Flygtningepolitik har altid været en balance mellem to hensyn: humanitær beskyttelse af det enkelte individ og nationers ret til at bestemme hvem og hvor mange, man vil lukke ind i det nationale fællesskab.

I Danmark har den balance rykket sig, efterhånden som flygtningetrykket voksede op gennem 00’erne og 10’erne. Dilemmaet har afgjort flere valg end noget andet politisk spørgsmål. Men siden valget i 2019 har der været bemærkelsesværdigt ro på den front. Et bredt flertal er enige om, at der skal styr på indvandringen. Man kan ikke redde alle.

Begrebet ’humanitært ophold’ − en tidligere flittigt brugt kattelem for skiftende ministre med ubehagelige enkeltsager − er stort set afskaffet. Og der er bred enighed om at tolke konventionerne sådan, at en flygtning skal være personligt forfulgt i hjemlandet for at kunne få asyl i Danmark. Kun undtagelsesvis tager vi imod mennesker alene fordi, der er krig i deres land.

Sådan en undtagelse gjorde vi i 2015, da syrerne nåede den jyske motorvej i deres flugt fra det dobbelte krigshelvede mellem Assads folkemord og Islamisk Stat. Krigsflygtningene kunne ikke vendes om ved grænsen. Men den opholdstilladelse, Folketinget besluttede at give dem, var midlertidig og gælder stadig kun, indtil forholdene har bedret sig i Syrien. Og nu har forholdende bedret sig omkring Damaskus, mener de danske myndigheder.

DEN 16. og 17. FEBRUAR vandt Udlændingestyrelsen tre vigtige prøvesager, der kan skabe præcedens for kommende hjemsendelser til stor-Damaskus. Med afgørelserne mister tre syriske flygtninge deres opholdstilladelser: En fraskilt syrisk mor med fire børn. En 48-årig far med kone og tre børn. Og en enlig, kvindelig sosu-hjælper med forældre og søskende i Danmark.

I vægtningen mellem ”et væsentligt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv” og ”den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol” faldt afgørelsen ud til immigrationskontrollens side. Der lægges ikke vægt på, om familien taler dansk, de voksne er i arbejde eller børnene er integreret i Danmark.

I den kommende tid vil en del af de 13.000 syriske statsborgere, der fik opholdstilladelse dengang, derfor miste den igen. Blandt dem et stort antal børn, der er vokset op og har gået i skole i Danmark de seneste seks år.

I bemærkningerne til særloven fra 2015 står der udtrykkeligt, at hjemsendelser kan ske ”uanset at forholdene − trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige” i hjemlandet. Så afgørelserne er helt i pagt med særlovens ånd.

BASHAR AL-ASSADS SYRIEN er ikke et sted, nogen af os ville ønske for vores børn at vokse op i. Mange af de syriske børn vil næppe kunne huske forældrenes hjemland som andet end et krigsmareridt. Derfor er det let at forstå, at de færreste syriske familier frivilligt vender tilbage.

Jeppe Kofoed har slået fast, at Danmark ikke forhandler med Assad-regimet om tvangsudsendelse af flygtninge. Derfor kan de syriske familier ikke tvinges ud. Men som ’motivationsfremmende foranstaltning’ kan de tvinges til at forlade det liv, de har bygget op her, og flytte på et udrejsecenter på ubestemt tid. Det kan meget vel blive skæbnen for mange syriske børn, der lever almindelige liv rundt om i Danmark i dag.  

BALANCEN mellem immigrationskontrol og humanitære hensyn sættes allermest på spidsen, når børn kommer i klemme. For mange danskere føles det for umenneskeligt, ubarmhjertigt – og udansk om man vil – når børn straffes for voksnes gerninger. Derfor argumenterer også liberale stemmer som Søren Pind og Alex Vanopslagh for, at danske børn i de syriske lejre skal hjem til Danmark, uanset deres mødres brøde. Og derfor kan roen på udlændingepolitikken blive udfordret af et nyt dilemma:

Skal vi holde fast i, at syriske familier, der har slået rod her siden 2015, skal rejse tilbage? Og skal de, der ikke frivilligt rejser, forlade deres arbejdspladser, skoler og hjem for at leve passive liv på udrejsecentre på ubestemt tid?

Mathias Tesfaye sagde, da han trådte til som udlændinge- og integrationsminister, at hans mål var at skabe ro på området. Det er stort set lykkedes. I hvert fald indtil den aktuelle sag om børnene i de syriske lejre, der lige nu giver Jeppe Kofoed så store problemer.

SPØRGSMÅLET ER, hvordan vælgerne vil reagere, når Tesfayes nye Hjemsendelsesstyrelse skal effektuere udsendelser eller internering i udrejsecentre. Modsat asylsøgere der står uden et dansk netværk, har 43 procent af de syriske flygtninge kolleger på danske arbejdspladser. Deres børn taler dansk, og de har danske skolekammerater og venner i fodboldklubben.

Næste gang, uroen breder sig på udlændingeområdet, kan blive, når disse syriske familier får frataget deres opholdstilladelser i stor skala. Børn, der lever udsigtsløse liv i udrejsecentre i årevis, er stadig for hård kost for de fleste vælgere.