En kunstners sjæl og hans arbejde går i ét. Arnestedet er hjertet, hvor kærligheden og professionen sidder hånd i hånd bag brystkassen, godt beskyttet mod slag. Og de kommer, slagene.

Nikolaj Hübbe – Danmarks guldfugl, der fløj over Atlanten til New York City Ballet og først returnerede til det kolde nord, da han kunne sætte sig på ballettens tinde – forklarer det på teatralsk vis med to knyttede hænder foran venstre bryst. Dér bor smerten. Dér bor kærligheden. Dér bor dansen, musikken, teatret. Hans liv.

Balletmesterens verden er gennemsyret af perfektion. Han er flasket op med det og lever i naturlig symbiose med det. Hans gang er så let og præcis, så ferm, at man føler sig gumpetung, når man lunter efter ham. Hans udtale er godt nok præget af årene i USA, men sproget falder alligevel nidkært. Han bruger ord fra den højere dannelses vokabularium, så man ligesom må glide nænsomt hen over det og drage et lettelsens suk, når han når ned på jorden igen og referer til Ella Fitzgerald og Ghita Nørby. Folk ’man’ kender. 

Men perfektionen alene gør det ikke i hans verden. Der er lige det ekstra lag, som almindeligt funktionærdødelige ikke rammer på kontoret: Det overmenneskelige.

"De der underlige positurer, som man skal have kroppen ind i, gør, at der allerede i balletteknikkens base ligger en uopnåelighed. Fra barnsben stræber du efter den der perfektion. Det smukke eller skønne i det. Det umenneskelige. Det, der adskiller os fra fodgængerne. Det, der gør os en lille smule tættere på det guddommelige."

Hvis du nu selv skal sige det …

"Nååå, nej, men …" starter han. Tager en pause, smager på ordene. De bliver vejet, inden de falder: "Altså vi kan ophæve tyngdekraften, vi kan give illusionen af det. Og det er der, kunsten kommer ind i billedet. Poesien. Det er der, publikum siger ’ååååhhhhh’ og bliver blæst bagover."

Og manden har jo ret. De flyver rent faktisk.

Men hvor der er højt at flyve, er der dybt at falde. Ja, ja. Det er en kliché, men den slags har det med at have en antydning af sandhed i sig. Det gælder også i tilfældet Nikolaj Hübbe.

Gråden

Da han var ung, og det gælder for så vidt stadig, var kroppen fuldstændig uballettisk. Overkroppen var for lang og benene for korte.

"Men jeg var skidegod til at hoppe og lave piruetter. Og det var vist det. Men så havde jeg en formidabel fantasi og forestillingsevne."

Han lagde ikke så meget i det dengang. Barnet Nikolaj Hübbe ville bare op. Op på scenen. Så han dansede og han entertainede, brugte sin fantasi og lod sig ikke kue af lidt uregerlig fysik. 

"Jeg så bare teater og ballet og tænkte: ’Der skal jeg op’. Det der med at være i en anden verden ... jeg elskede det. Folk tror altid, at det er, fordi man har haft en frygtelig barndom – det er det ikke. Jeg har haft en fin barndom. Tryg og god, stor kærlighed. Jeg blev rockerforkælet og var centrum. Måske det var derfor, jeg gik efter scenen: Hvis jeg var elsket hjemmefra, skulle jeg elskes af alle," siger han og bryder ud i et af sine vilde grin, hvor den store mund krænger resten af ansigtet med ud.

Udskillelsesløbet, som alle balletbørn skal igennem, har han enten fortrængt eller ikke oplevet som værende synderlig voldsomt. Og sådan er det måske med balletdansere. De får podet perfektionen ind fra barnsben, og overleverne lever med risikoen – ligesom de lever med vilkåret, der hedder en dårlig forestilling. Det sker for alle, fortæller han.

Der er blevet grædt litervis af snot på diverse balletmestres kontorer. For også Hübbe, kraftspringeren, havde dårlige aftener – "lorteforestillinger," som han kalder dem og nærmest vrisser det ud.

Det er det smukke. Der bliver grædt, hvis der skal grædes, og sådan er det stadig. Nu er det bare Hübbe selv, der lytter på kvalerne.

"Du SKAL sgu græde. Jeg siger ikke, at du skal græde i stor selvfornedrelse, men du skal jo græde, fordi du elskede det; fordi du holder af det. Som et ægteskab. Du går sgu da heller ikke gennem en skilsmisse, uden at du tuder – ellers er der sgu da noget i vejen med dig. Lige så meget som man skal glædes, når forestillingen går godt, skal man også græde snot, når det ikke går godt. Og så kommer der en og siger: Ved du hvad, skat, det går nok. Livet fortsætter."

Flugten

Men. Der findes mange måder at græde på. Nogle græder salte tårer; nogle bliver arrige; nogle fortrænger, mens andre flygter.

I 1999 flygtede Nikolaj Hübbe, da han ikke fik balletmesterposten på Det Kongelige hjemme i København. Han sad i New York og havde stadig et årti tilbage som balletdanser, men alligevel røg han ud i lidt af et off piste-eksperiment og flygtede simpelthen fra det, han siden han var 9 år havde været mester i: Balletten.

"Jeg frasorterede alt, hvad der havde med dans at gøre. Så skulle jeg være skuespiller, så skulle jeg være model. Der var ingen grænser for, hvad andet jeg skulle. Jeg skulle til Hollywood. Det var ikke så glorværdig en periode for mig. Jeg var jo nederst på totempælen".

Han kommer i tanke om et afsnit af DR-serien ’Bedrag’, hvor en kvinde, der har søgt forfremmelse, ikke får stillingen.

"Og så spæner hun ud på toilettet og propper 10.000 stykker toiletpapir i munden og sætter sig på lokummet og bare SKRIGER – uden lyd. Og man tænker: okay!?"

Modelaffæren og skuespilleriet var Nikolaj Hübbes 10.000 stykker papir. Men han savnede dansen og musikken. Mest musikken. Og så vendte han hjem.

"Jeg var 29-30 år. Og  dét, der fik mig tilbage til folden igen, det var nok musikken. Det med at musikken føder forestillingen. Jeg kom sgu til at savne det så dybt, det gjorde jeg".

Tilbage i folden kom angsten listende og med den en ufattelig dårlig søvn. Hver en fiber i den lysvågne krop var de sidste fem år af hans danserkarriere spændt til bristepunktet om natten. Præstationen næste dag skulle sidde lige i skabet, for hvad hvis det var den sidste?

"Jo ældre jeg blev, jo flere nætter kom der, hvor jeg lå vågen med spændte muskler. Jeg havde det ikke, da jeg var ung. Det kom snigende. Ej, hvor jeg lå og forestillede mig de værste ting. Men når jeg så stod på scenen, var den angst væk."

Hans mørke øjne bliver vemodige, og han bliver sjældent set stille. Det var ikke rart.

"Måske var det, fordi det på det tidspunkt lakkede mod enden. Det er noget værre vrøvl, det ved jeg godt i dag, men man vidste jo aldrig, hvornår det var slut."

Facaden

Slutte skulle det – en balletdanser stopper typisk ved det fyrretyvende år – og timingmæssigt var det for Nikolaj Hübbe lige der, hvor Den Kongelige Ballet igen manglede en balletmester. Og det blev han så.

Det var næsten, som om kongen kom hjem. Endelig.

Lige så meget som det var en selvfølge, lige så stort et chok var det, også for hovedpersonen selv, da krisen – altså kriSEN – smadrede den hjemvendtes brystkasse, så han stod fuldstændigt blottet tilbage. Han havde befundet sig i kriser før, jovist, men denne slog alt omkuld og tog noget af Hübbes uskyld med sig videre.

En intern rapport udarbejdet af en ekstern konsulent havde i 2011 vist, at arbejdsmiljøet i Den Kongelige Ballet var miserabelt. Danserne trivedes dårligt, og balletmesterens temperament var for voldsomt. Beskyldninger om stofmisbrug florerede, og det hele endte på forsiden af aviserne.

"Udadtil havde jeg altid været oppe på piedestalen. I ballet bliver man opdraget til, at det skal være tandpastasmil, og vi har altid perfektstrøget skjorte på. Jeg var opdraget i facaden. Og at se den krakelere, det var rystende."

Selv om du er opdraget i et miljø, hvor I godt må græde?

"Ja, men det gør vi jo inden for de fire vægge her. Man viser ikke fejlene og manglerne offentligt. Vi tager kostumer på. Sådan skaber klæderne jo folk."

Sagen var blandt andet, at Nikolaj Hübbe var en novice udi ledelsesprofessionen. Det var en blank plet på hans ellers formidable CV.

Men mens han havde været i New York, var forandringens vinde blæst lydløst ind over det danske balletkompagni, som havde lagt den franske, militaristiske organisationskultur fra sig og i stedet åbnet sig mod oprindelsen: Den italienske gøglerkultur, der på sin vis flugter ganske fint med den flade, danske struktur.

Det var en hierarkisk tænkende oberst, der mødte mennesker, som hellere ville dialogen.

"Det var et møde mellem gammel og ny ledelseskultur. Jeg tror, at det kunne have været enhver anden, det tror jeg faktisk. For sådan ér balletten meget og har altid været. Altså først NU kan du se, at andre kompagnier i verden har fået en flad struktur."

Han griner og ved godt, at han lyder som en stor undskyldning. Det var egentlig ikke meningen, men det har efterrationaliseringer det jo med at gøre.

Lederen

Det lyder vanvittigt, men Nikolaj Hübbe, lederen Hübbe, taler grænsende til positivt om perioden, hvor det for udenforstående kan virke som en gåde, at han ikke flygtede mere permanent.

"Der var meget godt i det. Den danske dovenskab og laissez faire-holdning, som der sgu herskede her på teatret, det syntes jeg var pisseprovokerende. Og i stedet for smart og begavet at gå ind i det gik jeg ilter og ustrategisk og dumt til det. Jeg var helt ny chef og kendte kun gamle virkemidler, som jeg selv var blevet herset rundt med."

Unge balletdansere i dag spørger, der hvor unge Nikolaj Hübbe tiede og tog imod.

"Jeg tror, at de unge er meget mere opvakte i dag. Og måske den flade ikke-hierarkiske kultur gør, at der er meget mere dialog. Vi turde da ikke spørge om en skid," husker han.

Man skal dog ikke tage fejl. Der skal stadig være militaristisk disciplin, det siger sig selv. Ellers vælter korpshuset. Men det gør livet jo ikke – eller som balletmesteren så præcist udtrykker det:

"Heldigvis er der ingen patienter, der dør. Det må være værre at være kirurg. Der står du og har liv mellem hænderne."

Lederen Nikolaj Hübbe bruger fejl og mangler konstruktivt. Faktisk vil han helst ikke kalde det fejl. Hans dansere har forcer – og så har de små "aber dabeis", som de helst ikke skal bruge kræfterne på. Bliv god til disse tre ting, siger han til dem, og måske åbner det døren til den fjerde bastion. Måske. Passer din krop dårligt til det her trin, siger han til dem, jamen så laver vi det en smule om, så det passer til din statur.

De er en tæt familie inde på Kongens Nytorv. De arbejde seks dage om ugen og ufatteligt mange timer, som man vist ikke får så meget ud af at tælle sammen. Det er hjerteblod. 

Var det en lorteforestilling i aftes, kommer de igennem det sammen. De trøster hinanden og får hinanden op. Og hvis det ikke virker, er der hver morgen øvelserne, deres renselse. Nikolaj Hübbe elsker det.

"Det er vores fadervor – der renser vi hele legemet. Det er vores debriefing, hvor vi får styr på alt, og neuroserne kan blive dulmet. Det er en pragtfuld, næsten kirkelig handling, vi har der."