Af Rasmus Kleis Nielsen
Direktør ved Reuters Institute for the Study of Journalism

Coronakrisen kommer til at accelerere eksisterende trends i vores mediebillede.

Vi kommer til at bruge mindre tid med offlinemedier og mere tid med onlinemedier. Vi bliver bekendt med mange flere digitale muligheder, end de fleste var vant til før krisen.

Vi bliver konfronteret med, at meget af det, vi finder online, er noget skrammel, der knap er vores tid værd, ikke er noget, vi kan stole på, ikke har nogen blivende værdi. Men vi oplever også, at det bedste online er fantastisk, informativt, troværdigt, værdifuldt, og at selv den mest livstrætte stadig kan blive begejstret og imponeret over, hvad man kan opleve og lære via sin telefon med mere.

Det betyder også, at der kommer vindere og tabere. Når vores opmærksomhed flytter til onlinemedier, flytter de annoncer, der finansierer meget af indholdet, med.

Tag Danmark: Nogle af de reklamepenge, der stadig bliver brugt på danske publicistiske medier, kommer til at gå til store teknologivirksomheder som Facebook og Google. Når vi skal tage stilling til, hvad vi vil abonnere på online, kommer der måske flere danske tilbud med i pakken. Men hvor mange lokalaviser kan konkurrere med både nationale titler, udenlandske medier og alverdens streamingtjenester om husholdningsbudgettet?

Det bedste bliver endnu bedre

Nogle få medier, som virkelig tilbyder noget distinkt og værdifuldt, som folk er villige til at betale for og ikke kan forestille sig at leve uden, får en ”god” krise. Men de fleste kommer til at miste omsætning og må derfor til at skære yderligere på redaktionerne.

Det kommer til at udhule nyhedsdækningen yderligere og desværre nok særligt i mange mindre, lokale medier.

Forestil dig så den udvikling globalt. Success for nogle få medier – primært dem, der servicerer eliten. Success for nogle få store teknologivirksomheder. Besparelser og lukninger blandt mange andre nyhedsmedier. Og så en masse ofte økonomisk usikre små nichemedier, der servicerer forskellige holdningsfællesskaber, identiteter og grupper, samt en digital megafon til alle med noget på hjerte.

Det betyder mindre klassisk nyhedsjournalistik. Men det bedste bliver endnu bedre i fremtiden, ellers overlever det groft sagt ikke. Det betyder mere alsidighed, mere diskussion, mere holdningsstof og derfor også ofte mere uenighed – og nogle gange misinformation, mobning og hatecrimes – i det offentlige rum. 

Det betyder, at mange med begrænset interesse for nyheder og politiske diskussioner, der grænser til skænderier, kommer til at vende ryggen til og nyde underholdning og forskellige sociale medier i stedet. 

Og det betyder flere politiske diskussioner af, hvad vi kollektivt finder acceptabelt, når de normer, regler og standarder, som den traditionelle journalistik i mange år har opereret inden for i mange lande, ikke er dækkende for alt dét, vi ser og gør – og som store teknologivirksomheder tjener penge på via digitale medier.