Udsigten til markante lønstigninger gav et historisk stort ja til overenskomsterne. Dermed har SVM-regeringen tilsyneladende fået arbejdsro til at gennemføre de reformer, der skal sikre flere hænder til fremtidens forslugne arbejdsmarked. Sådan da. For nogle af de hænder sidder på mennesker, der lige nu går og planlægger deres pension – eller måske ligefrem en tidlig tilbagetrækning.

Og her starter hele balladen. 

For pensionisterne er hverken tilfredse med deres egen løn eller med udsigten til, at regeringen nedlægger den seniorpension, som giver de mest nedslidte ret til at trække sig fra arbejdsmarkedet seks år før pensionsalderen.

For pensionisterne er hverken tilfredse med deres egen løn eller med udsigten til, at regeringen nedlægger den seniorpension, som giver de mest nedslidte ret til at trække sig fra arbejdsmarkedet seks år før pensionsalderen.

FØRST PENSIONISTERNES NYE ’LØNKRAV’: Folketingets partier blev torsdag tvunget til at diskutere emnet, da et borgerforslag fandt vej ind i Folketingssalen.

Ydelserne til pensionister (og andre overførselsindkomster) reguleres i dag efter komplicerede modeller, der alle har det til fælles, at de giver et lille årligt efterslæb, så dem på offentlige ydelser hvert år sakker lidt mere bagud i forhold til dem, der stadig er i arbejde.

Borgerforslaget om højere folkepension er formuleret af ’Faglige Seniorer’, som er fagbevægelsens modsvar til Ældresagen – med andre ord er protesten groet i Socialdemokraternes bagland. Foreløbig har over 60.000 skrevet under på forslaget, der i sin enkelthed går ud på, at folkepensionen skal stige i samme takt som lønningerne. Det lyder måske både logisk og rimeligt. Men også temmelig dyrt for samfundet, nu hvor der er lønstigninger på 10-12 procent i vente de næste to år.

Modsat er det heller ikke uden konsekvenser fortsat at lade pensionisters indkomster udhules i en tid, hvor inflationen har gjort en liter mælk 20 procent dyrere i løbet af et enkelt år. Og heller ikke helt risikofrit for politikerne.

Hver tredje vælger er over 60 år, og det er her, man skal finde nogle af de afgørende stemmer, der sikrede Mette Frederiksen en tur mere i Statsministeriet. Ikke mindst på grund af hendes højt profilerede løfter om at sikre nedslidte arbejdere en værdig afsked med arbejdsmarkedet. 

Hver tredje vælger er over 60 år, og det er her, man skal finde nogle af de afgørende stemmer, der sikrede Mette Frederiksen en tur mere i Statsministeriet. Ikke mindst på grund af hendes højt profilerede løfter om at sikre nedslidte arbejdere en værdig afsked med arbejdsmarkedet.

Og her kommer den næste store konflikt med pensionisterne, som regeringen styrer lige imod: Konflikten om en ’værdig tilbagetrækning’.

’VÆRDIG’ ER NØGLEORDET. Og det betyder ikke helt det samme for Socialdemokraterne som for de øvrige regeringspartier. For en socialdemokrat er ’værdighed’ og ’rettighed’ tæt beslægtet. Det handler om at sikre lønmodtagerne retten til tidlig pension, hvis de har opfyldt deres pligt til at knokle i mange år for samfundet. I dette tilfælde 44 år, hvis man vil have alle tre års Arnepension, når man fylder 64. 

For S var det derfor helt afgørende, at Arnepensionen ikke blev noget, man skulle visiteres til – men netop en ny rettighed, man har krav på. 

Her er det værd at huske, at Arnepensionen blev til efter en årrække med gruopvækkende eksempler på nedværdigende arbejdsprøvning af kræftsyge i terminalfasen, ’sengepraktik’ og andre ydmygelser for mennesker, der var så uheldige at miste førligheden, inden de nåede pensionsalderen. 

Den slags skulle Arne ikke trækkes igennem. Han skulle kunne gå oprejst ud af arbejdsmarkedet og hæve sin velfortjente pension, når han havde gjort sin samfundspligt i 44 år.

MEN HER KOMMER PARADOKSET: For det blev ikke Arnepensionen, men derimod Venstres modforslag – seniorpensionen – der endte med at give nedslidte danskere den mest favorable vej ud af arbejdsmarkedet.

