Den første dag, vi har aftalt at mødes, kommer han fem minutter for sent på den nonchalante måde. Intet slips, ingen blazer, åbenstående skjorte. Scenen er et møde i regeringens stresspanel, og de 11 medlemmer i hestesko skal drøfte unges mistrivsel og perfekthedskultur.

”Altså da jeg skulle op i skatteret på jurastudiet, skulle jeg bare igennem det. Jeg tror godt, at jeg dengang vidste, at jeg aldrig skulle ansættes på et skattekontor, og så var det jo lige meget, om jeg bare fik 6,” siger han, efter han har fået sig placeret på en stol.

Dagen efter er han ti minutter forsinket, da han tager imod på sit kontor. Forkølet, knappet skjorte, slips og blazer med lommeklud. Han fortsætter linjen fra dagen før:

”På HD var det statistik, og altså det kunne jeg virkelig ikke. Og sådan er der mange, der har det. Jeg havde det bare sådan, at jeg skulle overleve. Den eksamen skulle bare bestås.”

Tredje dag står han foran pressen til tiden. Intet slips, åbenstående skjorte, lommeklud i blazeren og flankeret af samtlige partier i Folketinget, som er blevet enige om, hvordan fleksibilitet og frihed kommer ind på universiteterne. Han slår ud med armene som en ægte stolt uddannelses- og forskningsminister. Formen på pressemødet er løs, og hvem der taler efter ministeren, virker lidt tilfældigt. Og han trives med det.

Det er, som om rigiditet er et ubehag for Tommy Ahlers. Hvis der er rammer, skal de brydes; hvis noget er for perfekt, skal det ændres. Det må godt være lidt uperfekt, synes han.

Efter otte måneder som minister har han det vanskeligt med det nulsumsspil, han er blevet en del af. Og det er ikke noget med, at han bare ikke har vænnet sig til det – han vil ikke.

”Den enes død er den andens brød. Hvis jeg begår en fejl, er det mere sandsynligt, at andre får fremgang og jeg tilbagegang. Der er et stort fokus på, om man kan fange nogen i at begå fejl. Min refleksion her efter otte måneder er, at jeg lige skal justere tilbage og turde lidt mere,” forklarer han og reflekterer ud gennem ministeriets mure i Børsgade.

For det er ikke bare i politik, et ihærdigt fokus på fejl optræder.

Perfekthedskulturen har fået tag i de yngre generationer, og det er efterhånden veldokumenteret, at det har negative konsekvenser for de unge. Det mener Tommy Ahlers skal ændres.

Forventningens pres

Noget, Tommy Ahlers for tiden har det virkelig svært med, er en undersøgelse fra Psykiatrifonden, hvor 16-24-åriges selvværd og oplevelse af pres bliver undersøgt. Det er ifølge ministeren blot en af mange undersøgelser, der viser, at der må være noget galt med kulturen i samfundet.

I undersøgelsen bliver de unge spurgt, om de skal have 10 eller 12-taller for at være rigtig tilfredse med deres faglige præstationer, og det siger 40 pct. ja til. Over 40 pct. af unge under uddannelse er enige eller meget enige i, at topkarakterer på uddannelsen er nødvendigt for at få et godt liv, og tæt på en tredjedel af unge under uddannelse er enten enige eller meget enige i, at deres forældre forventer, at de får 10 eller 12 i de fleste fag.

”Altså, det er jo …”

Han må ligesom stoppe op. Han må smide kuglepennen på bordet, og han må kaste sig tilbage i stolen for at komme videre: ”Shit! Altså dine forældre er din ballast”.

”Hvis man er bange for, at ens forældre bliver skuffede, og hvis man tror, at ens forældre forventer, at man får 10 eller 12 i de fleste fag. Det må være et vildt pres, når du føler, at det nære, din ballast, dem, der skal elske dig ubetinget, forventer det. Jeg synes jo, at mine forældres forventninger til mig var, at jeg bare skulle være glad. Og jeg håber da, at mine børn også har det sådan. For så tør man mere.”

Det er jo ikke sikkert, at forældrene forventer det. Men det er så sådan, det bliver opfattet?

”Nej, lige præcis. Det er det, der er så slemt.”

Et større metastudie fra sidste år viser, at perfekthedskulturen kommer af vanvittigt mange årsager, og en egentlig årsagssammenhæng er svær at fastslå. Studiet, som er internationalt og begået af forskere fra University of Bath og York St John University, fastslår dog, at perfekthedskulturen de seneste 27 år er voksende, at de unge mennesker får det psykisk og fysisk dårligt af det, og at der muligvis er tre arnesteder: Et mere individualiseret og konkurrenceminded samfund, et stigende meritokrati med fokus på god uddannelse og så det sidste punkt, forældrene, der ifølge metastudiet projicerer egne forventninger over på børnene, som så at sige arver presset.

