Surrealisme i biffen, eviggyldig musiklyrik og kloge ord om kærlighed

Set 

Jeg så den Oscarbelønnede ’Poor Things’ af Yorgos Lanthimos i starten af året, da jeg var i Australien. Jeg må sige, at det både var en fuldstændig vanvittigt mærkelig og helt fantastisk oplevelse at se en film, der vender op og ned på rent ud sagt alt det gængse. I løbet af filmens lidt over to timer nåede jeg både at væmmes, grine og græde, og jeg udviklede gennem filmen en særlig følelse over for især Emma Stones karakter, Bella Baxter. At det så også var specielt at se denne film sammen med australiere, som, i hvert fald i den biograf, jeg besøgte, højlydt kommenterede filmen, bidrog blot til at gøre oplevelsen endnu større!

Hørt 

DR’s koncertsal er et enestående sted – uanset om det er solister som Curtis Stigers, DR’s egne kor eller, som jeg oplevede i januar, en hyldestkoncert til Leonard Cohen. Koncerten, som kort og godt hed ’Cohen – En hyldestkoncert’, var en perlerække af forskellige sangeres fortolkninger af den store mester. Cohen var en fantastisk poet og forfatter, og efter min mening er hans tekster evigtgyldige. Og så trækker det jo heller ikke ned, at man får flashbacks til ens tidlige ungdom, hvor ’I’m Your Man’ kørte på repeat til festerne. Så jeg bilder mig ind, at jeg stadig er lidt ung.  

Læst 

Nogle gange er det ikke antallet af sider, som siger noget om kvaliteten af en bog. Den lille perle ’So Late in the Day: Stories of Women and Men’ af Claire Keegan ridser en kærlighedshistorie op set gennem manden Cathals øjne. Nøglen til bogen skal ikke afsløres her. Men den viser, hvordan selv de små ting, som vi kan komme til at gøre over for vores elskede – nogle helt ubevidst – kan ende med at koste os den lykke, vi troede ville fortsætte med at være. Som en, der selv har oplevet det, ramte bogen mig dybt, da jeg læste den på årets første dag.