Om kunstnerisk sjælefred, følelsesfuld taleradio og magtens etiske fordring

Set

Som ung følte jeg et forventningspres, når jeg skulle til kunstudstillinger, fordi jeg burde kende til -ismer og historisk kontekst. Derfor blev dét at se kunst til noget nær en præstation. Det skiftede, da jeg startede på RUC og boede tæt ved Københavns Hovedbanegård og derfor ofte gik igennem Glyptoteket på vej hjem. Kunst blev pludselig et sted at få inspiration, lette hjernen og lade sjælen tage imod. Og det gjorde jeg også for nylig efter arbejde. Jeg tog på Louisiana og så en udstilling af Firelei Báez – og blev både forført og berørt af hendes sanselige, mystiske univers, der samtidig fortæller barske historier om den caribiske kolonisering og slavebinding. Inden jeg tog hjem, gik jeg ned i den anden ende af museet til min yndlingsinstallation, japanske Yayoi Kusamas ’Gleaming Lights of the Souls’ – der hvor jeg engang i en drøm så, at jeg ville møde min store kærlighed i det uendeligt lysende univers.

Hørt

Podcasten ’Det sidste måltid’ med Lærke Kløvedal som vært er eminent taleradio. Den er bygget op om det måltid, som gæsten ønsker som sit sidste, og Lærkes udkast til en nekrolog om gæsten. Jeg har først opdaget programmet i efteråret, og jeg startede med udsendelserne med Rasmus Bruun, Katinka og Martin Krasnik og var solgt. Så fin og intens radio om vores liv og død og de hændelser, der former os. Om ægthed, fejltagelser, levede liv og ikke mindst mad og nydelse. Alt det, vi vokser af som mennesker. Og om østers – mange østers!

Læst

I sommer genlæste jeg K.E. Løgstrups ’Den etiske fordring’ fra 1956. Ordene rører mig stadig: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” Vi kender ordene, og de beskriver noget både essentielt og etisk i det at være menneske og ikke mindst om at have magten som leder. Løgstrups etiske fordring handler om, at vi ikke må svigte hinanden. For vi svigter noget vigtigt i os selv, når vi svigter vores ansvar for en anden. Som leder har vi magten til at gøre en forskel, og det er vigtigt ikke at lade os forføre af magten. I stedet skal vi være ydmyge og forstå, at magt er et redskab, som vi kan bruge til at skabe positive forandringer for mennesker, der har brug for det, og for de mennesker hvis liv, vi dagligt holder i vores hænder. Vi må ikke blive magtfuldkomne, men huske, at magt kun er til låns. Og her bliver Løgstrups ord en vigtig påmindelse. Er vi ikke ydmyge over for magten og passer på hinanden, så svigter vi noget, der ligger dybt i os mennesker.