Nogle gange præsterer man bedst, når det ser allerværst ud.

På Mandag Morgen er vi ligesom alle andre virksomheder ramt af coronakrisen. Vi har været tvunget til at opgive planlagte projekter. Vi er blevet nødt til at arbejde hjemmefra. Vi har gennemført en spareplan. Det har ikke været sjovt.

Paradokset er, at vi i den seneste måned har leveret fremragende journalistik og under vanskelige vilkår har udgivet tre skarpe og relevante ugebreve med tankevækkende indhold om verden efter corona – først med fokus på den globale økonomi, så med fokus på ledelse og endelig et kig på, hvordan corona vil påvirke den grønne omstilling.

Vi har justeret vores egne arbejdsmetoder. Ligesom tusinder af andre arbejdspladser har vi på rekordtid gennemført en markant øget digitalisering af redaktionen. Selv om vi glæder os til at sidde sammen igen, har vi opdaget, at digitale møder også kan skabe en helt ny dynamik på et sammentømret hold. Gamle rollefordelinger opløses, andre kolleger tager ordet. Og vi har opfundet nye produkter, som i de kommende måneder skal testes og måske lede os ad nye veje.

Det er kernen af coronakrisens paradoks: Vi står midt i den største krise siden Anden Verdenskrig, men vi står også med en enorm mulighed for at forstå og opfinde verden forfra. 

DENNE UGES MANDAG MORGEN er ét stort forsøg på at forstå verden forfra.

Mandag Morgens politiske redaktør, Torben K. Andersen, har bedt en kreds af 23 skarpe hjerner om at give deres bud på, hvordan verden vil se ud på den anden side af krisen med fokus på de blivende forandringer.

Deres forskellige og dybt tankevækkende bud giver et indblik i den verden, der venter os. På godt og ondt. Jeg kan kun opfordre til at dykke ned og lade sig inspirere.

Selv blev jeg opmuntret af direktør Line Groes’ pointe om, at stat, myndigheder og eksperter er tilbage efter mange år i defensiven.

”Nu er det lige pludselig – thank God – blevet cool at vide noget, og vi lytter til eksperterne,” som hun skriver.

Det er tankevækkende, at de klassiske og moderne velfærdsstater i Nordeuropa ser ud til at have klaret krisen markant bedre end de mindre reformerede velfærdsstater i Sydeuropa – og langt bedre end både det antidemokratiske kinesiske regime og det dysfunktionelle amerikanske demokrati.

Både økonomisk og organisatorisk ser velfærdsstaterne ud til at været bedst polstret til udfordringen. Måske har mange års kontroversielle reformer og optimering af den offentlige sektor ikke været forgæves.

Omvendt blev jeg også ramt af direktør Christian Basons pointe om, at vi har drevet optimeringen af vores samfund helt ud til kanten, både i styringen af den offentlige og private sektor.

”Mange små virksomheder har så lidt polstring, at få uger uden omsætning fører til konkurs. Store virksomheders globale værdikæder er brudt, så de må afskedige folk i tusindvis. I sundhedssektoren har nogle få hundrede ekstra intensivpatienter været nok til at omkalfatre hele hospitaler til kriseberedskab,” skriver han.

Der ligger en gigantisk opgave i at forstå, hvordan vi skaber et bredere værdibegreb, uden at den velfungerende konkurrencestat kører i grøften. Her ligger også muligheden for, at EU – trods de sædvanlige startvanskeligheder – ender med at give USA og Kina baghjul i et globalt kapløb, hvor bæredygtighed pludselig har fået helt ny betydning. 

DE DIGITALE KONSEKVENSER af coronakrisen bliver enorme. Vi ser allerede nu, hvordan stater og store techselskaber kæmper om at komme først med de løsninger, der kan spore smitte og beskytte os. Vi ved godt, hvem der kan lave de mest effektive løsninger, men tør vi stole på, at techbranchen kan håndtere datasikkerhed?

Falcks topchef, Jakob Riis, skriver tankevækkende, at nogle af de dilemmaer også flytter helt ind på arbejdspladsen. Vores helbred bliver fremover ikke længere helt så privat en sag som i dag.

”Men hvis vi skal dele mere om os selv med vores arbejdsgiver, så kommer vi også til at stille større krav om tilbud og hjælp fra arbejdspladsen til at håndtere sundheden. Særligt over de næste år, men formentlig også videre fremover,” skriver han.

Som ledere er det vores pligt og privilegium at forsøge at se ud over de daglige opgørelser over antallet af smittede, belægningsprocenterne på sygehusene og det øjeblikkelige fald i omsætning. Det er ikke nemt. Men det er derfor, vi er her.