Fortællingen om Danmark som hele verdens klimaduks ligger så godt og sødt i munden, at det er fristende at blive ved med at nippe af den og nyde de globale likes. Men selv det sødeste selvbedrag kan ende med en bitter smag, når virkeligheden rammer. Og det er nok på tide, at virkeligheden rammer os her i et af verdens mest CO2-udledende lande per indbygger.  

Det seneste år har regeringen ellers uddelt betydelige hold kæft-bolsjer til kritikerne af den danske klimapolitik: Nye, ambitiøse planer og enorme havvindmølleparker, puljer til grøn transport, milliarder til indfangning og lagring af CO2 og aftaler om grøn omstilling af landbruget.

Men intet af det har lukket munden på sandsigerne i det ellers så diplomatiske klimaråd, som forleden høfligt gjorde opmærksom på, at Danmark – alle tiltagene til trods – ikke er rykket tættere på at nå sine klimamål det seneste år. Tværtimod.

Siden Energistyrelsen foretog sin seneste fremskrivning for et år siden, er gabet mellem mål og virkelighed blevet lidt større. Det betyder, at regeringen på den korte bane skal finde nye måder at nedbringe udledningerne med yderligere 2,4 til 5,5 millioner ton CO2e, hvis klimamålet for 2025 skal nås. En ’betydelig udfordring’, når man tager i betragtning, at der kun er to et halvt år at løbe på, som rådet nøgternt konstaterede i sin formelle 'kommentering' til den seneste klimastatus i juni.

DEN KORTE FORKLARING på, at det går værre end ventet med udledningerne, er, at reduktioner i CO2 har det med at skrumpe, når de bevæger sig fra papiret til virkeligheden. For eksempel skulle støtte til udtagning af lavbundsjorde i 2017 og 2018 have bidraget med betydelige reduktioner i udledninger – men eftersom få landmænd benyttede sig af ordningen, fik det ikke den effekt i virkelighedens verden, som fremskrivningerne spåede.

Et lignende problem ligger og venter forude, advarer Klimarådet.

Hele 1,3 millioner ton CO2 af de reduktioner, som landbruget – på papiret – skal bidrage med, bygger nemlig på frivillighed. Vel at mærke uden at tage højde for, om det kan betale sig for landmændene at bruge ordningerne. Derfor er det stærkt sandsynligt, at de grønne landbrugsplaner også i de kommende år vil underpræstere i forhold til de regnestykker, der på papiret skal få klimamålene til at passe. Samme udfordring gælder på andre områder, hvor planer, der måske – måske ikke – kan give en reduktion i fremtiden, bliver bogført til fuld værdi.

Det er vigtigt at understrege, at der også bliver gennemført masser af gode grønne tiltag, der faktisk virker i virkeligheden. For eksempel når det gælder udbygningen af grøn energi, hvor der virkelig er fremskridt i vente. Udbygningen af sol og vind vil betyde, at andelen af grøn el vil stige. Og på varmefronten har den grønne omstilling fået et ekstra skub i ryggen af de høje energipriser og den russiske klemme.

Det kan blive en ekstremt ubehagelig opbremsning, hvis det for sent går op for os, at de grønne tal i klimaregnskabet ikke materialiserer sig i virkelighedens verden.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Men også her er papiret mere taknemmeligt end den faktiske virkelighed. For godt nok udfases kul, og det pynter gevaldigt på klimaregnskabet. Men trods udbygningen af grøn el og varmepumper afløses kullet stadig i høj grad af storskala afbrænding af træpiller i de gamle kulværker. Og som enhver med en brændeovn ved, så er der ingen ild uden røg. Ifølge Klimarådet går der 70-80 år, før CO2-udledningen fra træpillerne igen bliver suget op af nye træer, der plantes, hvor de gamle falder. Men denne tidsforskydning springer vi behændigt over i vores klimaregnskab. Her tæller biomassen med et rundt nul fra dag et.

Det ser godt ud i duksens karakterbog. Imens smelter polerne ufortrødent videre.

Nogenlunde lige så tvivlsom er fantasien om storskala lagring af CO2 (CCS), der lige nu bliver skrevet ind i alverdens klimaregnskaber for – på papiret – at lukke gabet mellem holdning og handling.

Havde det været en privat virksomhed og ikke staten, der udkom med så tvivlsom dokumentation for sine udledninger og reduktioner, ville den være i overhængende fare for at falde for EU’s nye, skrappe regler om greenwashing og ombudsmandens bøder for falsk markedsføring.

DANMARKS KREATIVE BOGFØRING af klimaindsatsen er på ingen måde enestående. Resten af verden er i gang med varianter af samme øvelse. Derfor lever alverdens befolkninger lige nu i en parallel virkelighed, hvor vi på den ene side ser temperaturerne stige, skovene brænde, arter uddø og polerne smelte hurtigere end ventet, alt imens lokale politikere land for land stolt fremviser grønne planer, der på papiret skulle begrænse udledningerne og leve op til ambitiøse klimamål. På den måde kan de klimamål, der skulle fremme den grønne omstilling, ende med at gøre det modsatte, fordi de virker som en sovepille, der luller befolkningen ind i en drømmeverden, hvor vi bilder hinanden ind, at den grønne vej er velforvaret.

RESULTATET AF DETTE KOLLEKTIVE BEDRAG er, at vi ikke får taget de skridt, vi bør, for at bremse vores udledninger. Og det bliver som bekendt kun dyrere og mere besværligt, for hver dag vi venter. Som nogle af verdens mest anerkendte klimaforskere understreger i denne uges nummer af Mandag Morgen, så er det på høje tid at indsnævre gabet mellem løfter og handling. Det kan blive en ekstremt ubehagelig opbremsning, hvis det for sent går op for os, at de grønne tal i klimaregnskabet ikke materialiserer sig i virkelighedens verden.