Det er lidt som at tale med en forælder, der har erkendt, at barnet skal opdrages. Legen var sjov, men nu er det alvor. Konfliktskyheden skal være en saga blot, og magtforholdet skal være tydeligt.

Bum. Sådan. Klare linjer.

Og sådan bliver det også med Frie Grønne, det nye politiske parti, der præsenteres i dag. Ingen uklarheder, ingen fællesudvikling af regler.

Det er Uffe Elbæk, der er forælderen. Han var primus motor bag Alternativets fødsel i 2013, og han er en del af inderkredsen i Frie Grønne, og lighederne er der skam, men forskellene er markante.

Tag sådan noget som de ledelsesmæssige og organisatoriske tanker. Altså: Hvordan bygger vi organisationen op, hvordan skal den ledes, og hvordan er magtstrukturerne i dette nye foretagende? Det har stifterne – de tidligere alternativister Sikandar Siddique, Niko Grünfeld og Uffe Elbæk – haft en alvorlig snak om, og det er der selvfølgelig én eneste grund til:

”Vi lærte rigtig meget godt i Alternativet, men der er også meget, hvor vi har tænkt, at det skal vi aldrig gøre igen,” fortæller Uffe Elbæk.

Læren fra Alternativet er årsagen til, at de tre stiftere, simultant med nedfældningen af politiske holdninger, også skrev seks organisatoriske principper ned. Det er så at sige partiets organisatoriske ståsted.

Man kan høre sukket fra ham, hver gang han refererer til Alternativet, og man kan også se det. Hans skuldre falder ned og falder forover. Rygsøjlen giver slip, mavens muskler slapper af. Suk, siger det, og kroppen reagerer på sin egen nedsunkne måde. Han gider det jo egentlig ikke, men det nye partis struktur er bygget op på baggrund af erfaringerne fra de syv år, hans og Alternativets liv smeltede sammen, og derfor kommer vi ikke uden om også at tale om fortiden.

”Jeg synes, vi gjorde det rigtige i 2013, men nu er tiden en anden. I 2020 er alvoren en anden, og tonen i samfundet er blevet skærpet markant. Derfor er der også brug for noget nyt.”

Han peger på en række problemer fra tiden i Alternativet, og de handler både om ham selv og hans egne fejl og om selve konstruktionen af Alternativet, der som bekendt lagde ud som et oprør mod den eksisterende politiske kultur, men til sidst imploderede og stod tilbage som dét, partiet oprindelig ville være et modspil til.  

Strammere styring

Det nye parti placerer sig mellem den Alternative måde at styre en politisk organisation på og den mere klassiske magthierarkiske ledelsesform. I den sidste bliver der slået hårdt ned på partiskadende adfærd, konflikter bliver taget, og ledelsen er autoritativ. Den første er lige modsat.

Frie Grønne bliver mellemvaren. Flad struktur, men stram styring. Og vigtigst af alt: klarhed over magtstrukturer og beslutningskompetencer fra dag ét.

Af særlig vigtig karakter var at skabe gennemsigtighed, klarhed og præcision, i første omgang på relationen mellem de tre øverste og mest magtfulde rum i partiet: Christiansborggruppen, landsmødet og Det Frie Grønne Råd, der er partiets version af en hovedbestyrelse. Og så var det ikke mindst vigtigt at præcisere, hvad den politiske leders rolle er i relation til de rum.

“Der vil altid være magtkampe og interesser i en organisation, men jeg har haft en oplevelse af, at den rolle ikke var beskrevet tydeligt nok i Alternativet. Det var uklart. Ikke bare for mig, det var det også for andre. Altså, bare som et eksempel: Hvad kunne hovedbestyrelsen beslutte, og hvad kunne hovedbestyrelsen ikke beslutte?”

Respekt for lederen og dem med beslutningskompetence står også skrevet sort på hvidt i de nye organisatoriske principper. Har man læst Uffe Elbæks kronik i POV International, ved man også, at det ikke var en udtalt kultur i Alternativet. Han kaldte kronikken en ’slutreplik’, men det gælder alligevel ikke helt, for nu sidder han foran mig og fortæller igen. Det, der imidlertid gælder, er vores aftale om ikke at gå ind i personfnidderet. Dén del er slut. Og det er okay. Verden må videre, som man siger.

Men skal vi tale om moderne politisk lederskab, skal vi tale om Uffes lederskab. Om Uffes erfaringer.

