I den ene ende af skalaen står de, der tror på, at en eksplosiv grøn omstilling skal redde verden fra klimakatastrofen. I den modsatte ende står degrowth-bevægelsen med sin appel om at trække i bremsen med et forbrugsstop.

Begge positioner mangler evidens. Og begge er lige urealistiske.

Sådan lyder dommen fra forfatterne bag rapporten ’Samfundsmæssigt velbefindende inden for planetære grænser’, som er bestilt af den tyske miljøstyrelse og Ministeriet for Miljø, Naturbeskyttelse og Nuklear Sikkerhed. I rapporten undersøger en forskergruppe begge yderpositioner på skalaen, og det har for første gang fået postvækstargumenterne ind i den etablerede politiske tyske debat.  

”Vi udvalgte netop de to positioner, da de er to helt uforenelige ekstremer,” siger Ulrich Petschow, der er økonom ved det alternative Institut für ökologische Wirtschaftsforschung, som i samarbejde med det etablerede RWI Leibniz-Institut für Wirtschaftsforschung og Institut für Klima, Umwelt und Energie med rapporten forsøger at kvalificere debatten om degrowth, green growth og positionerne derimellem såsom postvækst, a-growth, green economy og steady-state economy.

Analysen konkluderer, at de to yderpositioner i den økonomiske del af klimadebatten bygger på kerneantagelser, som ikke i tilstrækkeligt omfang kan begrundes videnskabeligt, og derfor bør man ifølge rapportens forfattere ikke bruge positionerne strategisk på det miljøpolitiske område.

Udgangspunktet er klart: Med de nuværende livs- og produktionsformer griber de nulevende generationer så grundlæggende ind i de forskellige økosystemer, at man frygter dramatiske og irreversible ulemper for kommende generationer. CO2-udledningen er én faktor, indgreb i økosystemer, som er livsnødvendige for både mennesker og dyr, er en anden. Hovedansvaret ligger på de tidligt industrialiserede nationer, det vil sige den vestlige verden. Så meget er der enighed om.

Degrowth-positionen

Men degrowth-fortalerne, der typisk kommer fra alternative miljøer, argumenterer med, at det ikke er muligt at afkoble ressourceforbruget fra økonomisk vækst, fordi øget vækst altid vil kræve ressourcer, der får CO2-udledningeerne til at vokse, og at man derfor ikke vil kunne nå klimamålene medmindre væksten reduceres.

Den effekt forstærkes af den så kaldte rebound-effekt, der går ud på, at teknologiske fremskridt, der effektiviserer udvindingen og produktionen af ressourcerne, vil føre til et prisfald, der igen vil øge efterspørgslen. Det vil sige, at man ikke har vundet noget ved energieffektiviteten.

Degrowth-fortalerne mener desuden, at menneskers sociale velbefindende ikke hænger sammen med økonomisk vækst, og at man sagtens vil kunne få et mindre BNP og samtidig øge befolkningens velbefindende.

Green growth-positionen

Green growth-tilhængerne mener, at vækst er en forudsætning for at nå klimamålene. De kommer typisk fra det etablerede politiske system, erhvervslivet og fra organisationer som OECD og anerkender, at de planetære grænser er en udfordring, men at det ikke står i modsætning til vækst.

Set fra denne side af den økonomiske klimakamp hænger et øget BNP ikke nødvendigvis sammen med et øget ressourceforbrug. I stedet ville man kunne bruge den grønne vækst for at nå klimamålene.

Et højt BNP hænger til gengæld tæt sammen med befolkningens sociale velbefindende, og et faldende BNP vil få negative konsekvenser for borgernes liv og helbred, mener tilhængerne af green growth.

Den tredje vej: postvækstpositionen

”Vi er kommet frem til, at ingen af positionerne er holdbare. Degrowth kan ikke videnskabeligt argumentere tilstrækkeligt for, at det ikke vil gå, mens green growth ikke kan argumentere for, at det vil,” siger Ulrich Petschow.

Den tyske forskergruppe mener, at den polariserede debat mellem de to positioner kan virke direkte kontraproduktiv, netop fordi de udelukker hinanden. Dermed bliver det umuligt at bruge de gavnlige elementer, der kan være i hver af de to skoler.

”Derfor har vi undersøgt mellempositionerne, der hverken satser på en absolut vækst eller stiler mod en absolut opbremsning,” forklarer Petschow.

Arbejdsgruppen taler om en tredje position, som de kalder postvækstpositionen. Den har ifølge forskerne potentiale til at skabe en ny konsensus i debatten, fordi den kan bruge dele fra de forskellige lejre.

”Vi forsøgte at finde frem til et udgangspunkt, hvor det realpolitisk faktisk bliver muligt,” siger Ulrich Petschow og nævner som eksempel scenarier, hvor vigtige samfundsmæssige systemer som social sikring bliver uafhængig af vækst.

”Så man på visse områder kan skabe en ikkevækstpolitik, mens man på andre bibeholder tanken om vækst,” siger Ulrich Petschow og understreger, at postvækstpositionen hverken opererer med et øget BNP, hvilket green growth-tilhængerne ser som en uundgåelig konsekvens, eller med at det bliver mindre, som degrowth-økonomer ser som en forudsætning.  

”Postvækstscenariet opererer med begge muligheder. Det er muligt, at BNP stiger, det er også muligt, at det går væsentligt ned,” som der står i rapporten. 

Heller ikke borgernes sociale velbefindende kobler postvækstpositionen sammen med BNP.

Nu er diskussionen i gang

Den sammensatte forskergruppe forblev uenige om, hvilke vækstdrivere man skulle bruge, samtidig med at man stiler efter at afkoble BNP fra ressourceforbruget.

Mens Ulrich Petschow og kollegerne fra Institut für ökologische Wirtschaftsforschung argumenterede for en begrænsning af væksten på visse områder kombineret med klimaskatter og CO2-kvoter, mente forskerne fra RWI, at det var for tidligt at bruge begrænset vækst som redskab. I stedet kom de frem til en øget brug af klimaskatter og kvoter alene for at styre dynamikkerne.

Det er den diskussion, der kommer til at brede sig til resten af samfundet, efterhånden som yderpositionernes argumenter smitter af på den almindelige politiske debat om løsningen af klimakrisen, mener Petschow.

”Vi har forsøgt at få dette spændingsfelt ind i den politiske diskussion for at finde ud af, hvilke reelle politiske handlemuligheder der er.”