Af Line Groes
Stifter og adm. direktør i Is It A Bird

Vores største oversete problem i denne krise har været vores mangel på fantasi og åndelig forestillingsevne.

Vi er blevet truet på dét, vi har. Vi har mistet penge, status og levebrød. Vi har måttet afgive kontrol og suverænitet. Vi havde ikke fantasi til at forestille os, at verden kunne ændre sig så markant på så kort tid. Og vores lineære kapitalistiske sjæl blev i alt dette så angst, at den er skrumpet ind til hengemt frugt, der venter på sin velpiskede råcreme, så den kan gøre sig nyttig og attraktiv igen.

Men råcremen lader vente på sig. Så hvad skal vi stille op? Og hvad lærer vi lige nu, som vi tager med videre?

Vores største læring, som vi forhåbentligt tager med videre, er, at vi har set noget, vi ikke turde se. Det tog noget tid, før ”når vi kommer tilbage til normalen” forsvandt fra vores sprog. Nu taler vi om, at verden ikke bliver den samme igen. Og man fornemmer det uhyggelige i dette scenarie. Men netop her tager vi måske fejl.

Måske er det, som sker, netop vores store mulighed. Vi kan opbygge en ny orden, hvis vi tør give slip på den gamle, og jeg fornemmer, at dette langsomt siver ind i vores sjæle.

Den blivende forandring efter coronakrisen vil være en latent forandringskraft. Vi erhverver os lige nu en unik fælles erfaring af, at vi kan ændre adfærd kollektivt fra den ene dag til den anden. Det er helt særligt og måske ikke oplevet siden 1940’erne.

Typisk er erfaringer noget, der knytter sig til individet eller mindre grupper – i denne krise har hele verden skullet tilpasse sig i lyntempo.

Vi kan i fremtiden trække på denne erfaring, blandt andet ved at øve os på at skabe en mere bæredygtig fremtid, og vi vil også være bedre rustet, når isen rent faktisk begynder at smelte i en hastighed, som vi ikke kan forestille os nu.

Tillid til staten og eksperter er genfundet

En anden ting, der har ændret sig, og som vil vare ved, er vores forhold til staten, myndigheder og eksperter.

Nu er det lige pludselig – thank God – blevet cool at vide noget, og vi lytter til eksperterne. Der er stille i influencerland, mens forskere får taletid. Foghs giftige opgør med ”smagsdommeriet” gøres endelig til skamme, og vores tillid til staten synes genfundet.

Mens den vertikale tillid styrkes, får den horisontale tillid det dog måske sværere. Faren i det, der sker nu, er, at vores disciplinerede kroppe, der nu også er blevet potentielle smittebærere, kan blive endnu mere umyndiggjorte og overvågede. Og vi overvåger nu også hinanden, og vi berører ikke fysisk hinanden, hvilket kan have nogle uhyggelige konsekvenser.

Når dette er sagt, tror jeg, at vi vil se en opblomstring allerede til sommer og nogle år frem.  Ligesom Tyskland havde sit Wirtschaftswunder efter krigen og Frankrig sin Belle Epoque efter den fransk-preussiske krig, vil vi forhåbentligt også se en opblomstring i både erhvervs- og kulturliv, hvor vi forløser alle de nye ideer, som opstod, mens vi sagde farvel til det gamle.

Den forestillingsevne, vi startede med at miste, kan komme tilbage i tusindfold og måske give bedre plads til de unge, de vilde, de skæve – alt det, som gør vores kultur levende og berigende at leve i.