Niels Ågesen: Et nødvendigt skub ud over timetervippen
VERDEN EFTER CORONA: De seneste par uger har vist, at vi alle bærer evnen og viljen til at hjælpe verden, samfundet og hinanden. Vi kommer næppe til at opleve den samme selvopofrelse, når hverdagen vender tilbage, vurderer kommunaldirektør Niels Nybye Ågesen. Men lidt er også noget. Og der er behov for det.
Mandag Morgen har bedt en stribe af landets førende ledere, forskere og tænkere om deres bud på hvilke blivende forandringer, coronakrisen vil føre med sig.
Relaterede indlæg i serien:
Jakob Riis: Sundhed er ikke længere helt så privat
Michael Böss: Fra velfærdsstat til sikkerhedsstat?
Se alle indlæg i serien her.
Kommunaldirektør i Vejle kommune og formand for Kommunaldirektørforeningen.
Er med sine mere end 20 år på den kommunale toppost en af landets længst siddende kommunaldirektører og kender derfor velfærdssamfundets maskinrum bedre end de fleste.
Lægger stor vægt på at finde nye måder at inddrage borgerne og styrke bæredygtigheden.
Af Niels Nybye Ågesen
Kommunaldirektør i Vejle Kommune, formand for Kommunaldirektørforeningen
En antropolog kalder det et comeback til den kollektive skyld og en fremtidsforsker et skifte fra ’mig, mig, mig’ til forpligtende fællesskaber.
Statsministeren har ad flere omgange understreget, at vores samfund vil forandre sig.
Coronaepidemien er en generationsdefinerende krise, som vi endnu ikke fuldt ud forstår omfanget af. Fra arbejdsliv til arkitektur, adfærd og ansvar. Vores liv og vores samfund vil blive forandret.
Det er vigtigt, at vi som samfund ikke blot rejser os igen, men at vi også står stærkere, end før virussen ramte os.
Vi skal holde fast i de positive forandringer, krisen trods alt også har medført, hvad end det handler om små konkrete arbejdsgange eller vores rolle i samfundet og samfundets rolle i vores liv.
Samfundssind
En sprogforsker sagde for nylig, at ordet karantæneramt formentlig har større chance for at forblive en del af vores ordforråd end samfundssind. Jeg håber ikke, hun får ret.
De seneste par uger har vi bevist, at vi alle bærer evnen og viljen til at hjælpe verden, samfundet og hinanden. Vi har set borgere, der hjælper bekendte og ubekendte, og virksomheder, der uden tøven har omlagt deres produktioner for at kunne levere håndsprit og visirer. Vi har alle vist, at vi kan undvære, og at vi kan ændre adfærd for et fælles bedste.
Vi kommer næppe til at opleve den samme selvopofrelse, når hverdagen vender tilbage, men lidt er også noget.
For vi kan som kommuner ikke løse fremtidens problemer alene – uanset om problemet er en virus, vandstigninger eller manglende vækst. Vi er nødt til at stå sammen som kommune, borgere og erhvervsliv. Og er der noget, jeg tager med mig fra denne tid, er det troen på, at vi også fremover kan gøre netop dét.
Det gælder dog ikke kun for den enkelte kommune, men også for det kommunale fællesskab. Som borgere, der har valgt at tage ansvar – ikke fordi vi er det pålagt, men fordi vi ser værdien og gerne vil – bekæmper vi krisen ved fælles kommunal strategi og indsats. Det er en kultur, den er stærk, og jeg håber, at den også bliver en drivende kraft, når dagligdagen kommer igen.
Et skub ud over vippen
Mange af de positive forandringer, vi lige nu ser i den offentlige sektor, har været længe undervejs.
I årevis har vi arbejdet på at styrke sammenhæng og samarbejde på tværs af sektorer og forvaltninger. Vi har eksperimenteret med et mere fleksibelt arbejdsliv og drøftet, hvordan vi for alvor kunne tage hul på digitaliseringen. Coronakrisen har givet os et nødvendigt skub ud over timetervippen.
Et styrket samarbejde handler langt hen ad vejen om relationer, om viden og forståelse for hinandens udgangspunkt. Vi har fået hul på bylden, og jeg tror i højere grad, vi vil opleve, at vi deler viden og måske også medarbejdere, hvor det giver mening.
For mange vil det også give mening fortsat at kunne arbejde hjemmefra. De medarbejdere, der blev kastet ud i det, har opdaget, hvor meget disciplin det kræver. Men de har også opdaget, hvor meget tid vi sparer i transport, og hvor mange opgaver vi rent faktisk kan løse fra spisebordet.
De digitale redskaber har været en forudsætning for hjemmearbejdet, ligesom de også har givet os muligheden for at afholde byrådsmøder, møder med erhvervslivet og informationsmøder med alle kommunernes ansatte. Det digitale møde kan ikke erstatte mødet mellem mennesker, men det har været en øjenåbner, hvilke muligheder vi har som virtuelle kommuner.
Der vil uden tvivl komme flere øjenåbnere i den kommende tid, og derfor er det så afgørende, at vi lærer af den nye hverdag og holder fast i de gode vaner.