Af Stine Johansen
Kommunaldirektør i Helsingør Kommune

Det sydkinesiske øhav Sulu Sea, Kattegat, Stillehavet og Øresund. Stednavne, vi engang fandt på, for at vi mennesker kan navigere rundt i verden og vide, hvor vi er.

Kina, Danmark, Tonga og Sverige. Nationer og folkeslag, vi engang fandt på for at afgrænse verden i dele, hvor vi kan skelne mellem, hvad der er dit og mit og differentiere os fra hinanden gennem identitetsskabende sprog, kultur, lovgivning og samfundsmæssige strukturer.

Etableringen af landegrænser har gjort det muligt at skabe mange verdener, sandhedsopfattelser og menneskesyn på tværs af jordkloden. Landegrænser, der bidrager med en overvældende rigdom på mangfoldighed, kulturer og ideologier, som vi kan glæde os over. Landegrænser, der også bidrager til adskillelse, nationalistisk selvtilstrækkelighed og indadvendt selvoptagethed.

Den usynlige coronavirus tog os med storm, blæste ind over kloden og tog livet fra os, hvor den kom frem. Den kender ikke til landegrænser, nationale supermagter eller politiske samfundsmodeller. For den findes der intet, der adskiller os fra hinanden. Ingenting. Vi er mennesker, og uanset hvem vi er, og hvor vi bor, kan vi blive ramt af coronavirus.

En succesfuld strategi for bekæmpelse af coronavirus i Danmark er utilstrækkelig i sig selv, for bekæmpelsesstrategier skal også lykkes i Kina, Sverige og alle andre steder på kloden.

For at lykkes skal alle lykkes.

Vi er fuldstændig afhængige af hinanden på tværs af kloden. Med andre ord hænger vi på hinanden på godt og ondt. Ligesom i kampen for et bedre klima.

En ny dødelig virus finder med lysets hast vej fra et kinesisk madmarked til et skisportssted i Italien. Ligesom det ispapir, der ryger overbord i Øresund, risikerer at dukke op i Sulu Sea. For der findes reelt kun ét hav: havet. Forestillingen om De syv have er netop forestillinger, og havstrømme tager ikke hensyn til menneskeskabte stednavne. 

Vi er én menneskehed

Det samme gælder for vores jord.

Det er den, der giver os liv. Det er den, der tager liv. Vores jord er vores største og vigtigste fællesskab, og dog har vi indtil videre ageret, som om dette fællesskab er underordnet de mindre nationale fællesskabers interesser.

Årsagerne er indlysende. Nationers og selvudnævnte supermagters egeninteresser i velstand og sunde, trygge samfund for egne borgere kolliderer med massiv ulighed i verden.

De blivende eftervirkninger af coronavirus er svære at spå om.

Men kunne vi nu forestille os en verden, hvor coronavirus havde bidraget til at minde os om, at vi hører sammen som menneskehed, og at vi bliver nødt til i fællesskab at tage ansvar for den eneste supermagt der findes i verden: jorden?

Sikkert er det, at vi alle er berørt af situationen. Den berører vores helt nære og tætte relationer til de mennesker, vi elsker, og som står os nærmest. Og måske bidrager den til en øget bevidsthed om, at vi ubønhørligt hører sammen som menneskehed, menneske for menneske på vores fælles jord.

Vi er én nation. Vi er én menneskehed – og jorden er den eneste supermagt, der findes.