Anette Prehn er bekymret for de unge. I hvert fald for den måde, de i dag opbygger deres selvbilleder på.

Det digitale univers, som i dag er den primære arena for manges sociale liv, er fyldt med retoucherede billeder og konstruerede virkeligheder. Det lærer ungdommen primært én ting af: et forskruet ideal om perfekthed.

Som formand for Det Nationale Stresspanel er det Anette Prehns opgave sammen med de øvrige medlemmer at komme med anbefalinger til, hvordan vi håndterer en af de helt store hager ved vores samfund: stress.

Et hovedfokus er naturligvis arbejdsrelateret stress, men panelet har også fokus på påvirkningen fra digitalisering og sociale medier samt mistrivsel og perfekthedskultur blandt unge. Og de to ting hænger sammen, mener Anette Prehn.

”Perfekthedskulturen er delvist digitalt næret. Jeg synes, at vi skal overveje grundigt, om unge mennesker, lige så snart de har fri fra skole, skal hoppe på YouTube eller Instagram, eller hvad de er på, for der at opleve en iscenesat virkelighed med helt egne normer. Hjernen er plastisk, det vil sige konstant formbar. Den ændrer sig, efter hvordan den stimuleres. Flere timers prægning af normer dagligt sætter selvfølgelig sine spor,” siger Anette Prehn, der ud over formandsposten i stresspanelet er sociolog, videnskabsformidler, underviser og forfatter til en række bøger om hjernens indre spilleregler.

”Er det for tidligt og for stort et ansvar, når små børn på otte år får en telefon til 3.000 eller 8.000 kr.? Hvad sker der, når en pige eller dreng har sådan en dyr dims i lommen? Ja, de klatrer i hvert fald ikke i træer eller giver den gas på legepladsen. Det svarer til at udstyre dem med kunstige negle. Det strider for mig at se med vores skandinaviske, internationalt anerkendte værdier om fri leg, sanselighed i naturen og sorgløs barndom. De er desværre i disse år sat lidt på pause flere steder.”

Anette Prehns i forvejen klare øjne lyner, når hun taler om det. Det plager hende, og måske derfor beder hun og hendes mand gæster om at efterlade mobiler i entreen, når de er på besøg. I et forsøg på at skabe nærvær og på at være et godt eksempel.

For det er ikke kun børn og unge, der er problemet her. Snarere tværtimod. Hun langer ud efter sin egen generation.

”Jeg tror, vi ser det forkerte sted hen. Det her er lige så meget en voksenting, for de voksne har svigtet. Og jeg tror ikke, at det har været af ond vilje, men det er lige pludselig væltet ind med digitale tilbud. Måske vi voksne har følt os underlegne og tænkt, at vi var gammeldags, og at det jo også er det, de unge vil have – og så har vi undladt at sætte normer og tage lederskab. Jeg tror, vi skal forberede os på at sige undskyld, når den nuværende generation af børn og unge vokser op.”

Holdsport kan lære børn at tackle fejl

De egentlige anbefalinger fra stresspanelet må vi vente på lidt endnu, men Anette Prehn har flere punkter, hun mener skal adresseres, hvis vi vil perfekthedskulturen til livs.

Vi skal begynde at lære af vores fejl og vise vores mere uldne sider frem. Hun fandt sig eksempelvis først til rette på tredje uddannelse, hun var tilmeldt, og iværksætterkarrieren lod vente på sig, fordi hun fik børn, som hun blev hjemme hos. Hun har skrevet mange faglitterære bøger, som forlagene hjertens gerne vil udgive, men hendes skønlitterære bøger har hidtil givet afslag.

Neglelak gider hun ofte ikke, og når hun bliver fotograferet, beder hun fotografen om ikke at retouchere rynkerne væk.

”Lad os tage piger som et eksempel. De føler, at de både skal være kloge og tynde og sunde og sjove og feminine. En meget lang række af seje træk, der er voldsomt krævende. Og det er nok også derfor, det særligt er piger, der lider under perfekthedsidealet,” siger hun og sammenligner med det andet køn.

”Piger falder desværre ofte fra holdsport, når de bliver teenagere. Det er ærgerligt, fordi man der lærer, at nogle gange vinder man, nogle gange taber man. At livet går op og ned. Nogle gange er noget en succes, andre gange er det ikke. Og det kan man jo overføre til andre aspekter i livet.”

Faktisk mener hun, at det at gå til holdsport kan være med til at ændre på de problemer, unge døjer med. Hun bruger sig selv og sin ugentlige svømmetur som eksempel. Hun elsker det. Hun rører sig fysisk, og hun ser kvinder i alle aldre og i alle faconer. For som hun siger: Dét er livet, ikke det retoucherede univers.

”Det sker for både dig og mig: Vi er i aldring. Det er et fælles vilkår. Det er vigtigt at se, hvordan vi ser ud, når vi ikke er retoucheret, og det er vigtigt, at børn bliver motiveret til at gøre det samme. At nogen tør stille sig frem og vise, hvem de er. At børnene kommer til holdsport og lærer at tabe. De skal forstå, at det er gennem eksperimentet, du bliver klogere. Børn og unge får det svært, hvis de laver deres primære sociale pejling online.”