Set

Dokumentaren ’Live to 100: Secrets of the Blue Zones’ på Netflix var ret tankevækkende. Den handler om, hvordan man lever, til man bliver 100 år. Ikke, at jeg har et konkret ønske om det – for mig handler det mere om kvaliteten af livet end om længden. Men hvad karakteriserer de steder, hvor mennesker lever lykkeligere og længere end gennemsnittet? Dokumentaren tager os blandt andet med til den japanske øgruppe Okinawa, italienske Sardinien og den græske ø Ikaria. Alle har de verdens højeste andel af (i øvrigt ret vitale) 100-årige. De nævnte steder har meget til fælles i deres adfærd. De spiser sundt, har fysiske aktiviteter som en del af hverdagen, et tydeligt livsmål og sætter socialt samvær i højsædet. Det betyder, at ingen overlades til sig selv, og at man oplever en højere mening og et mål med tilværelsen. Det synes jeg er interessant. Vi har brug for andre mennesker. Og vi har brug for mål, der skaber motivation, mening og guider vores handlinger. Det hjælper os med at fokusere på det, der virkelig betyder noget.

Hørt

Jeg elsker podcasten ’Budskab’, som udgives af Fagbladet Journalisten. Det gør jeg nok, fordi den tager mit fag under kærlig behandling, når de dykker ned i ugens mest markante, kiksede eller omdiskuterede kommunikation. Krisestyring, strategi og pressehåndtering kan åbenbart få mig til at lytte med, som andre hører ’Mads & Monopolet’, påstår min mand. Jeg lever mig vildt ind i det, kommenterer højlydt og enten roser eller revser de afledte effekter, som ugens sag har haft. Jeg kan ikke lade være, og det er meget ofte sager, som jeg selv har fulgt tæt. Jeg hører det hver uge, og det er godt indhold, velproduceret og rummer et væsentligt blik på vores generelle samfundsdebat og medielogik.

Læst

Jeg er uddannet i litteraturvidenskab og har selvfølgelig igangsat en bogklub på vores bureau. Det er både virkelig hyggeligt og en fin anledning til at mødes om et godt glas vin. Klassiske værker er et kriterium i bogklubben, fordi de ellers kan være svære at få læst, mens vi her kan sparre med hinanden og få flere gode lag på. Vores baggrund i kommunikation og budskaber gør, at det kan være ret sjovt at dykke ned i nogle af de bedste forfatterskaber, der er, og diskutere, hvad de kan. Senest læste vi ’Sult’, hvor Knut Hamsun meget elegant portrætterer det moderne og irrationelle menneske styret af sin ubevidsthed, sine luner og drømme. Men også ’Mørkets Hjerte’ af Joseph Conrad var en personlig favorit, som tilmed fik mig til at se Francis Ford Coppolas ’Dommedag Nu’ fra 1979, der meget uventet også overraskede særdeles positivt. Det er det, klassikere kan. De siger noget evigtgyldigt om vores samfundsstrukturer og om de mennesker, der lever der.