Kun en enkelt gang vender han blikket væk fra sig selv og sit eget projekt, og det er, da vi taler om netop uklarheden om partiets lederskab, thi Alternativet jo ikke er det første parti i verdenshistorien, hvor der er gået mudder i den:

”Nu refererer jeg af gode grunde til Alternativet, men det er jo noget, man ser flere steder. Uklarheden mellem Kristian Jensen og Lars Løkke er et eksempel; hvad ville det sige at være næstformand og formand i Venstre? Jeg tror, at der i alle partier er brug for at få præciseret de roller,” siger han og vender tilbage til … Alternativet.

”I Alternativet glemte vi fra start af at diskutere, hvad det var for et lederbegreb, vi havde. Altså hvordan forstår andre i organisationen god ledelse, og hvordan bakker vi dem op, der påtager sig en ledende rolle, uagtet på hvilket niveau vi snakker? Altså respekt for de mennesker, som får opgaven.” 

Erklæret røde

Palaveret i Alternativet er der et potpourri af årsager til. Én var den manglende samtale om ledelsesbegreber, noget andet var det politiske fundament, der var værdibaseret og friholdt ideologi. Man lagde sig ikke til venstre, man lagde sig ikke til højre, man placerede sig uafhængigt.

Men det står radikalt anderledes til i Frie Grønne, der er et erklæret rødt parti med klare svar på konkrete problemer. Så strukturen er der, reglerne er der. Vedtægterne er der, og der er allerede formuleret et politisk program. Modsat starten i Alternativet.

”Men dengang var der jo et enormt interessant eksperiment i at sige: Kan vi crowdsource politik? Og jeg er helt sikker på, at vi skabte et rum for mennesker, som aldrig før havde været tiltrukket af politik. Så der er meget godt at sige om det eksperiment. Men ud fra den politiske analyse, vi nu har lavet, så er det vigtigt for os, at når folk melder sig ind i Frie Grønne, så ved de, hvad det er for et parti, at de kender strukturen på forhånd og kender den grundlæggende politik,” siger han.

Frie Grønne understreger, at det er et politisk parti. Er det ikke lidt sært, at et politisk parti føler behov for at understrege, at det er politisk?

”Det er vigtigt for os at sige, at hvis du skal være medlem hos os, så er det, fordi du er politisk nysgerrig. Det her handler ikke om at bygge et lille imperie op i en kredsbestyrelse. Det er det politiske, der er omdrejningspunktet – det er derfor, vi er her,” siger Uffe Elbæk.

Nu refererer han tilbage i tiden igen. Erfaringen er årsag.

”Fordi vi i Alternativet sagde, at vi var værdibaserede og ikke ideologiske, så kunne både en frustreret Enhedsliste-kvinde og en karrieremæssigt uforløst Venstremand se sig selv i det. Og det betød, at man så meget forskelligt på mange ting. Og fordi man gjorde det, og vi havde det med at gøre tingene på en ny måde, så var der nogle konflikter, der ikke blev taget.” 

”Der var mange, der så Alternativet som et socialt fællesskab og af gode grunde. Men mange gange syntes jeg, der var alt for lidt politisk diskussion. Man diskuterede vedtægter og processer og beslutningsformer og alt muligt. Men den politiske sult synes jeg der var for lidt af,” siger Elbæk.  

Frie Grønne holder sig helt væk fra lokalkredse og opretter i stedet interessefællesskaber, som medlemmerne kan samles om. Afsættet bliver partiets fem prioriterede områder: Natur, mangfoldighed, kunst og kultur, civilsamfund og økonomi. 

”Der kommer en meget strammere styret organisation i Frie Grønne. Men det giver til gengæld plads til langt større kreativitet inden for interessefællesskaberne, fordi man ved, hvad der er til diskussion, og hvad der ikke er til diskussion. Og så slipper vi samtidig for at bruge energi på lokalorganisationer og lokale magtkampe. Lokalkredse tager enormt meget energi.” 

Medejer

Uffe Elbæk har tidligere fortalt mig om sine plusser og minusser som leder. Han peger selv på det, der vist er almindelig enighed om, nemlig at han er eminent til at motivere og finde talenter. Omvendt er hans problem så, at han hurtigt mister interessen for personer, han ikke rigtig kan se lyset i. Han siger det selv sådan her:

”Problemet for en politisk leder er, at du jo ikke kan fyre folketingsmedlemmer. Og mit problem var nogle gange, at jeg syntes, at medarbejderne i partiet havde langt mere at byde på, så min opmærksomhed røg derhen – og det går jo ikke for en leder.”

