EU-Kommissionen er under så hårdt pres fra den magtfulde tysk-russiske gaslobby, at Kommissionen med konkurrencekommissær Margrethe Vestager og vicepræsident Maros Sefcovic i front reelt tjener det Kreml-styrede Gazproms interesser. Dermed svigter Kommissionen sin rolle som EU-traktatens vogter og medvirker til, at europæisk lovgivning ikke finder anvendelse i forbindelse med den strategisk vigtige gasrørledning Nord Stream 2, der splitter EU’s medlemslande.

Denne skarpe kritik kommer fra to førende eksperter i europæisk konkurrence-ret og strategisk energipolitik. Sijbren de Jong underviser i geoøkonomi ved Leiden-universitetet i Haag og er strategisk analytiker ved The Hague Centre for Strategic Studies, mens Alan Riley er juraprofessor ved City University of London og en af Europas førende eksperter i konkurrence-ret.

Sagen handler i sin kerne om, hvorvidt europæiske myndigheder bruger eksisterende europæisk lovgivning til at forhindre Gazprom i at misbruge sin dominerende stilling på det europæiske gasmarked til både økonomisk og politisk afpresning.

Ifølge Sijbren de Jong giver det ingen mening at tale om, at Nord Stream er et rent forretningsmæssigt anliggende, og at EU-retten ikke bør finde anvendelse.

”Projektet tjener strategiske russiske statsinteresser og har store politiske og økonomiske konsekvenser i en række EU-lande, ligesom det undergraver EU-Kommissionens prestigeprojekt, Energiunionen. Derfor bør der træffes en europæisk beslutning om projektet,” siger de Jong, der mener, at en fælleseuropæisk og dermed mere Rusland-kritisk håndtering af sagen blokeres af ledende socialdemokrater i den tyske regering.

”Gashandlen med Rusland ligger dybt i de tyske socialdemokrater. Willy Brandts ’Ostpolitik’ handlede om naturgas. I dag er det udenrigsminister Sigmar Gabriel og den nyvalgte præsident Frank-Walter Steinmeier, der forsvarer gashandlen,” siger de Jong.

Danmarks og en række andre EU-landes regeringer deler den hollandske eksperts opfattelse af, at sagen bør være et fælles europæisk anliggende. Det har energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) for nylig sammen med sin svenske kollega skrevet i et brev til EU-Kommissionen.

Juraprofessor Alan Riley mener, at EU-Kommissionen er i færd med at gennemføre en såkaldt ’Potemkin-liberalisering’ af de europæiske gasmarkeder. Efter Rileys opfattelse giver EU-Kommissionen nemlig indtryk af, at man arbejder på at liberalisere markederne, mens man i realiteten gør det modsatte. Derfor er det hans pointe, at man skal se sagen om Nord Stream 2 i sammenhæng med EU-Kommissionens store konkurrencesag mod Gazprom, der tog sin begyndelse i 2012, og i sammenhæng med en mindre men principiel sag om den såkaldte OPAL-rørledning, der forlænger Nord Stream fra Nordtyskland over land til Tjekkiets grænse i det centrale Europa.

”EU-Kommissionen svigter sin opgave som EU-traktatens vogter og styrker reelt Gazproms position,” sagde Riley ved en høring om Nord Stream i den Bruxelles-baserede tænketank Bruegel.

Riley deltog, fordi han på vegne af en anden Bruxelles-tænketank, CEPS, har udarbejdet en skarp juridisk og politisk analyse på 30 sider om projektet. Rileys konklusion er, at Nord Stream 2 har central politisk betydning for hele Europa, og at EU’s fælles energilovgivning bør finde anvendelse, når statslige og europæiske myndigheder behandler sagen. Indtil videre har Tysklands regering imidlertid fastholdt, at projektet er rent kommercielt – og altså ikke politisk.

EU-Kommissionen forhandler på sin side videre med Gazprom om den store konkurrencesag fra 2012, hvor der er heftige spekulationer om, at konkurrencekommissær Margrethe Vestager er ved at lande et kompromis, der sikrer, at den russiske gasgigant uden nævneværdige forhindringer kan fortsætte sine milliardforretninger i EU, hvor man i 2016 øgede sin markedsandel fra 31 til 34 pct. I alt leverede Gazprom 179,3 mia. kubikmeter gas til Europa, hvoraf Tyskland er klart den største kunde, med Italien, Storbritannien, Frankrig og Polen på de næste pladser.

