Både læger og politikere vil skærpe kontrollen med medicinsk udstyr i kølvandet på sagen om de flere hundrede kvinder, der har fået indopereret syntetiske net, som kan forårsage voldsomme komplikationer. EU-Kommissionen kommer i næste måned med et nyt udspil, som baserer kontrollen med nyt medicinsk udstyr på stikprøver. Kritikerne er skuffede, for de havde håbet på en fremtid med lige så grundig kontrol med medicinsk udstyr som den, der kræves for ny medicin. Medikoindustrien er derimod tilfreds med udsigten til, at den europæiske godkendelse fortsat er 3-5 år hurtigere end både den amerikanske og japanske, så industrien bevarer sin konkurrencefordel på det globale marked. I EU er der lagt op til en politisk magtkamp om milliarder af kroner, titusinder af arbejdspladser og patientsikkerheden for 500 millioner europæere.