Kulturanbefaling af 
Nauja Bianco

Stemmer og historier fra Nordatlanten

Nordens mindre nationer er rige på stærke og vigtige fortællinger. Nauja Bianco, der er direktør i Nordatlantisk Hus, guider til teater, podcast bøger om eller fra Grønland, Færøerne og Island.

Set

Om

Direktør i kulturhuset Nordatlantisk Hus og rådgivningsinstitutionen Det Grønlandske Hus i Odense.

I april så jeg soloteaterstykket ’Jeg Hører Til - Uannut Inissaqarpoq’ af skuespilleren Kuluk Helms på Bådteatret i København. Stykket handler om identitet og spændingsfeltet mellem at være både grønlandsk og dansk, som både er en gave og en ulempe. Kuluk Helms fremfører alene og med stor sårbarhed, hvordan dette ser ud med en række små historier. De anskueliggøres ved hjælp af lærredsstykker, der hænger ned fra loftet, som skuespilleren hiver ned, hver gang hun begynder en ny historie. Der er historien om det at være flov over at være grønlænder i Danmark, fordi hun bliver drillet af sine klassekammerater over at have taget tørfisk med i madpakken. Der er historien om ‘hyggeracismen’ i Danmark, hvor hun får at vide, at hun er da godt nok er smuk af en grønlænder at være og taler overraskende godt dansk (underforstået, at det modsatte skulle være tilfældet). Dette og meget mere er den ‘rå virkelighed’ for de mange, der har begge identiteter i sig, og er så sanseligt og fint fremført i teaterstykket.       

Hørt

Rigsfællesskabet – Danmark, Færøerne og Grønland – er bundet sammen af familier, historie og politik. I episoden ’Færøernes russiske forbindelse’ tager DR’s podcast Genstart fat i Færøernes traditionsrige fiskeriaftale med Rusland og den sikkerhedspolitiske problemstilling, denne repræsenterer i 2023 med Ruslands krig mod Ukraine. Den russiske tilstedeværelse i og omkring Færøerne er helt tydelig, og det taler Genstarts Anna Ingrisch med den færøske MF’er Sjúrður Skaale om. Han er svært kritisk over for den russiske tilstedeværelse og ønsker et ophør med aftalerne. I denne samtale om den russiske forbindelse får lytterne også en fortælling om det færøske liv, og hvordan man omgås hinanden på de forrevne øer i Nordatlanten.    

Læst

Islandsk litteratur er stor og rig og har gennem mere end 1.000 år (først gennem eddadigtningen og sagaerne og i de senere årtier med et væld af nye forfatterskaber) gjort globalt indtryk. Der var 913 udgivelser i Island i 2022, og islændinge læser i gennemsnit 2,4 bøger om måneden per indbygger. Islands litteraturcenter udgiver hvert år kataloget ’Books from Iceland’. Kataloget er en appetitvækker på islandsk litteratur og oplister forfattere og værker inden for fiktion, non-fiktion, krimi, børne- og ungelitteratur, islandske nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris samt islandske litteraturpriser. Mange kender måske den i Danmark folkekære islandske forfatter Einar Már Guðmundsson (som er en god ven af Nordatlantisk Hus) eller Auður Ava Ólafsdóttir, men kender vi så i virkeligheden mange flere? Nej, vel? Så hvis man er nysgerrig på Island og ikke ved, hvor man skal starte, så kan man finde inspiration i ’Books from Iceland’ fra 2023.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu