Det tager hende ikke lang tid at rive forestillingen om den perfekte professor med den perfekt lineære vej i arbejdslivet ned fra piedestalen. Og vi taler helt ned.

Nina Smith, professor i økonomi og tidligere økonomisk vismand, har ingen formel ph.d.-titel. Hun brugte de første ti år af sit arbejdsliv på noget, der var ”spild af tid”, og hun fik flere gange afslag, da hun tilbage i 80’erne søgte stillinger på Økonomisk Institut ved Aarhus Universitet.

Skulle man være i tvivl om, hvordan historien dog ender, kan det lige så godt blive sagt med det samme. Den ender lykkeligt. Hun blev faktisk professor i økonomi, og hun blev ualmindeligt meget andet. Men havde historien udfoldet sig i 2019, er der en sandsynlighed for, at udfaldet havde set helt anderledes ud.

”Altså jeg er jo en halvstuderet røver. Jeg startede med at undervise som 25-årig i Sønderborg, og det var ret sent, at jeg begyndte at publicere videnskabelige artikler. Jeg havde aldrig fået chancen, hvis jeg havde været 30 år yngre. I dag skal du være meget mere perfekt,” afslører topøkonomen.

Perfekthedskravene anno 2019 står tydeligt for Nina Smith. De studerende på universitetet spørger hende, hvordan de kan opnå en topkarakter, og de bryder grædende sammen, nogle bliver ligefrem aggressive, hvis en karakter er dårligere end det, de forventede. Særligt pigerne.

Tallene indikerer, at hun har ret.

25 pct. af danskerne var ifølge den seneste Nationale Sundhedsprofil stressede i 2017, mens hele 41 pct. af de unge kvinder mellem 16 og 24 år kæmper med stress eller stressrelaterede lidelser.

Vurderingen fra efterhånden mange sider er, at det skyldes kvindernes mangefacetterede konkurrencer. De vil være smukke. De vil være dygtige. Og lige når de kommer ud på arbejdsmarkedet, vil de have succes dér og samtidig skabe en perfekt familie.

Kvindelige benspænd

Idéen om succes på alle parametre skubber kvinder ud i problemer. Nogle får stress, mens andre mere eller mindre giver op og drosler ned på eksempelvis arbejdslivet og ender som en samfundsmæssig underskudsforretning, som Nina Smith tidligere har argumenteret for gennem sin forskning.  

”Perfekthedskulturen er i virkeligheden med til at holde dem selv nede. Det bliver kvindernes egen værste fjende at være så perfekt”.

Det er både mængden af konkurrencer og en udtalt grad af mangel på risikovillighed, der spænder ben.

”Kvinder er typisk mindre risikovillige og bange for at deltage i alle mulige typer af konkurrencer. Fordi de er bange for resultaterne. De er bange for ikke at bestå. De skal være meget mere sikre på sig selv. Og det er en del af forklaringen på, at kvinder f.eks. ikke kommer frem og til tops i erhvervslivet,” spørger Nina Smith.

Og sådan er den adfærdsmæssige kønsfordeling egentligt hele vejen fra vugge til grav. Kvinder tør ikke.

Hun er selv et vanvittigt dårligt eksempel på netop det. Hun elskede at klatre i træer som barn, og det gør hun såmænd stadig, selv om hun med egne ord ikke længere er så god til det. Træklatring er ellers en typisk drengeting pga. netop risikovilligheden: Man kan falde ned og slå sig grusomt, men det er drengene modsat pigerne fuldstændigt ligeglade med.

Hun kastede sig ud i sin første bestyrelsespost for Realkredit Danmark, selvom hun ikke var sikker på, at hun havde evnen til det. Det samme gjaldt, da hun som den første kvinde nogensinde blev udpeget som økonomisk vismand – hun var overhovedet ikke sikker på, at hun magtede opgaven.

