Mattias Tesfaye beskriver i et hjerteskærende interview i Berlingske i den forgangne uge, hvordan han føler sin menneskelighed svinde ind i rollen som udlændingeminister. Hans frygt er at ende som Gollum i ’Ringenes Herre’. Væsenet, der engang var en hobbit som alle andre, men som for længe klamrede sig til den dragende magt, ringen giver. En magt, der kommer med en pris, fordi den er forbundet med mørke kræfter, der æder din menneskelighed.

Du skal passe på ikke at have den på for længe, for så ødelægger det dig menneskeligt. Så bliver du ligesom Gollum.

Mattias Tesfaye
Udlændinge- og integrationsminister, til Berlingske

”Man kan bære den i et stykke tid, men du skal passe på ikke at have den på for længe, for så ødelægger det dig menneskeligt. Så bliver du ligesom Gollum.”

Det er svært at drive det billede bort, nu hvor Tesfaye selv har plantet det på nethinden. Særligt fordi det faldt sammen med et spørgsmål, der måske ramte den danske minister hårdere, end man skulle tro.

Det faldt i Europa-Parlamentet, hvor udlændinge- og integrationsministeren i denne uge måtte forsvare sin og Danmarks særlige version af humanisme overfor undrende europæiske kolleger.

"Hvordan kan De sove om natten, Hr. Tesfaye?" lød spørgsmålet fra en af de oprørte europaparlamentarikere.

En bekymring, ministeren tilsyneladende også selv tumler med: "I længden kan du ikke lægge dig til at sove på hovedpuden hver nat, uden at ringen slider dig op. Så man skal have ringen af på et tidspunkt. Og man skal ikke give ringen til folk, der ikke kan holde til det," sagde Tesfaye i interviewet i Berlingske.

Det var næppe tilsigtet, men det kom til at lyde som en bøddels bekendelser.

Hvem mærker ringen stramme?

I eventyret om Ringenes Herre er det kun én, der må tåle det tærende ansvar at bære ringen og dermed ansvaret for beslutninger, der kan have fatale konsekvenser for andre, og som kan sætte ringbæreren i direkte forbindelse med mørket.

Sådan er det ikke i virkelighedens danske verden. Her bærer vi byrden i fællesskab.

Fra det yderste højre til SF bakker et overvældende flertal af partierne grundlæggende op om Mattias Tesfayes og Socialdemokratiets politik, enten aktivt eller stiltiende.

Nye rapporter strømmer ind om den fortsatte tortur i Assads fængsler. Almindelige mennesker udsættes for tilfældige anholdelser, og manglen på retssikkerhed i de sønderbombede syriske murbrokker er total. Amnesty International har dokumenteret 66 tilfælde, hvor flygtninge, deriblandt 13 børn, efter tilbagevenden til Syrien er blevet udsat for menneskeretskrænkelser. Fem af dem har mistet livet, mens de har siddet i fængsel. 17 regnes for savnede, efter de blev arresteret. Men den slags tal og rapporter rokker ikke længere ved den danske udlændingepolitik.

Tesfaye mærker ringen stramme om hjertet og medmenneskeligheden blive udfordret. Men hvad med alle os andre?

Vi reagerer ikke længere på hjerteskærende historier om familier, der skilles ad af afgørelser i Flygtningenævnet. Børn og unge, der må se deres far eller mor sendt ud af landet eller på udrejsecenter til en uvis skæbne.

Vi tåler, at krigstraumatiserede voksne, der fandt styrken til at flygte, lære et nyt sprog og finde arbejde i Danmark, nu må sælge huset i Aabenraa, trække børnene ud af skolen og flytte ind på et udrejsecenter i den anden ende af landet og vente på at blive sendt retur til det rædselsregime, de flygtede fra.

Hvor længe kan man kende og se på disse skæbner, uden selv at bære en del af ansvaret for dem?

Flugten fra Danmark

Historien har lært vores naboland mod syd, at det er farligt at lade Gollum æde folkesjælen og lukke øjne og hjerter for det, der så indlysende skærer i dem. I flere tyske delstater vurderer domstolene nu, at Danmark ikke er noget sikkert land for flygtninge længere, og at tyske myndigheder derfor ikke med Dublin-forordningen i hånden kan sende syriske flygtninge tilbage til Danmark, hvis de flygter videre til Tyskland.

Også afgørelser fra det tyske Bundesamt für Migration und Flüchtlinge har ifølge den tyske avis Spiegel givet syriske flygtninge ophold i Tyskland med henvisning til, at de ikke er i sikkerhed i Danmark.

Mindst 400 syriske flygtninge er i det forgangne år flyttet fra Danmark til andre lande i EU. Det dokumenterer artikler fra et researchsamarbejde mellem medier fra vores nabolande: Der Spiegel, Trouw, Le Vif, Knack, Sydsvenskan, Rozana og EU-Observer.

FN’s Flygtningehøjkommissariat, Human Rights Watch, Amnesty ... og nu også vores europæiske naboer. Alle forsøger de at råbe danskerne op og appellere til vores fornuft og menneskelighed.

Men det er som om, vi er sunket ned i et kollektivt mørke, hvor medmenneskelige hensyn ikke længere er mulige, fordi de opfattes som et forræderi mod en ubrydelig ring af konsensus om den stramme udlændingepolitik.

En uhyggelig stilhed

I ældreplejen taler man om, at der indtræder en forråelse, hvis medarbejderne for længe arbejder under vilkår, hvor det ikke er muligt at give de ældre en værdig pleje. Måske er det samme ved at ske i dansk udlændingepolitik?

De frontkæmpere for humanismen, der engang fandtes på begge fløje, er væk. I vores helt særlige selvforståelse kalder vi det ’ro om udlændingepolitikken’. På Christiansborg er analysen, at de afgørende svingvælgere, der udgør forskellen mellem rødt og blåt flertal, vil stemme på den blok, der kan skaffe denne ro. Undervejs er ’humanisme’ blevet et slags skældsord i dansk politik, eller i hvert fald en markør for ekstrem venstredrejning og en forældet tilgang til flygtningespørgsmålet.

Den forståelse har effektivt lukket ned for kritik af udlændingepolitik på begge sider af midten. 

Vi er sunket ned i et kollektivt mørke, hvor medmenneskelige hensyn ikke længere er mulige, fordi de opfattes som et forræderi mod en ubrydelig ring af konsensus om den stramme udlændingepolitik. 

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Væk er de kritiske borgerlige røster, der engang førte til en ’Ny Alliance’ af borgerlige politikere, der syntes, at ”nok er nok,” som konservative Gitte Seeberg sagde, dengang forløberen til Liberal Alliance blev stiftet.

Helt væk er al kamp fra De Radikale, som for nylig lancerede partiets regeringsdrømme med et spejderløfte fra Sofie Carsten Nielsen om, at hun ikke vil forstyrre Socialdemokraternes udlændingepolitik, hvis de kommer i regering sammen.

Og alle partiernes vælgere lever med det. Også Enhedslistens, som godt nok ikke er enig i politikken, men heller ikke vil lade den komme på tværs af en rød regering.

Tesfaye er ikke alene om at være ringbærer for den danske udlændingepolitik. Vi bærer alle et ansvar for at undgå, at udlændingepolitikken bliver så stram, at vi mister evnen til medmenneskelighed og overgiver os helt til Gollum-effekten.

Foreløbigt må man glæde sig over, at udlændinge- og integrationsministeren selv har fået øje på faren. Måske kan det være første spæde skridt til en opblødning overfor de syriske flygtninge i Danmark.