Michael Bang Petersen: Centrifugalkraften, der flår det moderne samfund i stykker

VERDEN EFTER CORONA: Krisen er ikke bare en enkelt dag med snestorm. Coronakrisen er en isvinter, der langsomt tømmer os alle for kræfter, hvis vi ikke passer ekstremt meget på, vurderer professor Michael Bang Petersen. 

Placeholder image
Foto: PURE

Verden efter corona

Mandag Morgen har bedt en stribe af landets førende ledere, forskere og tænkere om deres bud på hvilke blivende forandringer, coronakrisen vil føre med sig.

Relaterede indlæg i serien:

Stine Johansen: Der findes kun én supermagt i verden: Jorden

Peter Skov-Jakobsen: Korsvejen gør os klogere

Steffen Hjaltelin: Alt bliver som før ... næsten

Anne-Marie Søndergaard Christensen: Noget af det mest håbefulde, jeg har oplevet

Se alle indlæg i serien her.

Michael Bang Petersen

Professor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

En af landets førende eksperter i adfærd og politisk psykologi. Optræder hyppigt som ekspertkilde, ikke mindst under coronakrisen.

Forsker blandt andet i fake news, politisk had på sociale medier og mere generelt også i politisk adfærd med afsæt i menneskets evolutionshistorie.

Af Michael Bang Petersen
Professor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet

Moderniteten er kontrollens triumf: Kontrol over naturen og kontrol over hinanden i den forstand, at vi altid kan tale os til rette.

Inden coronakrisen knagede det moderne samfund i fugerne. Klimakrisen viste, at vi mennesker ikke er herrer over naturen. Og stigende polarisering, politisk vold og social uro i en række vestlige demokratier viser, at nogle har været villige til at lade næverne tale.

Med coronakrisen har naturen også slået tilbage, og menneskets ældste biologiske fjende, virus, har vist sin styrke. Afhængig af graden af kollaps i de fundamentale sundheds-, velfærds- og økonomi-institutioner vil coronakrisen berøve det moderne menneske noget af den fundamentale sikkerhed, som vi har bevæget os rundt med i verden.

Vi vil vide, at alt ikke kan kontrolleres, og at der ikke altid er et sikkerhedsnet. Dette synes uomgængeligt. Det større spørgsmål er, i hvilken grad coronakrisen også ryster det moderne samfund i forhold til kontrollen over hinanden?

Moderniteten har skabt vindere og tabere. De højt uddannede og de globaliseringsorienterede har været vinderne. De lavtuddannede har været taberne.

I årerne op til coronakrisen har vi på tværs af vestlige samfund set øgede spændinger mellem grupperne af vindere og tabere. Forskningen viser, at det er følelser af marginalisering, der er den drivende kraft i oprøret fra neden. 

Krisen rammer skævt

Coronakrisen rammer skævt. Det er dem, som altid har tabt, som også taber denne gang. De taber sundhedsmæssigt, de taber økonomisk, og de taber socialt.

Det er de udsatte og dem med dårligt helbred, som dør af covid-19. Det er de udsatte og dem uden for vidensøkonomien, som bliver fyret, nu når økonomierne går i stå. Og det er de udsatte og dem, der i forvejen føler sig ensomme, som føler sig isoleret uden venner under karantænen.

Når omkostninger og fordele er ulige fordelt, er der altid grobund for politisk konflikt. I dette tilfælde flugter fordeling af omkostninger og fordele med eksisterende og markante skillelinjer, og dermed bliver der potentiale for, at coronakrisen forstærker de centrifugale tendenser, som vi allerede har set både før og efter finanskrisen.

Når det moderne samfund i dag sætter alt til for at undgå sundhedssystemets kollaps, er det altså ikke blot en kamp for at reducere antallet af døde. Det er også en kamp for det moderne samfunds sjæl: at have kontrol.

Det kan synes, som om vi vinder kampen. Kurven bliver fladet ud i Danmark og andre steder. Folk bakker op om myndighederne, og private hjælpeinitiativer blomstrer frem.

Men coronakrisen er ikke en enkelt dag med snestorm, som man kan hyggesnakke med hinanden om inde i varmen. Coronakrisen er en isvinter, der langsomt tømmer os alle for kræfter. Og selvom vi vinder kontrollen over naturen, så er faren, at de tiltag, som vi tager i den kamp, i sig selv udhuler det moderne samfund og undergraver muligheden for at tale os til rette. Fordi omkostningerne bliver så store, og fordi de omkostninger kan ramme så skævt.

Det moderne samfund har slået revner længe. Hvis man ikke er ekstremt påpasselig, bliver coronakrisen den centrifugalkræft, der flår det fra hinanden.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail
Tilmeld dig nyhedsbrevet nu
Ved at tilmelde dig Mandag Morgens nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser