Apolonia, Masego og Chimamanda Ngozi Adichie

Set

Jeg har netop set den danske (og prisvindende!) dokumentarfilm ’Apolonia, Apolonia’ fra 2022 af Lea Glob. Jeg nåede aldrig ind og se den under CPH:DOX, hvor det var den af filmene, der var mest hype omkring i min omgangskreds. Men til min store glæde er den kommet på DRTV, og efter at have set den forstår jeg godt, hvorfor den endte på manges læber. I løbet af filmens små to timer udviklede jeg en nær og kærlig relation til Apolonia, hendes univers, drømme og kampe for og med kunsten og ikke mindst sig selv, sine relationer og visioner. Hun deler ærligt og generøst ud, og jeg sad tilbage med stor beundring over, hvor ærligt og nærværende et portræt Lea Glob er lykkedes med at lave. Apolonia inviterer os med ind i sin verden – et knudepunkt af kunst, kultur, aktivisme, politik, hierarkier og bemærkelsesværdige personligheder og skæbner. En verden, jeg måske ikke selv vil komme til at sætte mine fodspor i, men som jeg alligevel føler, at jeg har mærket på egen krop efter at have set filmen.  

Hørt

I slutningen af januar var jeg til koncert med Masego i Falkonersalen. Venuen har jeg ikke meget godt at sige om, men Masego var fantastisk. Han er en jamaicansk-amerikansk sanger og musiker, der blander hiphop, house og jazz. Hans faste følgesvend er saxofonen, og lad os være ærlige, det er verdens mest sexede instrument. Hans musik føles bare godt, som et varmt kram af håb, lethed og tyngde. Han tog Falkonersalen ud af januarhiet og gjorde os klar til forårets varme og spirende fornemmelser – en energi, vi vist alle har brug for oven på den seneste tid kulde og katastrofer. Masego blev vores pusterum.

Læst

Jeg læser faktisk ikke rigtig bøger. Et relativt markant statement på vippen til tabuiseret, kan jeg nærmest fristes til at sige. Det er uden tvivl den mest krævende underholdning, og der er jeg åbenbart bare en ung af tiden, der foretrækker tempo og dobbeltscreening. Men takket være mit, ikke så unge, nytårsforsæt om skærmfrit soveværelse, er jeg faktisk kommet i gang med at læse. Lige nu tygger jeg mig igennem ’En halv gul sol’ af den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie. Det er ikke det første, jeg læser af hende, og jeg valgte da også bevidst hendes roman til at tage mig ud af mit læsecølibat. Hendes fortællinger sætter altid spot på tre tematikker, jeg holder meget af: race, køn og kultur, og ’En halv gul sol’ er ingen undtagelse. I bogen følger man forskellige, men sammenflettede skæbnefortællinger i Nigeria før, under og efter borgerkrigen, og man får indblik i, hvordan hierarkier inden for både race, kultur, køn og kapital får forskellig betydning i krig og kærlighed.