Det er ligesom blevet for nydeligt, for pænt og måske endda for seriøst. Om det så gælder privatlivet eller arbejdslivet; det skal skinne som blankpoleret krom.

Som om livet skal være et skønmaleri uden bare en lillebitte smule fejlplaceret klatmaling. Som om ingen nogensinde bliver godt gammeldags rasende. Som om ingen nogensinde skændes derhjemme bag nedrullede gardiner. Som om der ikke findes nogen, der har dumpet en eksamen eller søgt et job uden at få det. Som om!

Helle Thorning-Schmidt, tidligere socialdemokratisk statsminister og nuværende international direktør i Red Barnet, har tænkt over det med perfekthedskulturen længe. Hun har tænkt over, hvorfor den er opstået, og hvordan vi kommer den til livs.

Hun prøver først med et ’måske’ og leverer budskabet grinende, grænsende til det terapeutisk beroligende.

"Måske det er et spørgsmål om, at man ikke skal tage sig selv så alvorligt. Altså, det gør jo ikke noget at have nogle nederlag. Andre folk interesserer sig faktisk utroligt lidt for det, når det kommer til stykket. Og så er det glemt i morgen."

Man kan ikke klandre hende for at tage sig selv alt for alvorligt. Hun er blandt venner og bekendte kendt for sit notorisk gode humør og sit lattermilde, vindende væsen. Hun har humor, og hun er sådan set enig med "det, andre siger" om hende i portrætter og bøger: Hun har et selvværd, der rækker langt ud over det sædvanlige. Og det har reddet hende mangen en gang i et hedt politisk liv.

"Jeg synes, at jeg er ok. Og jeg prøver ikke på at være perfekt. Mit hjem er ikke perfekt. Der er intet, der er perfekt."

Hun forsøger selv at holde liv i sine nederlag og mere flossede sider som en slags kamp mod et image, hun ikke altid kan genkende sig selv i. Hun fortæller om det i bøger og i interviews som dette. Men alligevel siver det ikke rigtig ind, synes hun. Måske bliver det at gøre sig umage – og det gør hun –  blandet sammen med perfekthed.

"Jeg tror, at det er vigtigt, at vi siger til hinanden, at vi er mennesker, at vi er uperfekte. Vi skal tilgive hinanden, vi skal være i vores uperfekthed, og vi skal indrømme det. Jeg gør mig meget umage med mange ting. Og så tror andre, at jeg er perfekt. Men jeg synes da, at jeg har masser af resultater at fremvise i forhold til ting, der ikke er gået så godt."

Komfortzonen

Helle Thorning-Schmidt kan nederlagene som perler på en snor. Der er den tabte statsministerpost, der er det historisk dårlige valg i 2011, og der er historien om opstillingskredsen på Amager, som hun ville have, men som hun aldrig fik.

Der er også historien om det job, jobbet, hun ikke fik, da hun var færdig som statsminister og gerne ville videre. Hun griner, når hun fortæller om det, selv om det var en temmelig anstrengende tid for hende.

"Stillingen som FN’s flygtningehøjkommissær var jo en stilling, jeg søgte og ikke fik. Det var faktisk en regulær ansøgning med jobsamtale og det hele. Og det var jo en global jobansøgning, hele verden vidste det, og så fik jeg det bare ikke. Ej! Jeg kan huske, at jeg stod inde på Christiansborg og skulle sige det til journalisterne og så sagde de: ’Hvordan har du det?’"

Helle Thorning lader den stå et øjeblik. Det er ikke en kunstpause; det er et statement: Spørgsmålet var håbløst.

"Jeg måtte jo sige til dem, at jeg da hellere ville fortælle dem noget positivt og ikke negativt. Så der skulle jeg lige tage mig sammen."

På det tidspunkt var hun robust. Belært af erfaring, som man siger. Værre var det, dengang hun dumpede den store afsluttende eksamen på Europakollegiet i Brügge.

Hun har altid været dygtig i skolen. Havde hun være studerende i dag, havde hun været en af 12-tals-pigerne, selv om hun hader udtrykket. Men dengang i 1993 endte hun som nummer sjok.

"Det var virkelig et chok for mig. Jeg kunne slet ikke forstå, at det kunne lade sig gøre, så det var jeg virkelig skuffet over og meget ked af. Men det var godt for mig," fortæller hun og virker stadig rystet over episoden.

Men hun kom videre, som hun altid gør. Hun fik sin mastergrad fra Brügge og kandidateksamen fra Københavns Universitet.

"Jeg har haft meget glæde af at have en grundlæggende tro på, at jeg er ok. Jeg har en meget tæt gruppe af mennesker omkring mig – både familie og venner – som vil være der uanset hvad. Det giver en ro og en god mavefornemmelse. Og så har jeg den holdning, at det, man ikke dør af, det bliver man faktisk stærkere af," siger hun.

"Der kan også være noget godt i, at tingene ikke går så snorlige, som man havde forestillet sig. Der er noget godt i at komme ud af sin komfortzone. Man skal stå der, hvor det bliver lidt farligt. Så kan det være, at det lykkes, og det er fantastisk. Og det kan være, at det ikke lykkes – og så kommer man videre. Man skal måske slikke sårene lidt, men så kommer man jo også videre."

Paradokset

Hvor kom idéen om det perfekte lige fra? Helle Thorning ved det ikke, men hun kan konstatere, at det er en stræberisk tanke, som fylder en del hos særligt de unge. Og ikke kun i Danmark.