”Da departementschefen i Boligministeriet spurgte, om jeg ville være offentlig repræsentant i Realkredit Danmarks bestyrelse, havde jeg oprigtig talt ikke forstand på den finansielle sektor. Og jeg tænkte i et splitsekund, at jeg da ikke havde en skid forstand på at sidde i Realkredit Danmarks bestyrelse. Et af de store realkreditselskaber. Men heldigvis tænkte jeg hen ad gangen …”

Nina Smith peger ud på gangen, hvor hendes kolleger vandrer frem og tilbage mellem kontorer og kopimaskiner.

”Jeg tænkte, at det havde de andre da heller ikke. Og tilsvarende da jeg blev spurgt, om jeg ville være vismand, der tænkte jeg: Det har du overhovedet ikke forstand på, hvordan skal du dog klare det? Nå. Men. Det går sgu nok.”

Flugten fra socialklasse fem

Hun bruger sin opvækst som forklaring på, at hun på ingen måde er risikoavers. Forældrene var statshusmænd og indremissionske. Og hvad betød det? Det betød, at barren var sat ret lavt, særligt for piger, der ifølge forældrene ikke skulle have nogen uddannelse.

Så når Nina Smith taler om, hvordan hun endte på gymnasiet, taler hun om det som en flugt. Det var for at komme væk, at hun som 16-årig satte sig selv i en situation, hvor hun skulle brødføde sig selv, mens hun tog sin studentereksamen.

Opvæksten ”under socialklasse fem”, som hun selv kalder det, har trods den målrettede flugt fra en negativ spiral betydet en del positivt for hende senere.

”Når man kommer fra under socialklasse fem, så er der ikke så meget at miste. Så kaster man sig bare ud i det. Og meget ofte må jeg erkende, at jeg ikke anede, hvad jeg kastede mig ud i. Men hvad katten. Hvad kunne der ske? For mig har karriereplanlægning været en by i Rusland, og det er det stadig. Det er jeg enormt glad for.”

”Men det her er ikke bare en solstrålehistorie, for det er hårdt at bryde den sociale arv, og det har haft en masse omkostninger – men jeg har aldrig haft det åg over mine egne skuldre, som jeg reelt har givet mine egne børn.”

Hun har altså været – og er fortsat – lykkeligt befriet for det forventningspres, mange oplever og i værste fald knækker halsen på. Når hun valgte at læse økonomi, var det ikke for at leve op til noget. Det var for at være sikker på at tjene penge – var pengene taget ud af ligningen, havde hun valgt tysk eller måske litteratur.

Men hun landede altså på økonomi, og der mødte hun sin mand, Valdemar. Hun blev temmelig hurtigt gravid, og det viste sig at være en arbejdsmæssig dumhed. Dengang, for det er nok anderledes i dag, mener hun. For der var svære kår som sjældent set kvinde på økonomi. Endda en gravid en af slagsen.

”Vi var studerende og ludfattige. Virkelig. Og i dag kan jeg sagtens se, at det var en vild risiko at tage i 1979. For det første var der næsten ingen kvinder på studiet, og en gravid kvinde var næsten grænseoverskridende. Og det tænkte jeg bare ikke på. Jeg var fuldstændig sikker på, at jeg nok skulle blive færdig,” fortæller hun.

Barnet, en dreng, ankom efter en forelæsning i september. Ugen efter var det tilbage til forelæsningerne, og den myreflittige fynbo oparbejdede 30 ECTS i det semester. Det lyder superwoman-agtigt, men, fortæller hun, faderen passede jo barnet, og hun ammede, når hun var hjemme og læste til eksamen.

Men det var ikke dét, der var problemet. Problemet opstod først den dag, hun stod med en økonomieksamen i hånden og gerne ville være forsker og helst på økonomi. Hun søgte først én gang. Så en gang til.

”De ville jo ikke have mig her på økonomi. Jeg tabte i de stillinger, jeg søgte. Jeg kunne ikke få en fast stilling her. Så jeg stod af ræset og fik en underviserstilling i Sønderborg. En underviserstilling uden forskningstid, uden karriereperspektiver, uden noget som helst. Reelt endte jeg med at spilde de første mange år af min karriere,” mener Nina Smith.

Helt spild af tid var det nu ikke. Parret hr. og fru Smith fik yderligere to børn i det sønderjyske. Men hun keeeedede sig. Bravt.

