Middelklassen har et skønt, normalt liv med perfekte ægteskaber og helt normale børn. De rejser sammen på ferie til Thailand, og deres jul kunne ikke være forløbet bedre. Og efter en arbejdsdag på de gode arbejdspladser sidder de trygt hjemme i deres hjørnesofa og ser dokumentarer om andre mennesker, der ikke er som dem selv.

Dér, henne i fjernsynet, betragter den gennemsnitlige middelklasse de andre. Dem, der ikke fik præsteret sig selv ind i normalen.

"Der er hele tiden dokumentarer om alle mulige mennesker, som afviger fra et almindeligt middelklasseideal – en kernefamilie og et almindeligt liv. Det handler om socialklasse 5, det handler om indvandrere, om ghettoer, om de unge mødre. Og alt det vender man ryggen og kalder det 'de andre', fordi man har sit billede af et normalt, borgerligt liv. Hvor man er gift, man har arbejde, hvor man ikke er psykisk syg."

Knud Romer, reklamesuccesen og forfatterkometen, kan ikke fordrage modsætninger. De findes for det første slet ikke, og når de så alligevel bliver brugt, fremstiller de i stedet hierarkier. En modsætning er altid overlegen; finkultur er bedre end pop. Manden har mere magt end kvinden. Weekendavisen er nydeligere end Familie Journalen. Og middelklassen er mere perfekt end 'de andre'.

"Jeg vil sige det på den her måde: Præstationssamfundet er min fjende nummer ét. Fordi den illusion, der bliver fremstillet af folk selv og af medierne, om at der findes et godt, et sikkert og trygt og problemløst liv i den gennemsnitlige middelklasse, det er den største løgn. Og den måde, man opretholder den løgn på, det er ved, at du hele tiden siger 'os' og 'dem'."

Han messer det som en remse: Andre folk bliver fyret. Andre bliver skilt. Så går de i hundene. Så drikker de. Så bliver de syge. Så bliver de sindssyge. Så ender de andre i en ghetto eller i udkanten. Så bliver de bliver gamle. Og de dør.

Knud Romer er mester i skildringens kunst. Stereotyperne står i kø, når han taler, og han opridser samfundets rolleliste så præcist, at det kunne være karakterer i en af hans romaner.

Lige som han selv kunne være det.

Succesen

Knud Romers rejse mod afgrundens rand har varet længe. Efter et evighedsstudie, der blev opgivet efter 17 år, landede han i reklamebranchen, der åd hans sjæl op. Han ville være forfatter, men ingen ville udgive hans digte.

I den forbistrede reklameverden blev han en succes og til sidst direktør, inden han fik nok og slap en indre demonstrant løs og skrev en nu ikonisk artikel om, hvor forrykte reklamebranchens arbejdsmetoder er. "Heraus!" sagde branchen, og Romer fik sparket nogenlunde, samtidig med at han mistede sit hjem.

"Jeg var oppe i Reykjavik til en fest hos Björk, men jeg havde glemt at slukke for vandet derhjemme. Da jeg kom hjem, havde de været nødt til at gå ind i lejligheden og slukke for vandet, og så kunne de se, hvor alle skadedyrene i ejendommen kom fra. De kom fra mit hjem," fortæller han, ligesom han har fortalt det tusind gange før.

Derouten og kokainmisbruget blev næsten hans endeligt, men mødet med kvinden, der senere blev hans hustru, reddede ham. Og så satte han sig ned og skrev sig ind i den litterære danmarkshistorie med sin debutroman, 'Den som blinker er bange for døden'. Anmeldernes applaus ville ingen ende tage, og prisregnen endte som en sand monsun. Alle elskede Knud og hans værk.

Årene gik, han fik to børn, han passede dem, han holdt foredrag, deltog i debatter, og hans største drøm gik i opfyldelse: Debutromanen blev udgivet på det prestigefyldte tyske forlag Insel Verlag, og hele 12 lande endte med at have den stående i boghandlerne.

"Jeg var en direktørsøn, var reklamedirektør, blev forfatter, fik De Gyldne Laurbær, uha, uha, fik en smuk klassisk violinist som kone, boede i indre København, huhej, var med i Triers film, var i Cannes. Set udefra er det en stor triumf."

Fængslet

Men så kom forventningen om anden roman. Presset blev enormt, og det havde gæret lige siden et besøg på drømmeforlaget.

"Altså allerede da jeg var nede i Insel Verlag for at aflevere første eksemplar i en bankboks, hvor samtlige bøger, de har udgivet, står, der troede jeg, at det her var mit største gate crash. Men det sidste, de siger til mig, er: Bare fordi Deres første roman udkom her, betyder det ikke, at Deres næste gør det."

I det sekund blev Knud Romer spærret inde i selv samme bankboks, han havde brugt hele livet på at komme ind i. Han kunne ikke komme ud. Han kunne ikke skrive den forpulede toer.

Indtægterne faldt, og han søgte tilbage til reklamebranchen, som han ellers hadede. Men ingen ville have ham.

"Folk sagde: Men du er jo ikke tekstforfatter, du er jo forfatter, Knud. Pludselig var jeg blevet for kendt til at få et job. Er du klar over, at det findes?"

Alle troede, at han var "loaded og king of the world", sådan siger han det selv, men han levede i virkeligheden på klods hos SKAT og forsøgte at skabe indtjening i en kulturindustri, der ynder at betale med naturalier i stedet for kroner og ører.

En skattegæld tvang ham ud i foredragsmaskinen og tog al hans tid. Så da aftalen om anden roman blev indgået med det danske forlag, og det ellers vanvittigt store forskud røg direkte til SKAT, var han stadig tvunget ud i dagsarbejde. Og hvornår skriver man så? Det gør man om natten. Og hvad sker der så med ens psyke? Den knækker.