Signalværdien

Der er altså en skov af årsager og dermed også løsninger, og det ved Tommy Ahlers så udmærket. Men han har alligevel et par ideer, som måske kan løsne lidt af den forhadte kulturs tag i de unge.

Den første, som blev vedtaget af samtlige partier i december, er afskaffelsen af karakterbonussen, hvor studerende kan gange deres snit med 1,08, hvis bare de skynder sig i gang med de videre studier.

Og for at komme endnu længere bort fra decimalerne skal optagelsessystemet også ændres. Det er i den nye aftale vedtaget, at det fremover skal være muligt for universiteterne at benytte nye adgangskrav, også for kvote 1, så optagelsesprøver kan blive et supplement til krav om karaktergennemsnit eller endda helt erstatte det. 

”Gennemsnitstankegangen poder vi ind hos de studerende, mens de er på ungdomsuddannelserne, hvor de lærer, at det handler om karakterer og det sidste decimal. Får de 10,8 i stedet for 10,2 – som jo absolut er i den høje ende af skalaen – er det afgørende for deres liv. Det er lykke eller ulykke. Det er ikke sådan, at der findes én løsning på det her, for det er også et mindset, der skal ændres. Men jeg tror, at vi lige mht. karakterræset kan løse det ved for eksempel at se på optagelsessystemet,” siger han og anerkender fuldt ud effekten af signaler sendt fra ældre generationer.

”Vi kan sende signaler om, at så meget betyder det altså heller ikke. Det er selvfølgelig vigtigt at sige, at det ikke er hinandens modsætninger. Vi vil gerne have en sund perfekthedskultur, og man må godt knokle og være nervøs og stresset dagen inden en eksamen. Det er sund stress. Det er der, hvor det hele pumper rundt i kroppen, og man koncentrerer sig så meget som muligt, og man kan nøjes med fire timers søvn. Og det giver meget god mening, for så kan du lige nå at proppe mere viden ind i hovedet, før du går op til en mundtlig eksamen og nailer den, og det er helt fint. Men det starter man ikke med i januar til den eksamen, man skal til i foråret. Det er jo ikke sådan, det skal være”.

Ud over nyt optagesystem og annulleringen af karakterbonussen er der også et nyt filosofikum på vej. En inspirationsgruppe kom i juni med en anbefaling om at oprette et nyt fag, der skal sikre, at alle universitetsstuderende får en grundforståelse af selve det at være til. Faget skal “udvikle den universitetsstuderende som fagperson, menneske og borger ved at fremme nysgerrighed, kritisk tænkning og dømmekraft” og erstatte det nuværende fag videnskabsteori.

Det nye fag, der altså går under kaldenavnet filosofikum, skal, som Tommy Ahlers ser det, hjælpe med til at gøre de studerende mere robuste og dannede, så de står bedre fast i en tumultarisk tilværelse.

Da julen var hvid

Og så er der det overdrevne fokus på 12-tallet, som Tommy Ahlers for nylig har foreslået en slags nedrykning af for at tage et gensyn med 13-tallet. Han ved ikke, om det lige skal være en tilbagevenden til den gamle 13-skala, der i 2006 blev skrottet til fordel for 7-trinsskalaen, men princippet om at hylde det originale vil han gerne have tilbage i uddannelsessystemet.

Man skal ikke kunne læse pensum, gentage hvad der står og dermed få den højeste karakter. Det skaber både en utidig, stressende jagt mod toppen og en mangel på originalitet, mener han.   

Han griber tilbage i den foregående aftens oplevelse i Randers, hvor han var inviteret til at holde oplæg for 250 personer, som han indviede i planerne om en genoprejsning af 13-tallet.  

”Jeg vil gerne have en karakterskala, hvor man ikke på forhånd kan sige, hvordan man får den bedst mulige karakter. Og det tror jeg i sig selv kan sende et signal om, at der ikke findes en opskrift for succes. Du er nødt til at prøve en masse ting. Nogle gange får du 13, nogle gange får du 03. Det er jo sådan, livet er,” konstaterer han og kommer så til den egentlige pointe med Randers-historien: Vækkelsen.

”Og da jeg siger det – og jeg ved ikke, om jeg får det formuleret godt eller noget – så sidder der 250 mennesker og klapper. Det er altså ikke så tit, at man inden for uddannelsespolitik sådan decideret får en klapsalve. Jeg tror, at der er rigtig mange, der har det sådan. Det var både unge studerende, iværksættere, pensionister, der lyttede. Det må være en debat, der rører mange.”

Du taler om 13-tallet og begejstrede tilhørere, filosofikummet skal tilbage på universitet, og du nævner, at dine egne forældre bare var glade, hvis du var glad. Og så får jeg lyst til at spørge dig, om julen altid var hvid i gamle dage?

”Nej!”

Han virker oprigtig irriteret. Han sætter sin kaffekop så tungt i underkoppen, at det klirrer, og så sukker han og kigger op.