Den der arv

Da Aarhus Universitet langt om længe åbnede sin favn, var det ikke økonomi men statskundskab, der gav hende en stilling i noget så fremmed for hende som EDB. Og statistik, som hun dog vidste en del om. Årene på statskundskab åbnede hendes øjne for et andet verdenssyn end den rent økonomiske tilgang. Men sammen med årene i Sønderborg var det forskningsmæssigt blot en parentes i hendes CV. Et sidespring, som hun selv formulerer det.

Og da hun – endelig! – landede på økonomi, kom der fart på. Så meget at man i visse kredse rynkede på næsen, og da hun blev udpeget til vismand, udløste det en brevstorm fra andre kvinder, der skrev, at hendes børn måtte lide hårdt til fordel for hendes egen karriere.

”Mine børn havde det fint. De blev afleveret som de første og hentet som de sidste. Mine børn blev tit afleveret kl. 7 og hentet kl. 17, og jeg vil gerne sige, at jeg aldrig havde dårlig samvittighed – før andre kvinder begyndte at skrive til mig.”

Det var sindssygt hårdt, det erkender hun. Det yngste barn, det fjerde, skreg det første halvandet år, og det kolliderede smukt med udpegningen til vismand. Hun har tænkt på at blive hjemmegående husmor tusinde gange, men er altid nået frem til den erkendelse, at det ville være kedeligt, når børnene blev teenagere. Så hun droslede ned – derhjemme. Maden var ikke de langtidshævede speltboller, og børnenes fastelavnskostumer blev købt i en butik og ikke syet hjemme.

Børnene og de syv børnebørn fylder, når hun taler om perfekthedskultur. Hun endte et diametralt modsat sted end sine egne forældre, og hendes børn er vokset op med både en mor og far, der var anerkendte forskere. Det lagde et pres ned over de små, og derfor er prioriteringens kunst blevet italesat udtrykkeligt i hjemmet.

”Vi har været skrappe forældre, for man skulle gøre sig umage. Men det har også været enormt vigtigt at sige til vores børn, at 7 + 13 var bedre end to gange 10. Og fordi man en gang imellem fik en dårlig karakter, så skulle man ikke være ked af det, for det viste bare evnen til at prioritere,” griner hun.

Akademias deroute?

Det, hun ser i dag på det moderne universitet, er et overdrevet fokus på at have et perfekt studieforløb og en efterfølgende perfekt forskerkarriere. Det ærgrer hende, og det bekymrer hende.

”Hvis det bare skal være en jævn grød af perfekte 12- og 10-taller hele vejen igennem, så bliver det virkelig skadeligt. Perfekthedskravene er med til at fjerne de virkelige talenter, fordi vi alle sammen bliver gennemsnitlige.”

Nina Smith bliver stille. Hun tænker sig om, inden hun siger det: ”Jeg er ikke sikker på, at vi ansætter de bedste på universiteterne i dag. Dem, der er dygtige, de har altså også fået sig nogle dårlige karakterer indimellem,” siger hun så – og hun er ikke ene om den bekymring.

I USA skal kommende forskere inden for økonomi helst have haft en forskningsartikel i et af de fem store tidsskrifter inden for økonomi, de såkaldte T5, hvis de skal gøre sig nogen forhåbninger om en forskerkarriere.

Det fik i oktober sidste år professor i økonomi og nobelpristager James Heckman til tasterne, og i ’The Tyranny of The Top Five’ diskuterer han, hvad høje krav og forventninger til yngre generationer kan have af fatale konsekvenser for talentmassen på universiteterne. Konklusionen er rimelig klar: Det er på lang sigt dårligt for professionen. Det sætter karriere over kreativitet. Netop det, Nina Smith også ser i Danmark.

”Jeg har ikke engang selv publiceret i nogle af dem. Men det er nu ved at blive et krav, at de unge skal have publiceret i et af de tidsskrifter, hvis de vil gøre akademisk karriere. Og det fjerner jo totalt risikovilligheden, fordi det bliver alt for farligt bare at gøre noget, der er spændende.”