Det samme gjorde hans syn, og han fik diagnosticeret grøn stær og kunne forvente en blind fremtid. Af lutter begejstring over sidste punktum indsendte han en uredigeret version til Insel Verlag, der afviste den pure. Katastrofen var nær. Det ulmede.

Med de sidste krampetrækninger redigerede han halvblind romanen, nu i pkt. 18, og landede igen på gaden, fordi læsset væltede. Han blev for skør til at være hjemme i lejligheden. Børnene skulle ikke se deres far gå fra forstanden. Han boede i tre måneder på ledige børneværelser i sammenbragte familier, mens han forsøgte at færdiggøre den toer, som hele Danmark ventede på.

Tre uger inden udgivelsesdatoen i Danmark blev han færdig med redigeringen af bogen og med sig selv. Han var færdig.

"Jeg brød fuldstændig sammen i et angstanfald. Det var kroppens stressniveau til sidst … jeg havde ikke spist, jeg havde ikke sovet. Jeg gik rundt med en kuffert, jeg havde skæg, jeg lignede en hjemløs. Jeg havde mistet alt."

Og sådan endte Knud Romer på et privat psykiatrisk hospital i foråret 2018. Placeret der af redaktøren og direktøren fra Lindhardt & Ringhof. Hvis man har læst foromtalerne af toeren, 'Kort over Paradis', der udkom i juni, ved man, at interviewene blev foretaget dér. På "sindssygeanstalten", som Knud Romer kalder det. 

Kunstnermyten

Ulyksalighederne passer næsten for godt med de stereotyper, han er ekspert i at bruge. Når det går op, går det helt op på den høje klinge. Når det går galt, er hullet så stort, at han næsten ikke kan kravle op af det igen.

Du passer som fod i hose på stereotyperne. Som reklamemand tog du for meget kokain, og som forfatter gik du i hundene.

"Det er rigtigt. Jeg ved jo godt, at den udstødte tyskerdreng fra provinsen, der kommer ind til København og kæmper og taber, som så bliver degraderet i reklamebranchen, hvor han mister sin sjæl og bliver den store reklame-doktor-Knud, men som så går helt i hundene, fordi han har mistet sin sjæl, og så finder kvinden i sit liv og så bliver til digteren, som han altid har villet være, og som så skal kæmpe for den svære toer og så bryder sammen ved kampen efter 12 år og betaler med alt – jeg ved godt, at det er en god historie."

Han holder en i Knud Romer-universet lang pause, det vil sige cirka ét sekund, og så læner han sig frem over spisebordet med den lyse dug, og så hvisker han:

"For ved du hvad? For at en roman skal have liv, så skal du give dit liv. Og ja, min historie er jo Jesus. Det er genopstandelsen, det er vildfarelse, fundet igen, det er kliché på kliché. Og den største kliché er, at det skal gøre ondt, og det skal være smertefuldt. Men du skal passe på med kunstnermyten."

Det kommer som en løftet pegefinger. For nok skal en forfatter afvige fra middelklassens normalitetsbegreb. Han skal være forrykt og afhængig af et eller andet euforiserende. Han skal leve på grænsen. Men enhver idiot kan tænke sig til, at dét ikke holder i længden.

"Det er en meget destruktiv kliché, for hvis nogen følger den – Gud nåde dem. Omkostningerne, når regningerne skal betales, og når du sidder på sindssygehospitalet. Det kan godt være, det er sjovt, når du er 20. Men når du er over 50 … Der er intet kreativt ved sindssyge. Tværtimod. Du bliver udtryksløs. Du bliver lam. Jo flere stoffer du tager, desto dummere bliver du. Ved du hvad? De største digtere, det er dem, der er gået på arbejde kl. 9-17, og det er også de største komponister."

Vi er alle 'de andre'

Det er ikke for sjov, at han taler så udpenslende om sit delvist katastrofale liv. Én ting er, at man kommer længst med ærligheden, for det synes han, man gør. Noget andet er demonstranten Romer, der prikker til dem, der kigger hen på alle 'de andre'. For det synes han, der er lidt for mange, der gør.

"Jeg har hele mit liv kæmpet for at dekonstruere hierarkier. Det er, som om den gennemsnitlige middelklasses identitet og selvoplevelse er fuldstændig afhængig af, at de kan fortrænge og nedgøre og udgrænse afvigere," siger han.

Knud Romer kommer i tanke om en samtale, han engang havde. Han spurgte en tidligere chefpsykiater på Sikringen – dér, hvor de vanvittigt sindssyge og kriminelle bliver opbevaret – om chefpsykiateren så monstret i øjnene hver dag, han gik på arbejde.

"Han sagde: 'Nej, Knud, det er ikke monstre, det er mennesker ligesom dig og mig. Og ved du hvad, Knud. De indeholder alle sammen det, som vi indeholder. Det er et spørgsmål om tilfældigheder, om opvækst, om hvordan hjernen fungerer … det kunne lige så godt være dig.' Og der fik jeg et chok."

Han fandt ud af, at livet er et morads for alle. Ingen har det perfekte middelklasseliv uden katastrofer.

"Det er jo ikke sådan, at 90 pct. af befolkningen er en normal, lykkelig kernefamilie. Nej, 10-procentssnitten, den går ind i ethvert liv. Det er dig, der bliver skilt. Det er dig, der bliver fyret. Det er dig, der bliver syg. Det er dig, der får psykiske problemer. Det er dig, der bliver gammel. Det er dig, der ender på et plejehjem. Det er dig, der er indvandrer. Det er dig selv. Det er ikke 'de andre' – hvem skulle de være? Jamen det er mennesker ligesom dig og mig. Som om der findes 'andre' mennesker. Gu' gør der ej. Vi er alle sammen ens."