Hvor der kommer en klart strammere styring i Frie Grønnes organisation, bliver der til gengæld åbnet for adgangen til et af de tre magtfulde organer, således at medarbejdergruppen – uanset om den består af partimedlemmer eller ej – skal have en repræsentant med i Det Frie Grønne Råd, som er øverste myndighed mellem landsmøderne.

Inspirationen har stifterne fundet hos demokratiske virksomheder, hvor medarbejderne er medejere.

”Som det er i dag, så bliver meget politik formuleret af medarbejdere i partierne. Og derfor virker det helt vildt, at de ikke har en stemme – altså det er, som om deres arbejde er supervigtigt, men de får ikke credit for det. Og de har ikke en stemme ind i prioriteringer og beslutninger, så derfor SKAL medarbejderne med,” siger han.

Du er en motivationens mand rent ledelsesmæssigt. Er det også for at motivere medarbejderne, at de skal have en stemme i rådet?

”Ja, det synes jeg jo personligt. Og det går helt ned i både min andels- og anarkistiske tilgang, nemlig at alle skal have fingrene nede i dejen, og det gælder både på gode dage og på dårlige. Og man skal ikke kunne sige, at det også bare er, fordi en leder eller mellemleder er dum. Nej, man er selv en del af det.” 

Nu er det ikke sådan, at alt saft og kraft er suget ud af eksperimenterne i den nye organisation. Det er jo tidligere Alternativet-folk, der står bag, og derfor skal der fortsat eksperimenteres.

”Så selv om vi går ud med en meget skarpt formuleret organisationsmodel og ledelsesmodel og et politisk program fra dag ét, så ved vi jo godt, at vi skal blive ved med at eksperimentere,” erkender Elbæk.

Den danske Malcolm X

Det er ikke de historiske problemer i Alternativet, der gør, at Uffe Elbæk ikke skal være politisk leder for Frie Grønne, for det er Sikandar Siddique, der skal det. Det er såmænd bare en fastholdelse af den beslutning, han traf, da han stoppede som leder i Alternativet.

”Jeg har truffet den beslutning, som jeg også gjorde, da jeg stoppede som politisk leder i Alternativet, nemlig at det her er den sidste folketingsperiode. Det betyder ikke, at jeg er færdig med politik, og absolut slet ikke færdig med Frie Grønne, men jeg ser ikke for mig, dags dato, at jeg stiller op ved næste valg. Og så griner de alle sammen og siger: 'Det er godt med dig, Uffe, vi skal nok få dig overtalt', og så svarer jeg: 'Det må I så prøve på.' Og man skal aldrig sige aldrig, men i hjertet har jeg det sådan, at det er min sidste periode.”

Valget af Sikandar Siddique som politisk leder er han overordentligt tilfreds med.

”I mine øjne kan han ende som en meget, meget afgørende politiker. Han er stadig ung, og han har en meget interessant personlighed. Nærmest med en visdom i sig, som jeg ikke har mødt før. Det er en enorm, nærmest spirituel tyngde, som jeg er meget fascineret af, og som jeg tror rigtig, rigtig meget på. Jeg har sagt til ham: 'Du bliver sgu Danmarks udgave af Malcolm X.' Hvis det her lykkes og vælgerne tager imod partiet, som vi håber, så vi kommer på stemmesedlen til næste valg – det kan man aldrig vide, men det regner vi da med – og hvis han så bliver valgt ind, og partiet bliver valgt ind, så synes jeg godt, man kan sammenligne det med, da London fik sin første muslimske borgmester. Vi ser en partileder, som har muslimsk baggrund, og som samtidig erklærer sig som feminist, og som er født ud af den mangfoldige virkelighed, han er født ude på Nørrebro.”

Da Naser Khader blev formand for Ny Alliance, rummede han vel samme slags mangfoldighed.

”Man skal passe på med at sammenligne. Sikandar er meget tro mod den opvækst, han har haft, og han har ikke lagt afstand til den.”

Er der ikke partier nok i Danmark?

”Nej. Jeg har det som med virksomheder: Hvis der er tre købmandsforretninger i en gade, så skal der da også være mulighed for at slå en fjerde op. Det handler om innovation. Og det ilter systemet, når der kommer nye stemmer, der siger tingene på en anden måde og taler fra et andet sted.”

”Altså jeg har det virkelig sådan med dem, der siger, at der er partier nok: Ah hvad? Det siger I da kun, fordi det er jer, der har butikken i gaden lige nu.” 

Det er også mere bøvlet at samle et parlamentarisk flertal med alle de partier.

”Selvfølgelig er det dét. Det ville være meget lettere, hvis der kun var ét stormagasin i gaden. Og ja, det kan da godt være, de synes det, men flyt jer lige altså.”