Ansvarshavende chefredaktør på Mandag Morgen og en del af Alrow Medias danske ledelse. Sidder i Advisory Boards for gravercenter.dk på DMJX og Klimasamlingen på KU. Baggrund som undersøgende journalistik indenfor især økonomi og erhverv. Tidligere journalist på Jyllands-Posten, TV2-Nyhederne, Ugebrevet A4, vært og redaktør på P1 Dokumentar, erhvervsredaktør i DR Nyheder, redaktionschef på P1 Morgen og redaktør for et tværeuropæiske graveprojekt om svindel med udbytteskat og dokumentaren 'Mændene, der plyndrede Europa'.Tidl. formand for FUJ-prisens jury. næstformand i Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) og censor på journalistuddannelsen på RUC og evalueringspanelet for DMJX.
Her er 6 vilde ideer til forhandlerne af årets overenskomster
Årets overenskomstforhandlinger bliver de sværeste i mange år, i hvert fald hvis man holder sig til den traditionelle værktøjskasse. Men måske findes der gode løsninger, hvis forhandlerne tør tage de vilde ideer med til bordet.
Der findes to fortællinger om det danske arbejdsmarked lige nu.
Den første handler om en boomende økonomi og flotte omsætningskurver, historisk høj efterspørgsel på arbejdskraft og beskedne lønstigninger, der ædes op af historisk høj inflation. Den anden handler om usikre tider. Høje råvarepriser, vigende eksportmarkeder, truende rentestigninger, historisk lav forbrugertillid og en vækstkurve, der allerede er knækket.
Den ene virkelighed viser sig, når man ser bagud på den udvikling, vi kender. Og den anden toner frem, når man ser fremad på det, der venter forude. Som lønmodtager er det udviklingen i sidste års omsætning, der indikerer, om man har fået rimelig del i den værdi, man har været med til at skabe for virksomheden. Som virksomhedsleder er det næste års omsætning, der tæller, når budgetterne skal lægges, og lønnen betales.
Lykkes det ikke for de parter, der lige nu forhandler i Industriens Hus, at få de to virkeligheder til at mødes, kan Danmark ende med en storkonflikt til april.
Det er historien om OK23 helt kort fortalt.
Den vigtigste forudsætning for en god løsning er at acceptere, at begge virkeligheder findes, og at der findes løsninger, der kan bygge bro. Særligt hvis forhandlerne tør tænke nyt.
Virksomhedernes virkelighed
Usikkerheden om økonomien har aldrig været større, og sporene fra sidste krise skræmmer. Kort før finanskrisen indgik man en dyr, treårig overenskomst, der bandt virksomhederne til store lønstigninger midt en nedgangstid. Det må ikke ske igen.
De økonomiske vismænd forudser, at inflationen aftager til 5 pct. i 2023 og forventer et arbejdsmarked med 100.000 flere ledige end i 2022. Med lavere inflation og et arbejdsmarked i afmatning forude, forsvinder argumentet for høje lønstigninger.
Eksportmarkederne er præget af krig, krise og usikkerhed. Forsyningskæderne er forstyrrede, råvarepriserne høje – og efter år med ro på lønnen, stiger udgifterne til dansk arbejdskraft igen. Det kan koste på konkurrenceevnen.
Arbejdskraftmangel er med til at sætte en bremse på væksten. Selv med en lidt højere ledighed, vil der stadig mangle erhvervsuddannede, velfærdsuddannede og it-folk i alle sektorer. Derfor er det afgørende for virksomhederne og for landets økonomi at få så meget som muligt ud af de hænder, der er til rådighed.For både lønmodtagere og arbejdsgivere er det afgørende, at de lønstigninger, der gives, ikke kommer til at sætte gang i en løn-pris-spiral, der betyder, at inflationen udhuler værdien af lønstigningen, før den rammer lønkontoen.
Forbrugertilliden er historisk lav. En indikator på, at der er lavvækst eller ligefrem recession forude.
Lønmodtagernes virkelighed
Den højeste inflation i 40 år har fået reallønnen til at falde med 5-6 procent i 2022 – vel at mærke på et tidspunkt, hvor virksomhedernes indtjening boomer.
Inflationen mærkes meget kontant i hverdagen. For nogle så kontant, at de må vælge mellem varme eller varm mad, selvom de har et fuldtidsjob. Boligforeningerne melder om manglende huslejer, der er kø til julehjælpen, og tvangsauktionerne stiger.
En stor del af industriens lønninger fastsættes som bekendt lokalt, og derfor har virksomheder haft gode muligheder for at lade medarbejderne få del i de gode tider i form af højere lønninger. Det er bare ikke sket. Lønnen følger ikke med produktiviteten, og de danske lønninger er vokset mindre end udlandets, selvom dansk økonomi buldrer derudaf. Først det seneste halvår er den kurve knækket, så lønmodtagerne indhenter lidt af det tabte.
Den danske model er ikke god nok til at sikre lige løn for lige arbejde. Lidt for ofte spises udenlandske arbejdere af med den mindstebetaling, der egentlig bare burde være starten på en lokal lønforhandling.
Mange føler de arbejder for meget. Der bliver løbet stærkt, og det kan mærkes. Nedslidning vil forhindre mange i at nå hele frem til pensionsalderen, hvis der ikke skrues ned for arbejdstiden eller gives flere fridage.
Den fælles virkelighed
Der findes også en fælles virkelighed, som parterne ved årets overenskomstforhandlinger er pinligt bevidste og enige om: Den svære balance mellem lønstigninger og inflation.
