EU-landenes ambassadører bør blive væk, når Donald Trump på fredag indsættes som USA’s 45. præsident i Washington.

Det vil være et dramatisk, men rimeligt, diplomatisk skridt, efter at Trump i interviews med den britiske avis The Times og tyske Bild har rettet en række uhørte angreb mod EU som institution og mod Tyskland som EU’s førende nation.

Her lovpriser den tiltrædende amerikanske præsident den britiske beslutning om at forlade EU og forudser, at flere lande vil følge efter. Trump siger videre, at EU er ’et instrument for Tyskland’ – underforstået, at Tyskland med kansler Angela Merkel i spidsen skulle misbruge landets økonomiske og politiske styrke til at dominere resten af EU.

Dette er en direkte hån mod selve Tysklands politiske system, der ned i alle detaljer er bygget på den filosofi, at Tyskland netop har et ansvar for, at den politiske integration i Europa forhindrer, at Tyskland som nation gentager vanviddet fra perioden 1933-45.

Trumps anti-EU demagogi når et højdepunkt i en passage, hvor han kæder det britiske flertal for at træde ud af EU ved folkeafstemningen den 23. juni 2016 sammen med Angela Merkels håndtering af flygtningkrisen i 2015.

"Folk og lande vil gerne have deres egen identitet og Storbritannien ville have sin egen identitet, og jeg tror, at hvis de (EU-landene, red.) ikke var blevet tvunget til at tage alle disse flygtninge ind, med alle de problemer det medfører, tror jeg, at I ikke ville have Brexit. Det kunne sandsynligvis have virket, men dette var dråben, der fik bægeret til at flyde over… Jeg tror, at folk ønsker deres egen identitet, så hvis du spørger mig, tror jeg, at andre (EU-lande. red.) vil træde ud,” siger Trump i interviewet med The Times.

Storbritannien med dets 64 millioner indbyggere modtog i 2015 godt 38.000 asylansøgninger. Til sammenligning modtog Danmark med 5,6 milioner indbyggere samme år cirka 21.000 asylansøgninger.

Når Trump kæder Brexit og flygtningekrisen sammen på denne måde, viderebringer han fuldstændig ukritisk det narrativ, som populister over hele Europa lever af. Hvis ikke EU-landenes traditionelle regeringsbærende partier vinder kampen mod netop disse populister, er EU, som vi kender det i dag, truet på eksistensen.

Donalds Trumps udfald er historieløse og i værste fald dybt skadelige for sammenholdet i det EU, som under præsident Barack Obama har kunnet regne med loyal støtte fra den amerikanske ledelse i Washington. Trumps udtalelser markerer en regulær politisk krigserklæring, som EU-landene bør svare klart og tydeligt på.

Svaret kunne passende være at lade ambassadørerne blive væk fra indsættelsesceremonien i Washington, selvom man næppe skal gøre sig illusioner om, at der i EU-kredsen vil være enighed om et sådant skridt. Man kan sagtens forestille sig, at regeringerne i Warszawa og Budapest vil finde stor tilfredsstillelse i at gå solo og deltage i fejringen af Trumps indtog i Det Hvide Hus.

Ikke desto mindre bør alle ansvarlige regeringer i EU forstå, at man ikke bare kan lade Donald Trumps uhyrligheder stå uimodsagte. Det er ikke sandheden, at EU er ved at falde fra hinanden. Det er ikke sandheden, at Tyskland bruger EU til at pleje egne nationale interesser. Tværtimod er sandheden, at EU gennem årtier har været en fantastisk succeshistorie, der har spredt velstand, demokrati, retssikkerhed og mange andre fordele blandt de nationer, der af egen drift har søgt om optagelse i først Det Europæiske Fællesskab og siden Den Europæiske Union.

Som borgere i Europa har vi ganske enkelt krav på, at vore regeringer nu tager bladet fra munden og siger fra over for demagogen i Washington. Hvis ikke de gør det, vil den logiske konsekvens være, at europæerne mister troen på EU.

Udover det rent politiske indhold er de to interviews i Bild og særligt The Times også særdeles tvivlsomme ud fra en journalistisk og mediemæssig vurdering. I kredsen omkring Trump er man i sagens natur ikke uvidende om, at Michael Gove som justitsminister under David Cameron var en af bannerførerne for Brexit. Særligt hans udtalelser under kampagnen om, at briterne var ’trætte af eksperter’ vakte stor opsigt.

Trumps rådgivere har altså valgt at give det første interview om den tiltrædende præsidents syn på Europa og europæisk politik til en mand, der indtil for få måneder siden var dybt engageret i at få Storbritannien ud af EU. Uanset hvilke journalistiske talenter Gove måtte besidde, kan man dårligt opfatte interviewet med Trump som andet end en ’godbid’ til journalist, som Trumps spindoktorer anser for at være en af deres egne.

Valget af The Times og Bild er uden tvivl truffet af Trumps chefstrateg Steve Bannon, der indtil han i august tiltrådte som Trumps kampagneleder, var leder af Breitbart News, der er et populistisk, prorussisk, antimuslimsk og anti-EU webmedie. Bannon og Breitbart vil i løbet af det kommende år arbejde systematisk på at influere de to vigtige valg i Frankrig i april/maj og i Tyskland til efteråret.

Det korte af det lange er, at Lars Løkke Rasmusen og andre regeringsledere i EU nu må indse, at man ikke længere har en ven siddende som USA’s præsident. Vi vil ikke opleve, at Donald Trump kommer til Europa og loyalt arbejder for den fortsatte integration, som et flertal af Europas nationale regeringer og deres befolkninger ønsker.

I stedet vil USA’s kommende præsident være travlt optaget af at hjælpe Ruslands præsident Vladimir Putin i hans bestræbelser på at sikre den opløsning af EU, som despoten i Kreml anser for at være den bedste vej til at tjene Ruslands nationale interesser.

En sådan amerikansk politik bør EU-landenes regeringer ikke finde sig i. Boykot Trump.