Danmark vil ikke stå alene

Lige nu er status på Nord Stream-projektet, at Gazprom arbejder videre med en fordobling af kapaciteten i Nord Stream 1-rørledningen, der blev indviet i november 2011. Nord Stream 2 består af to store gasrør, der ligger ved siden af de to rør i Nord Stream 1, som løber fra det vestlige Rusland i regionen omkring Sankt Petersborg til Greifswald på den nordtyske Østersøkyst. Projektet har en anslået pris på godt 10 mia. kr., som Gazprom selv skal finansiere som følge af, at en række vesteuropæiske projektpartnere i 2016 trak sig, efter at de polske konkurrencemyndigheder varslede indgreb i projektet.

Rørledningen går gennem dansk territorialfarvand ved Bornholm, og der er på Christiansborg bred enighed om, at projektet har så vide sikkerhedspolitiske implikationer, at EU-landene bør danne sig en fælles holdning til det. Sådan var det ikke i 2009, hvor sagen herhjemme blevet behandlet som et rent administrativt anliggende, selv om der i relation til Energistyrelsens myndighedsgodkendelse foregik en række opsigtsvækkende politiske og erhvervsmæssige manøvrer med personlig involvering af Ruslands præsident, Vladimir Putin, statsminister Lars Løkke Rasmussen og topfolk i såvel Mærsk som Dong Energy. En af topfolkene fra Dong Energy, Kurt Bligaard Pedersen, er i øvrigt i dag ansat i Gazprom i Storbritannien.

Nu er den danske regerings ubehag ved sagen efterhånden så stort, at man er gået sammen med den svenske regering om en indtrængende appel til EU-Kommissionen om at lave en grundig redegørelse for sagens konsekvenser for EU-rettens status på energiområdet og for udviklingen af EU’s Energiunion.

I brevet fra den 25. januar i år understreger Lars Chr. Lilleholt og hans svenske kollega, Ibrahim Baylan, der er minister for politisk koordinering og energi, at Danmarks og Sveriges statsministre ved topmøder i både 2015 og 2016 har bedt EU-Kommissionen om en sådan redegørelse. Ministrene citerer fra topmødeerklæringen fra 2015, hvor der står, at “enhver ny infrastruktur bør være i fuld overensstemmelse med Den Tredje Energipakke og anden relevant EU-lovgivning, såvel som med Energiunionens målsætninger”.

EU’s såkaldte tredje energipakke blev vedtaget i sommeren 2009 og trådte i kraft i september samme år. Lovpakken skal blandt andet sikre en såkaldt ’unbundling’ af energileverancer, sådan at eksempelvis en gasproducent som Gazprom ikke samtidig kan monopolisere brugen af en rørledning som f.eks. Nord Stream. Disse regler blev ikke fulgt i forbindelse med tilladelserne til Nord Stream 1, men det er ifølge den britiske juraprofessor Alan Riley ikke nogen undskyldning for, at de ikke skal følges i forbindelse med Nord Stream 2.

Den danske og den svenske minister pointerer i brevet, at sagen haster, fordi svenske myndigheder allerede har modtaget ansøgningen fra Nord Stream-selskabet, mens det ventes, at ansøgningen til de danske myndigheder vil indløbe snarest.

Den danske og svenske regerings optræden i forbindelse med Nord Stream 2 står i skarp kontrast til den procedure, man fulgte i de to lande i forbindelse med godkendelsen af Nord Stream 1. En væsentlig del af forklaringen herpå er, at det politiske forhold mellem EU og Rusland i 2009 var væsentlig mere konstruktivt og samarbejdsorienteret, end det er i dag, hvor Ukraine-krisen fortsat forpester forholdet mellem parterne.

EU-domstol tænder håb

Mens regeringerne i København og Stockholm forsøger sig med politisk pres på Kommissionen, er Polens regering og dets statslige energiselskab gået til EU-Domstolen i Luxembourg med en lodret klage om EU-Kommissionens håndtering af konkurrencereglerne på det europæiske gasmarked.

Klagen handler om de forbedrede vilkår for Gazprom, som Kommissionen i en beslutning fra den 28. oktober sidste år bevilgede gasselskabet i relation til brugen af OPAL-rørledningen fra Nordtyskland til Tjekkiet. Polens regering og energiselskabet PGNiG har gjort gældende, at Kommissionens beslutning er et brud på reglerne i EU’s indre marked, og at den styrker den i forvejen dominerende spiller på det europæiske gasmarked, Gazprom. PGNiG’s kommunikationsafdeling skriver således i en mail til Mandag Morgen:

”Konsekvenserne af EU’s beslutning om at udvide Gazproms adgang til OPAL-rørledningen vil være en alvorlig negativ indvirkning på sikkerheden af og stabiliteten i gasforsyninger til Polen og på konkurrencesituationen i EU’s indre marked.”

Polakkerne indbragte klagen tidligt i december sidste år, og dagen før juleaften traf EU-Domstolen beslutning om, at de polske indvendinger er begrundede og så alvorlige, at de skal have opsættende virkning i forhold til Kommissionens beslutning. EU-retten finder det ifølge afgørelsen godtgjort, at klagerne vil kunne lide ”afgørende og uoprettelig skade”, hvis Gazprom får adgang til at bruge en større del af kapaciteten i OPAL.

Domstolen har nu udbedt sig yderligere oplysninger fra såvel klagerne som fra EU-Kommissionen, hvorefter man vil afgøre, om Kommissionens beslutning skal forblive suspenderet i løbet af de 18 til 24 måneder, som behandlingen af sagen ventes at tage – eller om suspensionen skal ophæves, mens sagen behandles.

PGNiG oplyser endvidere, at retten i Düsseldorf i Tyskland den 30. december traf en lignende beslutning i sagen, der på nationalt plan i Tyskland håndteres af Bundesnetzagentur, der er landets føderale energinetværksmyndighed. Og dette, pointerer polakkerne, viser, at deres klage er rimelig og velfunderet.

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager ønsker ikke at udtale sig om OPAL-beslutningen og henviser i stedet til, at beslutningen er truffet af Kommissionens vicepræsident, Maros Sefcovic, der har det overordnede ansvar for EU’s Energiunion og altså tilsyneladende også de konkurrencemæssige perspektiver.

Men den danske kommissær vil gerne kommentere Kommissionens overordnede tilgang til Gazprom, og hun afviser, at man på nogen måde skulle please det russiske gasselskab.

"Vores mål med Europas energipolitik er at sikre forsyningssikkerhed og konkurrencedygtige priser. Det gør vi ved at bygge et egentligt indre marked – også for gas. Der er stadig meget gas, der sælges på langtidskontrakter, men stadig mere gas sælges på markedet med priser, der bestemmes af udbud og efterspørgsel. Og når gassen kan flyde frit fra mange kilder og til alle hjørner af vores fællesskab, er det sværere at dominere et marked. Vores konkurrencesag mod Gazprom ligger fint i forlængelse af dette. Gazprom er velkommen til at gøre forretninger i EU, men de skal overholde reglerne som alle andre,” siger Vestager.

Det har ikke været muligt for Mandag Morgen at få en kommentar fra Sefcovic, der er slovakisk socialdemokrat, tidligere ambassadør og EU-kommissær siden 2009. Kommissæren har over for webmediet EurActiv forklaret, at sagen er meget kompliceret, og at beslutningen i oktober 2016 ikke var let at træffe.

”Vi er et fællesskab baseret på love. Det tog os lang tid at studere alle de juridiske aspekter. Vi har tillid til, at vores beslutning vil blive opretholdt af domstolen,” sagde Sefcovic til EurActiv den 30. januar i år.

Ifølge Sijbren de Jong fra The Hague Centre for Strategic Studies vil Rusland øge den geostrategiske magt, der ligger i de store gasleverancer til Europa, hvis man får medhold i sagerne om OPAL og Nord Stream 2.

”Russerne er ude på at skabe en lock-in-situation,” siger han med henvisning til, at tunge infrastrukturinvesteringer så at sige ’låser’ energiforbrugerne til den form for energi, som transporteres via infrastrukturer – i dette tilfælde gasrørledningerne.

Juraprofessor Alan Riley siger for sin del, at en realisering af Nord Stream 2 efter hans opfattelse vil få betydelige politiske skadevirkninger i EU.

”I en række lande vil man have den opfattelse, at EU-lovgivningen tilsyneladende er noget, der finder anvendelse i lande som Bulgarien, mens det samme ikke gør sig gældende, når sagerne vedrører tyske interesser,” sagde Riley ved Nord Stream-konferencen i Bruxelles i sidste uge.