Set

Jeg har netop været inde at se Guldpalme-vinderen Ruben Östlunds nyeste film ’Triangle of Sadness’. Filmen er en kulørt komedie om penges magt, scenerne er drysset med satirisk syre, karaktererne er hårdt tegnet op, men relationerne og følelserne virker ægte. Jeg elsker hans film, fordi de både er stærke kunstnerisk og socialpolitisk set. Man kan mærke, at filmene vil fortælle os noget vigtigt. Eller som Ruben Östlund selv formulerede det i et interview med Politiken i september: ”Jeg ved, at mine film ændrer verden, for det gør alle film. Film ændrer, hvordan folk tænker. Men den indflydelse, mine film har, er meget lille set i det store billede. Der er mange andre film, der skaber konservative, dårlige ideer i folks hoveder, eller som reproducerer gamle tanker igen og igen, og den slags film ændrer jo også verden.” På Dansk Kulturinstitut har vi samme tilgang som Ruben Östlund, og vi tror også på, at kunst og kultur er vigtige veje til at skabe rum for nye tanker, udfordre gamle vaner og forbinde folk på tværs af grænser.

Hørt

Verden trænger sig mere og mere på. Klimakrise, coronaepidemi, krig i Ukraine og nu international inflation og energikrise har vist, at vi ikke lever i en national osteklokke, men er dybt forbundne med verden omkring os. Jeg forsøger at holde mig opdateret på den nyeste udenrigspolitiske udvikling gennem forskellige podcasts. En god, måske ikke så kendt, af disse, er Det Udenrigspolitiske Selskabs podcast om internationale forhold og udenrigspolitik. Det er superrelevante emner, hvor grundlæggende internationale forhold, som påvirker Danmark, undersøges og diskuteres. Det kan eksempelvis være om Ruslands maritime strategi eller om den tyrkiske balancegang på den udenrigspolitiske scene – og jo, det har faktisk direkte betydning for os i Danmark.

Læst

Litteratur er for mig noget af det bedste til at åbne op ind til andre menneskers liv og verdener. Jeg har altid gang i en bog, og det er virkeligt svært at fremhæve én frem for en anden. En af de bøger, som nyligt har gjort særligt indtryk på mig, er ’Det ottende liv (til Brilka)’ af Nino Haratischwili. Bogen er en farverig, stor slægtsroman om en georgisk familie. Vi følger generationer gennem det 20. århundrede og deres liv under Østeuropas benhårde sovjetiske styre ledet af Josef Stalin og hans georgiske pendant, Laverenti Beria, der dog ikke direkte nævnes ved navn. De store historiske begivenheder bliver et baggrundstæppe, som jævnligt griber ind i karakterernes private liv og former deres vej. Det fascinerende ved romanen er, at den samtidig insisterer på, at det hele må ses ud fra det enkelte menneske, hvor længslen efter frihed, kærlighed og dyb medmenneskelighed trives uanset de voldsomme historiske hændelser, og at familiens egne historier om deres prøvelser er lige så stærk en motor i deres liv som de udefrakommende hændelser. Det er en eventyrlig roman fuld af magi og kærlighed, men for mig åbnende det også en dør til en bedre forståelse af livet i de tidligere sovjetrepublikker, og hvad menneskene er rundet af. En indsigt, som kan hjælpe mig, da vi netop i disse dage øger vores indsats i blandt andet Georgien og Moldova.