Embedsmænd er nærmere regeringens spindoktorer end demokratiets uafhængige forvaltere af sandheden. Den erkendelse breder sig i det danske mediebillede efter den lange række af skandaler om danske bureaukrater, som har været lidt for ivrige med at fremme deres ministers politik.

Samme erkendelse ligger usagt bag initiativet om at give Folketinget flere analytiske muskler, som folketingsformand Mogens Lykketoft (S) for nylig har foreslået med henvisning til, at Folketinget bedre skal kunne kontrollere tal, jura og fakta fra det skandaleombruste danske embedsværk.

Om få uger skal Folketingets Præsidium diskutere, hvordan en sådan akademisk oprustning af det danske parlament mere konkret skal udfolde sig. Og selvom de færreste kan have noget imod, at Folketinget bliver klogere og stærkere, så er forestillingen om, at det også skulle være en løsning på de mange skandalesager i embedsværket de seneste år, desværre endnu et eksempel på, at der ordineres medicin til de danske embedsmænd, længe inden der er blevet stillet en fyldestgørende diagnose.

Et udvalg under ledelse af tidligere departementschef Bo Smith blev sidste år sat til at kigge nærmere på problemerne med samspillet mellem embedsmænd og politikere, som mange af skandalesagerne synes at udspringe fra. Udvalget er kun halvvejs igennem arbejdet og regner først med at aflevere sine konklusioner engang efter sommerferien. Omfattende indgreb over for det påståede syge og politiserede danske embedsværk bør vente til resultaterne af dette arbejde er fremlagt og analyseret.

Den tålmodighed er svær at få øje på nogle steder. De vidt forskellige skandalesager om sjusk i embedsværkets ministerrådgivning, vildledning af Folketinget og politisk tilskæring af statistik til fremme af ministerens dagsorden er for længst blevet udlagt som udtryk for ét gennemgående og ensartet problem om en politisering af hele det danske embedsværk.

Det falder lige for. For kritikken af embedsmændene passer godt ind i den mere generelle hetz mod bureaukrater, som hele debatten om djøfiseringen symboliserer. Men i forargelsen over nødløgne, ministerafgange og senest Udlændingestyrelsens jagt efter argumenter til at holde flygtningestrømmen fra Eritrea stangen, glemmer vi, at det danske embedsværk også er et af de mindst korrupte og mest effektive i verden. De fortjener lidt mådehold i fordømmelse af hele standen – om ikke for deres egen skyld, så for samfundets skyld – da vi ellers risikerer at ødelægge et forvaltningssystem, der i det store hele fungerer ganske glimrende og hidtil har bidraget til at sætte Danmark i en samfundsøkonomisk førerposition i verden.
 

MEGET AF FORAGELSEN over de danske embedsmænd bygger på en myte om, at embedsmænd i fordums tid var neutrale og kedelige jurister, der holdt sig i faglighedens objektive spor og var immune over for politisk påvirkning, men at de som ved et trylleslag har forvandlet sig til regeringens skjulte spindoktorer.

Især juristen Pernille Boye Koch, der også er folketingsmedlem for de radikale, og professor emeritus i statskundskab Tim Knudsen har bidraget til denne myte om tabet af embedsværkets uskyld i bogen ”Ansvaret der forsvandt”, hvor forfatterne argumenterer for, at der skal ske en tilbagevenden til de klassiske embedsmandsdyder som saglighed, faglighed og ærlighed. De dyder er selvfølgelig vigtige at vedblive at holde i hævd, men det er en myte, at embedsmændene over tid er blevet politiserede.

De er ikke blevet politiseret – for de har altid været det, som professor i statskundskab Jørgen Grønnegård Christensen, der igennem en årrække har forsket i forholdet mellem embedsværket og politikerstanden, udtrykker det.

”Det er ikke embedsmændenes rolle, der har ændret sig, men kritikken og diskussionen af den, som er blusset op,” siger han.

Selv den prisvindende journalist Jesper Tynell, der omfattende har beskrevet de alvorligste problemer i den måde, embedsværket i Danmark arbejder på, advarer imod myten om de neutrale embedsmænd, som han kalder en myte, der ikke vil dø.

Men det er på høje tid at forsøge at aflive myten alligevel, for de eneste, den misforståelse gavner, er de politikere, der fra tid til anden forsøger at pakke deres politik ind som ren teknik ved at bruge tal, jura og fakta indhentet fra embedsværket til at argumentere for, at netop deres politik er nødvendighedens politik og ikke netop bare politik.

Derfor vil det både gavne den politiske debat og mediernes kritiske sans over for politikere, at vi én gang for alle lægger myten om de neutrale embedsmænd i graven. Embedsmænd arbejder for deres minister. Ministeren er ansvarlig over for Folketinget. Folketinget står til ansvar overfor vælgerne. Punktum.
 

DERFOR ER DET ÆRGELIGT, at nu også Folketinget bidrager til at genoplive myten om de neutrale danske embedsmænd ved at pakke et ellers helt legitimt ønske om flere analytiske ressourcer ind i den folkelige forargelse over skandalerne i embedsværket.

Dels er risikoen, at der startes en form for teknokratisk våbenkapløb mellem Folketinget og Centraladministrationen om at opbygge størst mulige analytiske muskler – en slags min DJØF’er kan tæve din DJØF’er-logik, sådan som flere eksperter advarer imod i denne uges hovedhistorie.

Men udover at bureaukraters papirkamp og talborgerkrig i sig selv kan virke nyttesløst, så er en langt alvorligere risiko ved at opruste Folketinget ud fra ønsket om at øge kontrollen med embedsværket den, at man i stedet for at bekæmpe mistilliden mellem Folketing og embedsværk kommer til at øge den.

Formanden for det føromtalte udvalg, der er i gang med at granske årsagerne til problemerne i embedsværket, Bo Smith, frygter netop sådan en udvikling.

”Problemet er, hvis det udvikler sig sådan, at de enkelte folketingsmedlemmer ikke længere mener, at de kan stole på oplysningerne i ministerierne, og derfor ansætter deres egne eksperter og bruger den viden som grundlag for politiske beslutninger,” siger Bo Smith.

Folketinget vil aldrig have mulighed for at opbygge samme analytiske slagkraft som embedsværket, og derfor vil det heller ikke gavne kvaliteten af den danske politik, og dermed ej heller Danmarks udvikling og fremtidige konkurrencekraft, at man baserer de politiske beslutninger på den næstbedste faglige indsigt på grund af mistro mod embedsværket.

Det mareridtsscenarie skal vi undgå, og derfor skal Folketingets Præsidium nøje overveje, hvordan det kan opruste sine analytiske muskler uden at starte en spiral af mistillid i en videnskrig med embedsværket. At begrunde det med at sikre en bedre kontrol med embedsværket er allerede et skridt i den forkerte retning.

Det er netop en automatreaktion på myten om den neutrale embedsmand, som vi hurtigst muligt burde aflive. Hvis ikke vi gør det, risikerer vi i stedet at dræbe embedsapparatet med en tankeløs fejlmedicinering.

Det danske embedsværk skal bestå – i hvert fald indtil vi ved, hvad det fejler.