Hørt
Om
Administrerende direktør for LIFE Fonden og tidligere undervisningsminister.
Det er sjældent, jeg følger en podcast, hvor jeg bare glæder mig til næste uges afsnit. Sådan havde jeg det med ’Fra Start Til Slut’ om kunstneren David Bowie, der nu ligger samlet på DR LYD. Bowie åbnede mine øjne for musik og ungdomskultur, da jeg så ’Ziggy Stardust’ i Roskilde Kino i mine teenageår i slutningen af 70’erne. Hverken Kino eller Bowie er her mere. Men vært Jesper Borup, som mange måske bedst kender fra P1 og P4Fyn, er kæmpe Bowie-fan ligesom mig, og han har produceret 29 afsnit. Et for hvert Bowie-album, siden han udgav det første i 1967 og til det sidste, der udkom efter hans død i 2016. Jesper Borups begejstring, dybe indsigt og evne til at sætte de mange lydklip sammen i en personlig biografi, som samtidig er et tidsbillede over næsten 50 år med Bowies helt uforlignelige evne til at være et skridt foran tidens musikalske strømning, er fænomenal. Hvis du også elsker Bowie, så lyt til den. Og kender du ikke rigtigt Bowie – så lyt den endnu mere. Godt lyttetip, også til lang bilferie.