Carsten Lassen anbefaler: Jan Guillou, Lisa Nilsson og Babylon Berlin
Svensk samfundsthriller af Jan Guillou og svensk skønsang af Lisa Nilsson toppet med stærkt tysk tv-drama om Babylon Berlin. Carsten Lassen, administrerende direktør for Specialisterne, giver ugens kulturanbefalinger.

Læst
Administrerende direktør for Specialisterne.
Hørt
I starten af august havde min hustru inviteret mig til koncert med Lisa Nilsson i duoformat med guitaristen Mattias Torell, som hun har dannet et musikalsk makkerskab med, siden hun brød igennem i starten af 1990’erne. Det var live på Bjärreds Station lige nord for Malmø, og stedet er i sig selv en lille perle af en restaurant med både indendørs og udendørs servering. Lisa Nilsson er efter min mening en af de største sangere, Skandinavien har fostret. Med sin musikalske spændvidde, et scenisk nærvær som popmusikkens Anna Netrebko og sin helt og aldeles ukunstlede måde at være til stede på skabte hun og Mattias en magisk aften med både de største hits, hendes mindre kendte, men meget lækre bossarepertoire og sange fra både den svenske og amerikanske sangskat. Hold øje med tourkalenderen! Hun vender tilbage til Danmark i januar 2024.
Set
Ved mødet med en regnfuld og blæsende august tog jeg hul på fjerde sæson af ’Babylon Berlin’. Serien har fanget mig fra første afsnit med sit autentiske og stærke billedsprog. Den har et dejligt forfriskende, nuanceret persongalleri, hvor god ikke bare er god, og ond ikke udelukkende er ond. Alt kan forklares (og til nød forsvares) ud fra den livssituation, karaktererne er sat i. Og så slår det mig, at alt kører i cirkler. At moral, kønsstereotyper, seksualitet og magtstrukturer ikke er statiske størrelser, og at der er en foruroligende lighed mellem det, vi oplevede i slutningen af 1920'erne, og det, vi står i nu. Indskrænkning af demokratiske rettigheder og raslen med sabler flere steder i verden samt et stadig mere afslappet forhold til begrebet 'sandhed'. Uanset om du deler min opfattelse af status quo, så se serien for vanvittigt flot neo noir-billedsprog, hæsblæsende tempo, et sansebombardement i lyd, dans og musik samt et helt igennem uforudsigeligt plot.