Hun bor for tiden i London – dér findes idéen. Hendes yngste datter tog studentereksamen i Italien – der findes idéen også, og det samme gælder for den ældste datters internationale venner på Cambridge, for unge i Korea, i Japan, i USA og i Kina og i Danmark. Hun taler med ungdommen gennem døtrene på 19 og 22 år og gennem sit arbejde.

Det gør hende naturligvis ikke til decideret ekspert, men det gør hende til "anekdotisk ekspert," som hun selv siger det.

"Jeg synes, de unge har så meget bevidsthed om, hvem de er, og hvad de vil. De er megaseje. Men de skal have ekstremt mange kompetencer, som jeg slet ikke kan gengenkende, at man skulle have, da jeg var ung – som jo så selvfølgelig også er 100 år siden. Sådan var det simpelthen ikke, da jeg var yngre. Der kunne man flippe meget mere ud. Der var en langt mere afslappet holdning til, at man ikke behøvede at planlægge sit liv fra sjette klasse."

Hun er ret vild med ungdommen nu til dags og hører ikke til dem, der revser den. De unge ender med at blive langt mere succesfulde og dygtige, end hun selv – superstudinen – nogensinde var det. Men det har paradoksalt nok en pris. 

Det er en på samme tid sej og skrøbelig ungdom. Den er succesfuld, og den er angstpræget. Den er vokset op i en teknologisk verden af flotte billeder og internetpral, hvor alle gør noget ekstraordinært. Alle er pæne, ingen er grimme. Alle er glade, ingen er sure. Og det er løgn og latin.

"Særligt pigerne tror, at de skal være søde hele tiden. Men det er vigtigt at erkende sin egen vrede, at blive sur og være i kontakt med vreden. Og det skal de unge også være."

Derfor lægger hun heller ikke skjul på, hvor vanskeligt det i virkeligheden er at leve med den samme mand i 25 år. Stephen, hendes mand, har ofte haft job i et andet land end der, hvor familien boede, og det var ikke, fordi det gjorde det meget nemmere. Det har været en ualmindelig foranstaltning, men også jævnt almindeligt familieliv, med hvad dertil hører. 

Det skal de vide, de unge.

"Jeg har ikke opskriften på det gode liv. Det har ingen, ellers var der ikke så mange, der blev skilt. Men altså, man må da gerne råbe ad hinanden i en familie og skændes, så det brager. Det er der også noget læring i. Det er da megakedeligt, hvis man bare er alt for fredsommelig og går rundt og taler høfligt hele tiden. Børn og forældre må også gerne skændes. Der må godt være larm og ballade. Et familieliv handler også om det. De grimme sider skal også frem."

Ansvaret

Når det virker, som om de unge kløjes i tilværelsen og trives mentalt dårligt som aldrig før, har det, tror Helle Thorning-Schmidt, måske noget at gøre med kontakten til følelserne. De er nemlig sindssygt gode til at mærke efter, meget bedre end da hun var ung for de der 100 år siden. Og når du mærker efter, kan du også bede om hjælp. Det er en velkendt cyklus.

Men det er ikke kun det.

"Presset på dem er enormt. Forældrene har en kæmpestor opgave i at sørge for, at børn og unge hviler i sig selv. Og hvad betyder det egentlig at hvile i sig selv? Jamen det betyder, at ens selvtillid ikke er noget, der kommer udefra i andres validering. Men at det dybest set kommer indefra," siger hun.

Er det forældrene, der har fejlet?

"Nej, det synes jeg ikke. Vi forældre, vi er den bedste forældregeneration nogensinde. Det er verden, der forandrer sig for hurtigt, tror jeg. Vi kan rent mentalt ikke følge med i den forandring, der er sket. Den teknologiske udvikling, på den måde det har overtaget vores verden på godt og ondt. Vi som forældre, selv om vi er gode nok, så kan vi ikke rigtig fortælle de unge, hvad de skal. Fordi de måske skal noget helt andet end det, vi forstår."

Nu skal det så bare ikke kun lyde som en klagesang, for i dag er på mange måder bedre end i går, mener hun.

"Jeg kan så også godt se mange gode ting ved, at tingene ikke er, som de var i 1970’erne og 1980’erne, hvor der ikke var krav om, at man skulle være en samfundsborger, der bidrager. Jeg kan godt lide tanken om, at vi også skal gøre os umage. Vi er i det her samfund alle sammen, og alle har en pligt til at yde det, de nu kan. Og det betyder også, at hvis man har fået den glæde at komme ind på en uddannelse, jamen så er det heller ikke for meget forlangt, at man også møder op til timerne, og at man kommer til tiden, at man er forberedt, og at man engagerer sig i undervisningen. Det synes jeg også, at man skal sige til de unge. For der er altså også en kultur med, at de sidder uopmærksomme i klasselokalet med de sociale medier på skærmen, samtidig med at der står en og underviser. Det synes jeg, ud over at det er uhøfligt, så er det heller ikke respektfuldt over for, at vi sådan set alle sammen betaler for deres uddannelse. Men det skal jo selvfølgelig ikke udvikle sig til, at kravene kommer udefra og stresser."

Og når det handler om at forlige sig med det herrens liv, så er Helle Thorning individorienteret; man har selv et ansvar for at stemple ud og sige fra. Sjoske rundt derhjemme og tage en pause fra perfekthedsræset – eller endnu bedre: slet ikke deltage i det.

"Jeg synes, at man selv skal tage ansvar for ikke at blive en del af perfekthedskulturen og heller ikke promovere det over for andre. Og så synes jeg også, at man har et personligt ansvar for at yde det, man kan, og gøre sig umage. Det er den balance, jeg synes, man skal finde."