Steffen Hjaltelin: Alt bliver som før ... næsten

VERDEN EFTER CORONA: Vi bliver i en årrække lidt mere bekymrede. Men de store varige forandringer udebliver. Der kommer heller ikke denne gang en ny verdensorden med mindre forbrug og mere sammenhold.

Verden efter corona

Mandag Morgen har bedt en stribe af landets førende ledere, forskere og tænkere om deres bud på hvilke blivende forandringer, coronakrisen vil føre med sig.

Relaterede indlæg i serien:

Stine Johansen: Der findes kun én supermagt i verden: Jorden

Peter Skov-Jakobsen: Korsvejen gør os klogere

Michael Bang Petersen: Centrifugalkraften, der flår det moderne samfund i stykker

Anne-Marie Søndergaard Christensen: Noget af det mest håbefulde, jeg har oplevet

Se alle indlæg i serien her.

Steffen Hjaltelin

Grundlægger af det succesrige reklamebureau Hjaltelin Stahl, der fem år i træk er kåret til Danmarks bedste bureau i den årlige MyImage-analyse.

Han er bagmanden bag Venstres valgkampagner i 15 år indtil sidste år, hvor Hjaltelin Stahl blev en del af Accenture.

Medlem af bestyrelsen i blandt andet Cepos og den danske miljøorganisation Plastic Change.

Af Steffen Hjaltelin
Grundlægger af Hjaltelin Stahl

”Intet bliver anderledes.”

Sådan svarede en af mine venner, da jeg stillede ham spørgsmålet fra Mandag Morgen om de blivende forandringer, coronakrisen vil føre med sig.

”Vi tror altid, at alting forandres, og det gør det aldrig. Ikke for alvor og ikke særlig længe. Mennesker er mennesker. Vores behov er velkendte og svære at holde nede.”

Jeg er ikke helt enig med min ven.

Jeg tror, at vi i en årrække bliver tre procent mere bekymrede. Det lyder af lidt, men tre procent kan gøre en forskel. Det kan være forskellen på vækst og recession, og dermed om der er råd til kræftpakke 7 eller ej.

Vi kender det fra terror. Selv om ganske få mennesker i virkeligheden mister livet, lurer bekymringen stadig lige under overfladen snart 20 år efter 9/11. Og kommer der et angreb, som dræber en, fem eller 50 ét sted i Europa, stivner vi alle igen. Aktierne falder, og vi bliver bange for at rejse til Nice.

Lige nu kan man sige, at vi er i coronabekymringens fase et. Vi er bange for at blive smittet. Vi ved, at sygdommen er dødelig for få og pokkers ubehagelig for mange flere. Privatansatte er bange for at miste deres livsgrundlag. Særligt fordi de mærker, at det ikke optager statsministeren sådan for alvor. Liberale bliver mindet om, hvor højt de elsker frihed, og socialister bliver mindet om, hvor højt de elsker staten. Vi deler os efter anskuelse og holder afstand.

Fase to bliver lidt bedre. Vi har nu en medicinsk løsning i den vestlige verden. Vi vasker hænder og rejser igen. Men helst i Europa. Aktiemarkederne med alle vores pensioner reagerer allergisk, når sygdommen igen bluser op i Bangladesh eller Somalia. Over hele verden kæmper millioner af arbejdsløse for at få deres liv tilbage. Vi evaluerer fase et og overvejer, om ikke vi næste gang skal bede pandemiske og økonomiske eksperter lede operationen sammen. Og uden så mange politiske pressemøder. 

Frygten bliver sjældnere

Og så på et tidspunkt kommer fase tre. Corona er nu noget, man i hele verden vaccinerer imod. Coronasyge får medicin og bliver raske igen. På det tidspunkt er vi stort set videre, og de unge husker knap, da vi var sammen hver for sig.

Vanerne har ændret sig lidt. Detailhandelen får fremrykkede bank af internettet, og vi erstatter i højere grad morgenflyveren til Stockholm med et virtuelt møde. Men de store ændringer udebliver. Det bliver heller ikke i denne omgang startskuddet til en ny verdensorden med mindre forbrug, mere sammenhold og klimaet helt i centrum. Nærmest tværtimod. De slunkne statskasser tigger efter vækst og velstand, og vælgerne opfordres til at købe løs.

Kun når der kommer en gul bjælke i ny og næ: ”Mulig ny virus i Kina”, mærker vi, at maven trækker sig kortvarigt sammen, og vi lægger dankortet væk. Men det bliver sjældnere og sjældnere. Vi er 97 procent tilbage.

Omtalte personer

Steffen Hjaltelin

Reklamedirektør, Accenture (Hjaltelin, Stahl & Co), grundlægger, Hjaltelin Stahl (del af Accenture Interactive), bestyrelsesformand, Plastic Change, bestyrelsesmedlem, Cepos
cand.merc.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu