Hvad skal man lægge i, at Putin sender en pensioneret general på tv i den bedste russiske sendetid med en fortælling om, at hele verden er imod Rusland, og det derfor ikke nytter at true Finland med strafaktioner? Og hvorfor var det vigtigt for ham at understrege, at den sejr, ukrainerne opnår på slagmarken, i høj grad skyldes våben fra Nato-landene?

Primer Putin den russiske offentlighed til en tilbagetrækning? Eller skaber han en fortælling, der retfærdiggør brug af alternative midler som kemiske våben eller atomvåben på slagmarken?

Som sædvanligt aner vi det ikke. Og det gør de mange militæranalytikere heller ikke, selvom spekulationerne er mange. Men sikkert er det, at retorikken omkring den russiske invasion er ved at skifte karakter. Både i Rusland og i Vesten.

Særligt hos amerikanerne sidder den kolde krigs retorik løst. Som da den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, under et besøg i Ukraine sagde, at ”vi ønsker at se Rusland blive svækket i en sådan grad, at det ikke længere kan gøre de ting, som det har gjort under invasionen af Ukraine”.

Definerer vi en svækkelse af Rusland som et selvstændigt mål for Nato, så risikerer vi at åbne døren for den tredje verdenskrig, vi så gerne vil undgå.

Hidtil har Frankrig, Tyskland og Italien talt varmt for, at det gælder om at give Putin en vej ud af krigen, hvor han ikke taber ansigt. Alternativet er farligt, mener de. Fordi det kan øge risikoen for brug af såkaldte taktiske atomvåben til at skabe en russisk sejr. Desuden har Europa ikke nogen interesse i, at kontinentet igen bliver scene for en stormagtskonflikt mellem to blokke.

Også den ukrainske præsident selv har fra krigens start været omhyggelig med udelukkende at formulere et forsvarsmål: Ukraine forsvarer sit eget territorium. Punktum.

MEN EFTERHÅNDEN SOM KRIGSLYKKEN VENDER til Ukraines fordel, og krigsforbrydelserne hober sig op, mindskes lysten til at bane en farbar vej for Putin, hvor han og Rusland kommer ud af krigen med æren i behold. Politikere og militæranalytikere begynder at tro på, at det faktisk er muligt for Ukraine at vinde over den ellers langt større russiske krigsmaskine. Hvor præsident Zelenskyj for få måneder siden selv var klar til at forhandle direkte med Putin om neutralitet til Ukraine, er tonen nu en helt anden: Russerne skal ud, og Ukraine skal ind i både EU og Nato. Og den franske præsident, Macron, kan godt spare sig sine forsøg på at redde ansigt på Putin, lyder beskeden nu fra den ukrainske præsident.

Også briterne taler nu åbent om, at Rusland skal slides ned og svækkes. Og Boris Johnson ”kan ikke i sin vildeste fantasi” forestille sig nogen normalisering af forholdet til Rusland, så længe Putin sidder ved magten, siger han.

Også mediernes dækning af krigen har ændret sig: Færre historier handler om, hvad der sker på slagmarken, og hvordan krigen påvirker almindelige ukrainere, og flere historier handler om magtkampen mellem Nato og Rusland. Og det er ikke længere indlysende for alle, at en sejr defineres af Ukraine selv. Og her bliver det alvor: For hvis en sejr defineres som Natos succes med at svække Rusland, ændrer krigen karakter. Fra at handle om ét lands invasion af et andet – til at blive en krig mellem Nato og Rusland. Eller set med russiske øjne: Mellem USA og Rusland.

Den beskrivelse er ikke ny, men Putin dyrker den med fornyet styrke, senest i sin tale i anledningen af mindedagen for ’Den Store Fædrelandskrig’, som Anden Verdenskrig kaldes i Rusland. Putin retfærdiggør igen og igen invasionen af Ukraine med påstande om, at USA ønskede at bruge Ukraine til at omringe Rusland og gøre det ude af stand til at forsvare sig selv.

DER ER INDLYSENDE FORDELE ved at undlade at falde i Putins retoriske fælder. For så længe vi taler om krigen som ét lands invasion af ét af sine nabolande, kan konflikten også afsluttes ved en fredsaftale i Ukraine mellem to lande, hvor lange udsigter det end måtte have. Definerer vi en svækkelse af Rusland som et selvstændigt mål for Nato, så risikerer vi at åbne døren for den tredje verdenskrig, vi så gerne vil undgå.

Det ved Natos generalsekretær, Stoltenberg, og derfor er han så omhyggelig med at understrege igen og igen, at det er Ukraine og ingen andre, der definerer, hvad de skal have for at acceptere en forhandlingsløsning.

Putins drøm er et splittet Europa, et opløst Nato og et styrket Rusland. Men hvad er egentlig Europas endgame? Hvad forestiller vi os, der sker, hvis vi efterlader et naboland med 145 millioner mennesker isolerede, ydmygede, økonomisk udsultede og uden fremtidsudsigter? Et kig i historiebøgerne på 30’ernes Tyskland kan give et praj om, at sådan et scenarie ikke er nogen god garant for freden.

Så længe Putin sidder ved magten, er det svært at forestille sig en ny epoke med fredelig sameksistens med Rusland. Men hvis vi gør hele det russiske folk – og ikke kun deres despot – til vores fjende, risikerer vi at ende i en blindgyde, hvor krigens logik og Putins fortælling om det truede fædreland står alene tilbage.