”Men det er et helt fair spørgsmål. Og jeg forstår godt, at du er nødt til at spørge om det. De konkrete regler fylder jo meget lidt i det her. Selv om vi får en karakter for originalitet, selv om vi får afskaffet 1,08-reglen, selv om vi får ændret optagesystemet, selv om vi får verdens bedste filosofikum, jamen så kan det godt være, at det slet ikke flytter noget, og at vi ikke ændrer mindsettet. For sådan er det med alt. Selv det mest perfekte produkt kan have nul kroner i omsætning – fordi det bare ikke lykkes, eller fordi det ikke lige ramte ind på det rigtige tidspunkt.”

Perfekt bowling

Det hele må altså godt være lidt mere umuligt, for sådan er livet jo, og det skal de yngre generationer have at vide. For hvad er det perfekte og hvorfor overhovedet stræbe efter det? Tommy Ahlers er en associerende, anekdotisk mand, og han griber fat i ufatteligt mange af de bolde, der triller rundt.

Han kommer med et eksempel fra livet som iværksætter.

”Jeg har tit skullet forklare til iværksættere, at det perfekte resultat ikke findes. Det afhænger af dit ambitionsniveau. Er det perfekt at kunne betale sin egen løn, som jo er en kæmpe sejr at kunne? Eller er det at have 10 ansatte? Eller er det at få masser af medieomtale eller at få en kæmpe investering, men altid køre med underskud, som jeg gjorde i mine virksomheder? Altså hvad er succeskriteriet? Du ved det jo ikke.”

Og så ryger han hen i sportsterminologien, for også her er der en vigtig pointe: Resultater. Tag nu fodbold for eksempel. Hvad er bedst: At vinde 5-0 eller 7-0? Antallet af mulige mål er ubegrænset, så der er total fri leg. Men så er der bowling.

”Der ved man præcis, at 10 strikes er det højeste. Du kan ikke opnå højere karakter. Derfor må det være den perfekte – fordi det er forudsigeligt, og du kan sætte det på formel. Og der ligner vores karakterskala måske bowling, for den kan man sætte på formel.”

Og så er vi tilbage ved rigide formler og ideen om det perfekte. Han har det ikke godt med dem, for de svækker kreativiteten og fritænkningen.

Tommy Ahlers kan ikke døje, når han bliver fremhævet som skoleeksemplet på en iværksætter. Der findes ingen lige vej i livet, fortæller han, men til gengæld findes der masser af tilfældigheder, held og måske – måske! – lidt fingerspitzgefühl. For da han i maj 2008 solgte sin 2,5 år gamle virksomhed til Vodafone for den nette sum af 235 mio. kr., var det ikke, fordi han havde brygget på en storslået plan. Faktisk var han en smule laissez faire omkring det og tænkte, at hvis virksomheden ikke begyndte at give overskud, måtte de i efteråret ud efter nye investorer, der kunne se et potentiale i ZYB, en mobilløsning til backup af mobilnumre.

”Hvad skete der i august/september 2008? Bum. Finanskrise. Det var helt sikkert, at jeg ikke kunne have rejst penge. Det var også helt sikkert, at jeg ville være gået konkurs med den virksomhed. Men i stedet bliver den tre-fire måneder før solgt for 235 mio. kr., og så bliver jeg en eksponent for succes – i stedet for at blive eksponent for held eller tilfældigheder. Og jeg vil nødig sige det, for det bliver hurtigt til, at lige meget hvad man gør, så er det held. Og det er det jo ikke kun.”

”Der er en hårfin balance mellem fiasko og succes. Jeg kunne lige så vel have truffet en anden kæde af beslutninger, hvor vi stadig havde været lige så hårdtarbejdende og lige så dygtige, produktet var lige så godt, og vi var lige så strategisk tænkende – alt det, vi gerne vil være – men det kunne lige så godt have ført til et andet resultat. Man skal ikke tro, at der findes en opskrift på succes. Og nu trækker jeg igen en kæde til 13-talsdiskussionen, for der er ikke en opskrift. Det handler om at prøve en masse ting og tillade sig selv at begå nogle fejl. Og nogle gange lykkes det, andre gange lykkes det ikke,” siger Tommy Ahlers.

Han afslører let grinende en drøm. Ikke at emnet ikke er alvorligt nok, men hans mission går jo lige så meget ud på at løsne alle de anspændte skuldre, verden nu er belemret med.

”Loven, jeg utrolig gerne ville lave, er loven om fejl. Hvor §1 er, at du skal begå nogle fejl, og §2 er, at du skal lade være med at begå de samme fejl flere gange.”

Tror du ikke, der er flertal for det?

”Jo, tror du det? Det kan da godt være, at jeg skulle fremsætte det og se, hvad der sker. Og der skal ingen sanktioner være. Der er ikke nogen bemærkninger til lovforslaget, alle er glade. Kæmpe fejl.”