I Sverige, der har nordisk rekord i udlicitering, har man en helt anden tilgang til offentlig-privat samarbejde. Svenske kommuner fokuserer på kvalitet, innovation og udvikling i samarbejdet med private leverandører. Herhjemme handler udlicitering mere om besparelser og effektivisering. Men Produktivitetskommissionen peger på, at en ny type af udlicitering spirer frem i danske kommuner, hvor udvikling af velfærd er det afgørende. ”Om ti år giver vores nye plejehjem mere værdi for brugerne, for medarbejderne og for hele lokalsamfundet,” siger Thomas Boe, by- og udviklingsdirektør i Kolding, efter et nyt, utraditionelt udbud af velfærdsservice til ældre.