Kulturanbefaling af 
Adam Wolf

Krybende ondskab, svævende musik og nyskabende litteratur

Danske regioners direktør Adam Wolf har fordybet sig i det dystre i filmen ’The Zone og Interest’ og bogen ’Flugt’. Til gengæld har han fundet frem til svævende og symfonisk musik fra Christine and the Queens.

Set

Om

Administrerende direktør for Danske Regioner.

Der er mange gode oplevelser at vælge imellem, men den seneste og stærkeste oplevelse er uden tvivl filmen ’The Zone of Interest’ af Jonathan Glazer. Filmen er et virkelig originalt bidrag til at forstå hverdagen i Nazi-Tyskland, og hvordan holocaust overhovedet kunne tænkes og finde sted. I stedet for at beskrive rædslerne direkte er fokus på hverdagen for lejrkommandanten i Auschwitz og hans familie. De eksisterer i en lille lomme af tilsyneladende idyl lige ved siden af de gaskamre og nedskydninger, som i filmen præsenteres som en makaber lydkulisse til familielivets normalitet. Det er en filmisk version af Hannah Arendts begreb om ‘ondskabens banalitet’ og formidler dermed både en historisk absurditet og den evige fare ved normalisering af det umenneskelige, som der desværre altid – og måske især i disse år – er grund til at minde om.

Hørt

Efter nogle års opmagasinering af min vinylpladesamling har jeg fundet den frem igen og hører derfor lige nu mest et bredt spektrum af rock, soul og jazz fra en svunden tid. Heldigvis kommer der løbende ny inspiration, ikke mindst fra mine voksne børn, og senest har en julegave åbnet vinduet til en kunstner, hvis tidligere udgivelser ikke lige faldt i min smag. Det nye album er ’Highlights’ med den franske kunstner Christine and the Queens – højdepunkter fra det tredobbelte album ’PARANOÏA, ANGELS, TRUE LOVE’, som bestemt også er værd at høre, selv om det kræver lidt tålmodighed at fordøje det fulde materiale. Lydbilledet er svævende, symfonisk og båret af en smuk sangstemme med meget iørefaldende temaer. Det er musik, som man kan lytte koncentreret til, men som også sagtens kan høres i baggrunden, mens man ‘vasker op’.

Læst

Det sværeste er nok at vælge en bog, for jeg synes, at det bobler frem med gode bøger, og jeg har haft mange gode læseoplevelser det seneste år, både inden for skøn- og faglitteratur. Valget er faldet på den læseoplevelse, som er mest nyskabende og har grebet mig mest følelsesmæssigt. Forfatteren er norske Carl Frode Tiller, som jeg allerede kendte fra trilogien ’Indkredsning’, hvor hovedpersonen netop indkredses fra meget forskellige fortællervinkler. Hans senest oversatte bog hedder ’Flugt’, og titlen er blandt andet en reference til musikkens ‘fuga’, hvor stemmerne væver sig ind og ud af hinanden. Sådan er bogen også skrevet. Og selv om der er tale om en stærkt eksperimenterende form, hvor tid og stemmer blandes sammen uden tydelige overgange, så er det samtidig en bog, der i første omgang er let tilgængelig, ‘læser sig selv’ og er umulig at lægge fra sig. Emnet er dystert, og fortællingen på alle måder traumatisk. Men bogen er ikke til at komme udenom. Det er en lille, overskuelig bog, men også en bog, der kalder på at blive læst igen for endnu bedre at fange de mange lag, som fortællingen rummer.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu