Anne-Marie Søndergaard Christensen: Noget af det mest håbefulde, jeg har oplevet

VERDEN EFTER CORONA: Coronakrisen vil forsvinde. Men bag den lurer nye og endnu større kriser. Vi får brug for den indsigt, vi har fået med den aktuelle krise, mener etikforsker Anne-Marie Søndergaard Christensen.

Placeholder image

Verden efter corona

Mandag Morgen har bedt en stribe af landets førende ledere, forskere og tænkere om deres bud på hvilke blivende forandringer, coronakrisen vil føre med sig.

Relaterede indlæg i serien:

Stine Johansen: Der findes kun én supermagt i verden: Jorden

Peter Skov-Jakobsen: Korsvejen gør os klogere

Michael Bang Petersen: Centrifugalkraften, der flår det moderne samfund i stykker

Steffen Hjaltelin: Alt bliver som før ... næsten

Se alle indlæg i serien her.

Anne-Marie Søndergaard Christensen

Dr.phil., ph.d., cand.mag., cand.phil. og lektor i filosofi på Syddansk Universitet.

Forsker i etik generelt, herunder også professionsetik og andre emner inden for anvendt etik, velfærd og det gode liv samt de etiske aspekter ved brug af kunstig intelligens i sundhedsvæsenet.

Af Anne-Marie Søndergaard Christensen
Lektor i filosofi på Syddansk Universitet

”Vi skal, måske for altid, vænne os til at omgå hinanden på nye måder.”

Citatet stammer fra statsminister Mette Fredriksens tale ved genåbningen af Danmark. Det er i en forstand rigtigt og i en anden ganske forkert.

For at tage det sidste først. Vi vil også efter krisen kysse vores børn og vores kærester, tale, spise, danse, le og græde sammen. Ganske som før. Og på et tidspunkt vil vi igen også gøre det i store forsamlinger. I den forstand har mennesket en fast form – en livsform. Det ændrer coronakrisen ikke på.

I en anden forstand – som nok ikke var den, statsministeren tænkte på – finder jeg det rigtigt, at vi fra nu af bliver nødt til at omgås på nye måder, fordi krisen har mindet os om træk ved vores livsform og vores betingelser, som vi ellers arbejder hårdt for at fortrænge.

Erfaringen fra coronakrisen er karakteriseret af et besynderligt modsætningsforhold mellem det nære liv, som i mange henseender er fortsat, ganske som det plejer, og så de enorme omvæltninger, som virussen har forårsaget nationalt og globalt.

Covid-19 minder os om et menneskeligt grundvilkår, som også træder frem i sorgen over tabet af en elsket:

Mennesket er sårbart

Mennesket begynder og slutter sit liv sårbart og afhængigt af andre, og selv om det mellem de to yderpunkter kan fremstå anderledes, er det stadig udsat for ydre kræfter som tsunamier, epidemier, forfølgelse og for at miste sit livsgrundlag, sine værdier, sine kære, sit liv. Det er det, covid-19 minder os om. Men krisen minder os også om, at denne sårbarhed er knyttet til vores grundlæggende afhængighed af andre mennesker:

Mennesket er afhængigt

Vi er udleveret til hinanden, fordi vores liv kun kan lykkes, hvis den anden tager vare på os, ikke nyser på os, holder afstand. Vi søger at afbøde vores sårbarhed og afhængighed ved at omskabe vores betingelser. Det er også grundlæggende. Mennesket er kendetegnet ved ikke at have et allerede givet miljø, som det må tilpasse sig. I stedet etablerer vi selv vores omverden; vi bygger borde, toiletter, huse og sygehuse osv.:

Mennesket er omverdensskabende

Når vores omverden er vores egen konstruktion, er den også vores eget ansvar. Vi kan have dette ansvar, fordi vi er kendetegnet ved evnen til at skabe noget nyt. Det gælder individuelt, men det gælder også kollektivt. Mennesket er essentielt politisk, fordi vi i fællesskab er nødt til at etablere betingelserne for vores sameksistens, vores samfund:

Mennesket er politisk

Og en gang imellem er vi nødt til at omskabe disse betingelser. Noget af det mest slående ved de seneste par uger er denne omskabelse i fællesskab. Der har selvfølgelig været et politisk lederskab, som har udstukket retningslinjer – som vi løbende har diskuteret og vil diskutere. Men et politisk fællesskab er meget mere end disse retningslinjer, det er også vores fælles etablering af en ny form for samfund, vores evne til at sætte helt grundlæggende, næsten livsnødvendige former for socialt samvær på standby og udvikle nye måder at arbejde på, studere på, mødes på. Og at skabe dette nye i fællesskab:

Mennesket kan skabe nyt i fællesskab

Det er noget af det mest håbefulde, jeg har oplevet, måske nogensinde. Ikke det samfund, vi sammen har skabt under coronakrisen, fordi det er et mangelsamfund, en reaktion på en ydre trussel. Men at vi sammen har kunnet skabe et nyt samfund. Ikke fordi vores politiske ledelse har sagt, at vi skulle, men fordi vi alle sammen kunne se pointen og sammen har lagt skaberkraft i det.

Jeg håber, at dette er den blivende forandring, som kommer af coronakrisen: At vi er kommet i tanke om, at vi sammen kan omskabe betingelserne for vores fællesskab.

Den indsigt får vi brug for. Coronakrisen vil forsvinde. Men bag den lurer den endnu større klimakrise, som i endnu højere grad kræver, at vi tænker nyt og sammen omskaber rammerne om vores livsform – og omskaber den på en måde, så selve betingelsen for denne livsform ikke forsvinder.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail
Tilmeld dig nyhedsbrevet nu
Ved at tilmelde dig Mandag Morgens nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser