal lægges mærke til. Folk skal forstå, hvad Vestager og hendes stab udretter.

”Det er ikke min kommunikation, der gør forskellen, det er mine handlinger, der gør forskellen. Når folk nogle gange lægger mærke til det, så er det faktisk, fordi vi har en skattesag, hvor nogle, der ikke har betalt skat, skal betale skat, eller hvor nogen har gjort noget, de ikke må, og derfor skal betale en bøde, som i forhold til et almindeligt husholdningsbudget ser ret stort ud.”

Alligevel moderne?

Selv om hun ikke selv synes, hun er moderne, så er hun det; hun var den første minister, der fik barn under ministertiden, hun var den yngste kvindelige minister nogensinde, da hun blev udnævnt første gang, og hun var også den yngste landsformand for De Radikale nogensinde. En slags frontløber, om man vil.

Ydermere er hun en del af et relativt nyt fænomen, nemlig partiledere, der fortsætter deres arbejdsliv, efter at de er gået af som ledere. Der findes ikke et nedskrevet kodeks for, hvordan man bør opføre sig, men i Vestagers verden holder man som minimum sin mund.

”Det er den nye leder, der har et ansvar, og det forvirrer bare folk, hvis forgængeren blander sig. Man skal også holde mund, fordi det altid bliver brugt mod den nye leder, hvad den gamle nu har gjort. Og det siger generelt ikke noget positivt om den gamle leder – det er kun for at genere den nye. Så man skal modstå de der fristelser og ikke tro, at det handler om en selv. For det gør det ikke. Men hvis jeg selv var blevet pensioneret før tid, så tror jeg, det havde været noget helt andet. Så tror jeg, det havde været svært for mig. Men nu kan jeg jo fokusere på det, jeg selv laver. Og jeg har jo prøvet på egen krop, hvor svært det er at komme ind som leder; det er mega svært,” siger Vestager.

Hun hentyder til det, hun flere gange har kaldt det håndværkertilbud, hun overtog fra Marianne Jelved i 2007. Det var ikke bare lidt maling, der skulle til, det var også et nyt køkken og bad og, siger Vestager, alle de dyre kvadratmeter.

Det var svært. 

”Det er meget anderledes at være nummer et i forhold til at være nummer to. Du har et andet ansvar, folk kigger på dig på en anden måde, de er afventende, og jeg oplevede i hvert fald selv, at jeg skulle modnes i det. Det gik jo ad helvede til, og som jeg før har sagt, så lugter der grimt nede ved spærregrænsen.”

Hun husker tilbage på en dag, der ændrede alt. Det var den dag, hun fandt ud af, at hun bare kunne gå sin vej, hvis det blev for træls.

”Jeg sad inde på mit kontor og var helt nede i kulkælderen. Jeg sad og så på nogle kelimtæpper på gulvene, og jeg var vitterligt i virkelig, virkelig dårligt humør, og så tænkte jeg: 'Jeg kan jo bare rulle dem sammen og gå min vej!' Der er jo ingen, der siger, at jeg skal. Det er jo ikke sådan, at min far har betalt kontingent for hele håndboldsæsonen og 'nu spiller du i hvert fald, til den er slut'. Sådan er det ikke. Man kan gå sin vej. Og da det gik op for mig, så gik det også op for mig, at jeg virkelig gerne ville. Fordi så var det ikke nogen tvang. Og det, at jeg på en eller anden måde var kommet ind i, at det var så svært, og der var sådan en tvangsfornemmelse i det, det skyggede over, at jeg egentlig gerne ville.”

”Og det lærte mig, at jeg ikke dømmer nogen nye ledere. For det er svært at komme ind i en hvilken som helst organisation som ny leder, fordi det kræver, at man selv er modnet med opgaven, og det kræver, at folk har lært en at kende, og at de har udviklet tillid til, at man vil det. Ikke nødvendigvis tillid til, at alt er bright and shiny, at man gør det godt, men tillid til, at man faktisk vil det. For det er det, der er den egentlige forskel,” siger hun.