Fæstebønder, demens og cerebral parese

Set

Jeg har netop set filmen ’Bastarden’. En film af Nikolaj Arcel efter en bog af Ida Jessen: ’Kaptajnen og Ann Barbara’. Filmens barske historie om opdyrkningen af den jyske hede, om fæstebønders elendige forhold, om kærlighed, beslutsomhed og hævn fastholdt i den grad min opmærksomhed i biografens mørke. På cykelturen hjem i den lune oktoberaften, blev min mand og jeg hurtigt enige om, at der er meget at takke dem, der kom før os, for, fordi de kæmpede for den lille mands (og siden kvindes) rettigheder. Der er jo sket meget, når man ser det i perspektiv fra 1755, men samtidig er diskrimination og uligheder, som er centralt i filmen, stadig relevant i dag. Så filmen gav også lidt benzin til at fortsætte arbejdet med at tale menneskers sag, der måske ikke kan selv eller i perioder ikke kan selv.

Hørt

Som ny i jobbet i Alzheimerforeningen er jeg i gang med at sætte mig ind i foreningen og prøve at forstå demenssygdommen. Jeg har ikke selv haft demens tæt inde på livet, og jeg har et ønske om at prøve at forstå, hvad det egentlig handler om, når det er helt tæt på. Enten som patient eller som pårørende. Og selvom det opleves forskelligt, er jeg ikke i tvivl om, at det altid er meget hårdt og kaster familier ud i livskriser. Jeg har blandt andet lyttet til podcastserien ’Mor bliver aldrig rask’ af Julie Sander og Christina Mie, som man kan tilgå via Alzheimerforeningen.dk. De to søstre, der som meget unge desværre får demenssygdommen ind på livet, taler om deres oplevelser – gode som triste – med deres mors sygdomsforløb. Derudover interviewer de en række forskellige mennesker, som hjælper med at kaste lys over demenssygdommens konsekvenser, hvordan vi håndterer det i Danmark, hvad der virker ok, men nok mest, hvad der bestemt ikke virker i vores velfærdssamfund.  

Læst

På mit natbord ligger der lige nu flere bøger. Den, jeg oftest rækker ud efter, i minutterne før øjnene simpelthen ikke kan holde sig åbne længere, er ’Nye balancer’ af Caspar Eric. Han formår virkelig at sætte billeder på hverdagen med cerebral parese, for eksempel i digtet ’Jeg slider mine kondisko hurtigere end andre’: ”Man kan se på hælen og fronten, hvordan jeg går, eller hvordan jeg falder, eller hvordan jeg flyver. Verden smitter af og sætter sig i kroppen. Det var en latterlig idé at købe hvide sneakers.” Man får klart sat sit eget liv i perspektiv – der er bare nogle mennesker, hvis lod i livet det er at kæmpe med mere end andre, og som alligevel har et enormt overskud til at sætte deres aftryk på verden og forhåbentlig bidrage til at forandre den.