Mogens Lykketoft, Bertel Haarder og Marianne Jelved: Politisk lederskab har altid været personafhængigt

Der er ikke som sådan noget nyt i, at samfundet ændrer sig. Engang var der hestevogne i gaderne, og snart suser vi rundt i selvkørende biler. Engang var der skrivemaskiner, nu er der computere. Engang ringede vi ind til telefondamerne, nu går vi rundt med smartphones. 
 
Men udviklingen er de seneste årtier accelereret i en grad, så det har mere indgribende betydning for, hvordan vi agerer som mennesker, og derfor også som politiske ledere –ministre såvel som partiledere.  
 
Så hvad siger tre af folkestyrets mest erfarne veteraner? Er moderne politisk lederskab radikalt anderledes, end da Bertel Haarder (V), Marianne Jelved (R) og Mogens Lykketoft (S) selv var ministre og politiske ledere?  
 
Bertel Haarder: ”Jeg er ikke sikker på, at der er forskel på god ledelse nu og tidligere. God ledelse er at gå foran i stedet for at følge efter flokken. Gøre det, man mener er rigtigt, og som ikke nødvendigvis er det, flertallet mener. Og som minister at gøre det, der er bedst for landet. Det er den ideelle situation, men så er der alle de andre hensyn, der skal tages, til medlemmer, partiparoler, medier og så videre. Den dygtige leder skal være klar til at lave alle mulige kompromiser uden at få hovedet under vand, så at sige.”   

Mogens Lykketoft: ”Jeg tror, at definitionen på god ledelse – moderne eller umoderne – det er evnen til at overbevise folk om noget, man mener er vigtigt for samfundet. Og det, som vel har været en dårlig udvikling i al den tid, jeg kan huske, det er, at partierne og politikerne er blevet mere og mere tilbøjelige til at forme deres politik efter, hvad vælgerne mener lige nu. Jeg tror, at det har noget at gøre med opbakningen til partierne. Da jeg var et lille barn, var partierne magtfulde. Der var mange medlemmer, og der var et stort bagland at lede. Og derfor havde man måske som partileder en større overbevisningskraft. Dengang havde Socialdemokratiet for eksempel en tredjedel af sine vælgere som medlemmer. Så der var mange, der bakkede op om en leder. Men det netværk er blevet umådeligt meget tyndere, og det har muligvis også påvirket tyngden i lederrollen.”   
 
Marianne Jelved: ”Jeg tror, at det er meget, meget personafhængigt. For mit eget vedkommende var det aldrig noget med at hæve stemmen eller blive sur. Jeg er et meget roligt gemyt. Jeg har haft alle de børn, ingen andre ville have, og jeg var glad for dem – altså i skolen. Det var helt afgørende, at læreren var i stand til at skabe en personlig relation til hvert barn, så barnet følte sig set og anerkendt. Og det kalder jeg også ledelse.”  
 
Lykketoft: ”Og det gælder også i politik, der er de bare ikke børn.”  
 
Jelved: ”Nemlig. Når Mogens og jeg skulle finde ud af, hvordan vi skulle håndtere politik sammen under Nyrup-regeringerne, så satte vi os over for hinanden i sofaerne ovre i Finansministeriet, og så blev vi ved med at tale sammen, indtil vi havde fundet en fælles løsning. Det er ledelse, men det er ikke specielt moderne. Det er almengyldigt. Vi havde en god relation, og derfor kunne vi blive ved med at sidde sammen, indtil vi havde fundet en løsning. Når vi gik ud med noget, så var det fordi, vi var enige. Det var en kæmpe styrke. Det er også ledelse. Det er heller ikke moderne, det er solid og troværdig ledelse. Men det tror jeg er sværere i dag.”  

Jeg tror ikke, at der er et bestemt kodeks for ledelse, men jeg har i tidens løb oplevet nogle, som ville tyrannisere gennem deres ledelse. Det er ikke typisk, men det er heller ikke atypisk. Det har været der altid.

Marianne Jelved