For både lønmodtagere og arbejdsgivere er det afgørende, at de lønstigninger, der gives, ikke kommer til at sætte gang i en løn-pris-spiral, der betyder, at inflationen udhuler værdien af lønstigningen, før den rammer lønkontoen.
Hvor det balancepunkt ligger, er der til gengæld ikke enighed om. Det Økonomiske Råds bud er, at lønnen kan stige med 5,2 procent uden at accelerere inflationen. Andre økonomer skyder lavere.
Utraditionelle løsninger
Forhandlerne står med andre ord over for en opgave, der skal få mindst tre modsatrettede hensyn til at mødes:
- Krav om markante lønstigninger vs. risikoen for en inflationsspiral
- Inflationshjælp til de lavestlønnede vs. virksomheders konkurrenceevne
- Behov for mere arbejdskraft fra en skrumpende og aldrende arbejdsstyrke vs. stress og nedslidning.
Der bliver med andre ord brug for at tænke nyt. Så her kommer – kvit og frit – seks vilde ideer til forhandlerne.
- Fritvalgskontoen er en nytænkende løsning, der allerede er opfundet og allerede i dag er oppe på syv procent af lønnen for store grupper i industrien. Men hvad sker der, hvis man skruer markant op for den? Sætter man hele lønstigningen ind på fritvalgskontoen, kan folk med en klemt økonomi trække alle pengene ud som løn, mens familier med overskud i privatøkonomien kan prioritere at spare mere op til pensionen eller veksle pengene til ekstra ferie – hvilket vil holde den del af pengene ude af inflationsspiralen. Risikoen er, at flertallet veksler det hele til løn og alligevel sætter inflationsspiralen i gang. Eller at for mange veksler lønnen til frihed og på den måde fjerner vigtige timer fra arbejdsmarkedet.
- Engangsbetalinger som dem, der netop er aftalt i Tyskland. Her får metalarbejderne – udover lønstigninger på 5,2 procent og 3,3 procent de næste to år – et skattefrit engangsbeløb på 22.000 kroner. Det giver dem penge i hånden her og nu, men binder ikke virksomhederne til store lønstigninger i de usikre år forude. Særligt for de lavest lønnede vil engangsbeløbet være en mærkbar håndsrækning til at klare prisstigningerne. I hvert fald indtil næste års regninger dumper ind ad brevsprækken. Herhjemme vil det dog kræve en særlig fleksibilitet fra fagbevægelsen, som ikke har tradition for at elske den slags flygtige betalinger. Skal den særlige inflationspulje være skattefri, kræver det desuden, at regeringen også synes, det er en god idé.
- En vis inflationssikring af minimumslønnen og mindstebetalingen. Det vil kompensere de lønmodtagere, der rammes hårdest af prisstigningerne, uden at trække de samlede lønninger op på et niveau, hvor det trigger en inflationsspiral. Det forudsætter en udstrakt solidaritet fra dem med højere løn, som vil skulle afgive noget af deres lønstigning til de lavestlønnede. Samtidig er det en løsning, der kræver kreative tiltag i brancher med mange lavtlønnede og direkte konkurrence med udenlandske virksomheder.
- Mindre pension og mere løn kan ske omkostningsfrit for virksomhederne ved, at man i en periode lader en større andel af lønmidlerne komme til udbetaling, mens en mindre andel spares op til pension. Fordelingen kan normaliseres igen, i takt med at inflationen falder. Det vil hjælpe lønmodtagerne med at betale el- og gasregningen her og nu, uden at virksomhedernes konkurrenceevne tager skade af for høje lønstigninger. Det er ikke nogen ukontroversiel løsning, for grundlæggende ønsker ingen at undergrave det velfungerende danske system, hvor arbejdsmarkedspensioner både sikrer den enkelte en ordentlig alderdom og samfundet mod en stor forsørgerbyrde. Opfattes det som en aftale, der fodrer lønmodtagerne med deres egen hale, kan den blive svær at få opbakning til ved en urafstemning.
- Store bløde pakker som fuldt betalt mandebarsel, dobbelt så mange omsorgsdage eller nedsat tid til forældre og seniorer er alle løsninger, der er samfundsmæssigt hensigtsmæssige lige nu, hvis man er bekymret for inflationen, ligestillingen, nedslidning og børns trivsel. Mere frihed kan være den ventil, der fastholder nedslidte på arbejdsmarkedet og forhindrer børnefamilier i at gå ned med stress. Men det kan også trække dyrebare timer ud af arbejdsmarkedet. Og så betaler bedre trivsel og frit valg hverken gasregningen eller indkøbet i Netto. Derfor kan de bløde pakker næppe tilfredsstille lønmodtagerne, uden at der samtidig følger hårde kontanter med.
- Skal man tænke helt ud af boksen, kunne overskudsdeling være en mulighed for at opfylde flere af de svære udfordringer på samme tid. En aftale om at få del i virksomhedens fremtidige overskud kan give medarbejderne sikkerhed for, at de får deres del af kagen i gode tider, samtidig med at det sikrer virksomhederne mod for høje lønstigninger, hvis recessionen sætter ind. I praksis kunne man give den største lønstigning i år ét og lade det meste af lønstigningen i det/de efterfølgende år afhænge af virksomhedens overskud. En løsning, der vil åbne for en Pandoras æske af udfordringer på begge sider af bordet – men som til gengæld kunne have positiv effekt på arbejdsmarkedet i mange år fremover.