Set med borgerlige øjne var Arnepensionen vanvid. Nu var man netop lykkedes med at afskaffe efterlønnen og forlænge pensionsalderen – og så ville S indføre en ny efterløn-light for sine ufaglærte og faglærte kernevælgere. 

'Værdig' er nøgleordet. Og det betyder ikke helt det samme for Socialdemokraterne som for de øvrige regeringspartier. For en socialdemokrat er ’værdighed’ og ’rettighed’ tæt beslægtet.

Derfor samlede V i stedet et flertal udenom S og vedtog en pension, der – stik mod Socialdemokraternes ønske – krævede visitering og lægeerklæring på, at man faktisk var nedslidt. Til gengæld gav den mulighed for tidlig tilbagetrækning på langt mere favorable vilkår end Arnepensionen: 5.000 kroner mere om måneden og en mulighed for at trække sig hele seks år før pensionsalderen. Det vil sige som 61-årig.

Ikke overraskende blev det Venstres løsning, der tiltrak flest nedslidte pensionister og blev langt mere populær end Arnepensionen, som giver mindre at klare sig for om måneden, først kan fås, når man fylder 64 år og udelukker alle, der ikke startede på arbejdsmarkedet som 20-årige.

Ikke desto mindre er det seniorpensionen, der nu skal nedlægges. Og – retfærdigt eller ej – så kan det komme til at gøre allermest ondt på Socialdemokraterne.

For bliver det, som regeringsgrundlaget beskriver, må nedslidte vente tre år mere, før de eventuelt kan visiteres til tidlig pension (Arne-plus) sammen med Arne og de andre. Samtidig skal Arnepensionen sættes en smule op fra 14.000 til 15.000 kroner. Men der bliver stadig 4.000 kroner mindre om måneden til de nedslidte pensionister end med Venstres populære seniorpension.

Derfor kommer kampen om seniorpensionens overlevelse heller ikke til at gå stille af. Hverken på eller udenfor Borgen.

Vil man have et uvidenskabeligt fingerpeg om stemningen i Socialdemokraternes bagland, kan man jo tage et kig på denne online-afstemning fra ’Faglige Seniorer’s hjemmeside. Her bakker kun fem procent op om ’Arne-Plus’-modellen, mens 6.500 læsere mener, det er ’en dårlig ide’ at afskaffe seniorpensionen. Det svarer til 90 procent af alle, der har stemt.

FOR OPPOSITIONEN er sagen en gave. Seniorpensionen er nemlig forligsbundet, og partierne uden for regeringen kan derfor ende med at tage et betydeligt pensionist-stik hjem ved at blokere for nedlæggelsen af ordningen.

Morten Messerschmidt har for længst lovet, at DF modsætter sig “alle forringelser”, Ole Birk har udelukket, at LA lægger stemmer til en udvidelse af Arne-pensionen. De Konservatives politiske ordfører Mette Abildgaards udtalelse til Jyllands-Posten tilbage i februar giver et forvarsel om den melodi, der kan komme til at flytte tusindvis af pensioniststemmer over den blå linje: ”Jeg forstår godt, at der er rigtig mange nedslidte, der står tilbage og føler sig enormt bedraget af det her. Hverken S, V eller M sagde noget i valgkampen om, at den skulle væk. Og mennesker har haft en forventning om, at regeringen ville kære sig om de nedslidte.”

En undersøgelse fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at hovedparten af de, der har taget imod en Arnepension, trækker sig tilbage for at have bedre tid til familie og fritidsinteresser – mens hovedparten af dem på seniorpension er nedslidte med dårligt fysisk og psykisk helbred.

Det sætter S i noget, der er lidt af en loose-loose situation:

Overlever seniorpensionen, bliver det næppe Socialdemokraterne, der får de nedslidte pensionisters tak for det.

Overlever seniorpensionen ikke, kan Mette Frederiksen ende med at blive den statsminister, der både forringede vilkårene for nedslidte pensionister og lod de fattigste pensionister blive endnu fattigere, mens priserne steg.

Det er ikke den type svigt, der hurtigt glemmes af vælgerne.

SUMMA SUMMARUM: Arne-pensionen var med til at sikre S valgsejren ved det seneste valg, men spiller den blå opposition sine kort rigtigt, kan seniorpensionen ende med at sikre et borgerligt flertal, næste gang partierne møder de aldrende vælgere.