Af Steffen Hjaltelin
Grundlægger af Hjaltelin Stahl

”Intet bliver anderledes.”

Sådan svarede en af mine venner, da jeg stillede ham spørgsmålet fra Mandag Morgen om de blivende forandringer, coronakrisen vil føre med sig.

”Vi tror altid, at alting forandres, og det gør det aldrig. Ikke for alvor og ikke særlig længe. Mennesker er mennesker. Vores behov er velkendte og svære at holde nede.”

Jeg er ikke helt enig med min ven.

Jeg tror, at vi i en årrække bliver tre procent mere bekymrede. Det lyder af lidt, men tre procent kan gøre en forskel. Det kan være forskellen på vækst og recession, og dermed om der er råd til kræftpakke 7 eller ej.

Vi kender det fra terror. Selv om ganske få mennesker i virkeligheden mister livet, lurer bekymringen stadig lige under overfladen snart 20 år efter 9/11. Og kommer der et angreb, som dræber en, fem eller 50 ét sted i Europa, stivner vi alle igen. Aktierne falder, og vi bliver bange for at rejse til Nice.

Lige nu kan man sige, at vi er i coronabekymringens fase et. Vi er bange for at blive smittet. Vi ved, at sygdommen er dødelig for få og pokkers ubehagelig for mange flere. Privatansatte er bange for at miste deres livsgrundlag. Særligt fordi de mærker, at det ikke optager statsministeren sådan for alvor. Liberale bliver mindet om, hvor højt de elsker frihed, og socialister bliver mindet om, hvor højt de elsker staten. Vi deler os efter anskuelse og holder afstand.

Fase to bliver lidt bedre. Vi har nu en medicinsk løsning i den vestlige verden. Vi vasker hænder og rejser igen. Men helst i Europa. Aktiemarkederne med alle vores pensioner reagerer allergisk, når sygdommen igen bluser op i Bangladesh eller Somalia. Over hele verden kæmper millioner af arbejdsløse for at få deres liv tilbage. Vi evaluerer fase et og overvejer, om ikke vi næste gang skal bede pandemiske og økonomiske eksperter lede operationen sammen. Og uden så mange politiske pressemøder. 

Frygten bliver sjældnere

Og så på et tidspunkt kommer fase tre. Corona er nu noget, man i hele verden vaccinerer imod. Coronasyge får medicin og bliver raske igen. På det tidspunkt er vi stort set videre, og de unge husker knap, da vi var sammen hver for sig.

Vanerne har ændret sig lidt. Detailhandelen får fremrykkede bank af internettet, og vi erstatter i højere grad morgenflyveren til Stockholm med et virtuelt møde. Men de store ændringer udebliver. Det bliver heller ikke i denne omgang startskuddet til en ny verdensorden med mindre forbrug, mere sammenhold og klimaet helt i centrum. Nærmest tværtimod. De slunkne statskasser tigger efter vækst og velstand, og vælgerne opfordres til at købe løs.

Kun når der kommer en gul bjælke i ny og næ: ”Mulig ny virus i Kina”, mærker vi, at maven trækker sig kortvarigt sammen, og vi lægger dankortet væk. Men det bliver sjældnere og sjældnere. Vi er 97 procent tilbage.