Når elever og lærere møder hinanden igen efter sommerferien, vil skoledagen se helt anderledes ud end før ferien. Da træder reformen af folkeskolen i kraft, og skolefolket betragter den som den største reform af skolen i to årtier. I det perspektiv er skiftende ministres mange ændringer af loven om folkeskolen op gennem 90’erne og 00’erne ikke andet end justeringer.

For undervisningsminister Christine Antorini (S) er det ikke bare en mærkesag af de store – der er også tale om et systematisk arbejde for at skabe en forandring.

[graph title="Christine Antorini" caption=" " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/4dfc5-antorini.jpg" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/583e5-antorini.jpg" text="Navn og stilling: Christine Antorini, undervisningsminister."] [/graph]

”Forandring kommer ikke ud af det blå. Jeg er meget optaget af, hvem der har bedrevet forandringsledelse, og særligt af de teknikker, de har brugt,” siger hun.

For Antorini bygger arbejdet med at forandre folkeskolen på et værdipolitisk fundament. Undervejs har hun trukket nye aktører ind i de uddannelsespolitiske diskussioner, og så har hun været optaget af at formulere nogle få enkle mål for skolens virke.

”Der skal være nogle få klare og nationale mål, som angiver en retning. Der kan være mange veje, der fører til de få mål, men man bliver stillet til ansvar for, at man løfter børnene i den retning, målene angiver,” siger Christine Antorini.
Med den tilgang bliver folkeskolereformen den første store test på regeringens tillidsreform. Antorinis reform af folkeskolen lægger med andre ord ikke bare op til en ny hverdag på skolerne  –den er også et eksempel på en ny måde at styre den offentlige sektor på.

Inspireret af Nyt Nordisk Køkken

Det er derfor ikke tilfældigt, at Christine Antorinis laboratorium for forandringer, Ny Nordisk Skole, har hentet inspiration fra Claus Meyers arbejde med at forandre danskernes spisevaner under temaet Nyt Nordisk Køkken.

”Vi kan lave lige så mange kampagner, som vi vil. Det ændrer hr. og fru Danmark ikke adfærd af. Budskabet fra Nyt Nordisk Køkken er, at vi godt kan forandre fra neden, hvis kokke, madproducenter og andre tager sagen i egen hånd. I Ny Nordisk Skole tager skolerne sagen i egen hånd og definerer, hvad det så er, vi vil med børnene,” siger Christine Antorini.

Udgangspunktet for arbejdet med Ny Nordisk Skole er det, ministeren selv opfatter som folkeskolens ”brændende platform”.

”Det er da en katastrofe, at Lighedsdanmark af alle steder er så dårligt til at løfte børn, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem, at vi er så dårlige til at få drengene med, at vi taber så mange børn med anden etnisk baggrund, og at vi er så gode til at sende børn med særlige problemer ud af fællesskabet,” siger hun. At skolen trods de politiske hensigter ikke lykkes med at bryde elevernes sociale arv, er et af de helt afgørende problemer, der driver Christine Antorini og hendes ønske om at forandre folkeskolen.

Diskussionerne på Ny Nordisk Skoles i alt 329 deltagende skoler, ungdomsskoler, efterskoler, SFO’er og daginstitutioner har ifølge Christine Antorini gjort det muligt at oversætte ministerens værdipolitiske målsætning til reformens tre overordnede værdier: Skolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan. Den skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater. Og den skal styrke tilliden til og trivslen i folkeskolen.

Vigtigt at få input fra alle

Ved siden af laboratoriearbejdet i Ny Nordisk Skole har Christine Antorini sat skolen til debat i vidt forgrenede netværk. Her har hun meget bevidst søgt input fra aktører, der ikke plejer at indgå i den skolepolitiske debat.

”Når vi skal løfte skolen og give plads til nye former for læring, så har pædagogerne en vigtig rolle. I mange år har de bare ikke været en naturlig del af debatten om folkeskolen. Derfor har jeg gjort meget for at etablere et netværk til den pædagogiske verden,” siger hun.

Det har sat spor i reformen i form af et nyt samarbejde mellem lærere og pædagoger om nye former for læring, hvor f.eks. bevægelse får stor betydning for hver eneste skoledag.

Derudover har Christine Antorini trukket skolens ”kunder” i form af erhvervsorganisationer som DA, DI og Dansk Erhverv med i netværkenes debatter.

”Jeg lagde op til en stor forandring af folkeskolen, og hvis man skal have legitimitet omkring den, så skal man have løbende input fra alle parter. Netværk er ikke kun for nogle, man er enig med, men handler om at få en tillidsfuld relation til alle, så jeg både kan få ideer og diskutere, når jeg bliver udfordret på min tænkning,” siger ministeren.

Når netværk og tillid hænger sammen, er det til at forstå, hvorfor Antorini opfatter forårets konflikt om lærernes arbejdstid ”som en hund i et spil kegler”. Ikke så overraskende har konflikten ifølge Antorini selv givet ”store skår i lærernes tillid til forestillingen om, at vi er på den samme banehalvdel”. I dag tror hun, at reform og nye regler for tilrettelæggelsen af lærernes arbejde tilsammen kan give en bedre skole.

”Jeg er ikke i tvivl om, at reformen og de nye måder at organisere arbejdet på kan give lærerne plads til at bruge og udvikle deres faglighed,” siger hun.

Canadisk inspiration gav få mål

Op til reformen har Christine Antorini flere gange sagt, at hun har ”råstjålet” fra canadierne. Det er særligt provinsen Ontarios nylige reform af deres offentlige skoler, der har givet inspiration. Canadiernes reform blev udløst af skoler med dårlige resultater, dårligt omdømme og dårligt arbejdsmiljø. Redskaberne var bl.a. formuleringen af nogle få tydelige mål, som skolerne kan måle deres indsats på.

I Ontario er der en klar arbejdsdeling mellem skolerne, der selv tilrettelægger, hvordan de vil nå målene, og ministeriet, der holder sig fra at finde på regler, hvis en enkelt skole ikke leverer de ønskede resultater. Det har givet helt nye arbejdsopgaver til embedsmænd, der bar på en forestilling om, at ”når man tænder kontakten til lyset i ministeriet, så tænder kontakten ude i alle klasselokalerne”.

”Vi skal understøtte forandringerne, og det er vores ministerium slet ikke gearet til. Derfor skal vi til at ansætte folk med andre kompetencer end hidtil,” siger Christine Antorini.

Et eksempel er de 40 læringskonsulenter, Undervisningsministeriet efter canadisk forbillede er ved at ansætte. Det er lærere, ledere og pædagoger, der kan sprede viden om, hvad der virker, rundt på skolerne.

”Herinde er det en kulturrevolution, fordi der har været meget fokus på arbejdet med at forberede lovgivning for så at give slip på den, når loven er vedtaget,” siger hun.

Og Christine Antorini forventer, at det også bliver til en kulturrevolution ude på skolerne.

”Under og efter konflikten kom mange lærere hen til mig og sagde: ”Hvis du vil have, jeg skal undervise 2 timer mere, hvad er det så, jeg skal lave 2 timer mindre af?” Men jeg er jo den sidste, de skal spørge. Man kan ikke detailstyre, hvordan man arbejder med læring ude på skolerne. Vi kan give en ramme og en retning. Og så er det lærerne, der skal tilrettelægge undervisningsforløb, som lever op til målene.”