Kulturanbefaling af 
Claus Richter

Ragnarok, hvide busser og Lenins bodyguard

Teater, podcast og skønlitteratur om fortiden har sat nutidens udfordringer i perspektiv for direktør i Diabetesforeningen Claus Richter.

Foto: Diabetesforeningen

Set

Om

Administrerende direktør i Diabetesforeningen.

Jeg har før sommerferien set Det Kongelige Teaters udendørsforestilling ‘Ragnarok’ i Ulvedalen i Dyrehaven nord for København. Selv om ‘Ragnarok’ er en mytologisk og ikke en historisk begivenhed, minder teaterstykket mig om de paralleller, der er mellem den gamle mytologi og nutidens udfordringer. Det gælder særligt konflikter og krige, hvor ‘Ragnarok’ er præget af voldsomme kampe mellem guder og andre væsener. Nutidens verden er plaget af andre former for krige og konflikter. For mig er der noget livsbekræftende i at blive mindet om, at selvom den nordiske mytologi er gammel, er dens budskaber stadig relevante i dag. Jeg gik fra Dyrehaven med den eftertanke, at i en tid med globale sikkerhedsudfordringer, minder ‘Ragnarok’ mig også om det positive i, at det godt kan være, at den gamle verden og dens problemer bliver ødelagt, men det skaber plads til nyt og nye muligheder uden de negative elementer, der tidligere har præget verden.

Hørt

I forbindelse med fejringen af Danmarks befrielse den 5. maj genhørte jeg et af mange afsnit i min yndlingspodcast, Berlingskes ‘Hitlers æselører’. I afsnittet med titlen ’De Hvide Busser’ fortæller forhenværende seniorforsker ved Rigsarkivet Hans Sode-Madsen historien om, hvordan det offentlige og civilsamfundet sammen redder over 17.500 mennesker – herunder min farfar – fra de tyske KZ-lejre. Initiativet til aktionen var dansk og involverede fra begyndelsen hundredvis af frivillige, der fandt modet til at køre ind i det krigshærgede Tyskland. Selvom tiden var en anden dengang, skal vi i Danmark huske de mange frivillige, som kæmpede frihedskampen, men også de mange frivillige, som bærer forenings-Danmark og tit får det umulige til at ske med frivillige kræfter.

Læst

Her i sommerferien fik jeg endelig læst ‘Lenins bodyguard’ af Leif Davidsen, og jeg har nu læst alle Davidsens bøger, siden han debuterede i 1984 med romanen ‘Uhellige alliancer’. ‘Lenins bodyguard’ er endnu et mesterværk, hvor Leif Davidsen med sin sædvanlige flair for spænding, historiske detaljer og politiske intriger tog mig med på en tankevækkende rejse, hvor jeg følger Lenins personlige livvagt og får et levende billede af revolutionen og den politisk omvæltning i den tid, hvor Sovjetunionen blev født. Romanen minder mig om, at Rusland ikke har taget et historisk opgør med fortiden, som Tyskland har gjort med nazismen i Tyskland og Sydafrika har med apartheid. Leif Davidsen er en sand kender af Rusland og burde være obligatorisk læsning for alle, der ligesom mig ønsker indblik i, hvordan den russiske historie kaster lange og mørke skygger frem til det Rusland, vi kender i dag.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu