Set

I vinterferien besøgte jeg bunkermuseet Tirpitz, som er tegnet af arkitekten Bjarke Ingels. Han er på imponerende vis lykkedes med at bygge det ind i klitlandskabet og integrere museumsbygningen med en kæmpe kanonbunker fra besættelsestiden. Under jorden kan man gå på opdagelse i både kanonbunkeren og i en række faste udstillinger om havet, bunkere og Vestkystens historie. Fortællingerne fungerer som små nedslag og er både oplysende og meget fængende. De giver indblik i vidt forskellige perspektiver og oplevelser fra en meget anderledes og særlig tid, blandt andet gennem hverdagsbetragtninger fra børn, der levede side om side med tyskerne, mens de opførte bunkerne i krigsårene. Stemmer, som ikke har fået deres plads i historiebøgerne, og som for mig gav anledning til nye tanker om, hvordan krig påvirker barndom og opvækst. Hvor gør man som barn af de tanker, sorger og indtryk, en krig fører med sig, og hvem taler man med om det svære? Med krig i Europa synes disse stemmer endnu vigtigere. 

Hørt

Tilbage i oktober var jeg til koncert med det forholdsvist nye rock/pop band Patina i Vega, og det var en helt unik oplevelse. De havde en helt fantastisk energi og scenografi med hele tre forsangere, som skiftedes til at synge og spille trommer. Samtidig ramte deres tekster mig helt rent og umiddelbart. De er direkte, hudløst ærlige og adresserer nogle af de mange svære tidspunkter i livet. I en tid hvor særligt unge mistrives i næsten uhyggelig grad, er det betryggende og opløftende, når så ungt et band helt naturligt gør det svære til noget fælles og ikke er bange for at vise deres egen sårbarhed. Eksempelvis sangen ’Sådan må det være’ om at have det dårligt og have brug for hjælp – men også konstatere, at det nok er okay. Teksterne rummer i mine øjne masser af håb for fremtiden og en tro på det, vi kan sammen.

Læst

I julegave fik jeg af min søster bogen ’Ting jeg ikke vil vide’ af Deborah Levy. Det tog mig lang tid at begynde læsningen, da bogen forekom mig at være en stor mundfuld i en travl hverdag. I vinterferien fik jeg alligevel hul på den, og det har jeg ikke fortrudt. Gennem erindringer fra en barndom i det apartheiddelte Sydafrika og sin opvækst i England kommer Deborah Levy omkring eksistentielle emner som uretfærdighed, identitet og ligestilling. Bogen giver et råt, ærligt og humoristisk indblik i et barns oplevelser med at vokse op i ekstremer, og så viser den meget smukt, hvordan oplevelser og indsigter, små som store, lagrer sig og både ryster og former os som mennesker. Bogen handler også om at turde bruge sin stemme og finde sin plads i verden som pige og kvinde. På alle måder højaktuelle emner, som jeg er uendeligt glad for, at vi i Danmark har rigtig gode muligheder for at søge kvalificeret støtte og rådgivning om.