Rasmus Hougaard: Coronakrisen øger statens økonomiske dominans – på godt og ondt

VERDEN EFTER CORONA: Regeringens hjælpepakker for milliarder af kroner er første indikator på, at staten kommer til at få en mere aktiv økonomisk rolle i de kommende år. Det eneste reelle alternativ til en voksende stat er en rekonstruktion af den private sektors gæld gennem finansielle reformer.

Verden efter corona

Mandag Morgen har bedt en stribe af landets førende ledere, forskere og tænkere om deres bud på hvilke blivende forandringer, coronakrisen vil føre med sig.

Andre indlæg i serien:

Henrik Wellejus: Virksomheder må forberede sig på den sorte svane

Rolf Kjærgaard: Nærhed og ansvarlighed vil stå tilbage efter krisen

Line Groes: Forestillingsevnen kan vende tilbage i tusindfold

Lise Kingo: Lad os bruge coronakrisen til et bæredygtigt comeback

Christian Bason: Behov for mere empati med fremtiden

Find alle indlæg i serien her.

Rasmus Hougaard Nielsen

Formand for foreningen Gode Penge.

Foreningen blev stiftet i 2014 med et dobbelt formål, dels for at udbrede faktuel og faglig viden om, hvordan bank- og pengesystemet fungerer, og dels for at arbejde for en reform af bank- og pengesystemet, så det bliver mere stabilt, effektivt og demokratisk.

Uddannet cand.polit., underviser i makroøkonomi på Copenhagen Business School og er til daglig ansat i Bagmandspolitiet (SØIK).

Af Rasmus Hougaard Nielsen
Formand for foreningen Gode Penge

I årtier har den private sektor været den største bidragsyder til væksten i BNP.

Den private sektor tegner sig for et vækstbidrag på 644 milliarder kroner ud af en samlet vækst på 911 milliarder kroner siden 2003.

Men den private efterspørgsel har været holdt kunstigt oppe af billig kredit fra banksystemet, som i ovennævnte periode forøgede husholdningernes og virksomhedernes gæld med 1.960 milliarder kroner. Dette svarer til et forhold mellem vækstbidraget og gældsætningen på en tredjedel, hvilket må betragtes som både ineffektivt og uholdbart.

Gæld har gjort husholdninger og virksomheder ekstremt følsomme over for udsving i økonomien og kontinuerlig gældsættelse til en forudsætning for vækst og stabilitet. Men der er ikke mere at komme efter.

Bankerne kommer næppe til at yde mere kredit til de håbløst gældsatte og uprofitable virksomheder, uanset hvor stor en statsgaranti de nu får i ryggen efter coronakrisen.

Og at staten nu gældsætter sig for at sikre aktivitetsniveauet i den private sektor, giver nok virksomheder og private husholdninger bedre mulighed for at imødekomme deres gældsforpligtelser. Men det skaber ikke ny økonomisk aktivitet og vil derfor ikke bringe os ud af krisen.

Jobgaranti, øget statsgæld og stagflationsfare

På sigt vil staterne formentlig forsøge at påvirke væksten mere direkte gennem offentlige investeringer og flere statsansættelser. I USA bliver denne model – særligt hos Demokraterne – diskuteret i form af en statslig jobgaranti.

At staten optager en stigende andel af arbejdsstyrken, er ikke uden problemer og er i sagens natur et politisk spørgsmål.  

Spørgsmålet handler blandt andet om, hvorledes staten kan holde beskæftigelsen i gang på en meningsfuld måde. Der er utvivlsomt et beskæftigelsespotentiale i sundhedssektoren, børne- og ungdomsområdet og på den korte bane inden for offentlige anlægsinvesteringer og grøn omstilling.

Men hvad med på længere sigt? Er det samfundsmæssigt ønskværdigt, at staten fungerer som den primære økonomiske drivkraft? Og hvordan skal det finansieres? 

En kraftig forøgelse af statens forbrug vil medføre øget offentlig gældsætning og stigende renteudgifter. Dette kan skabe en besynderlig situation, hvor statens vækst bliver en forudsætning for stabilitet, men hvor kravet om finansiering gennem skatter og gældsætning samtidig skaber politiske krav om budgetdisciplin og nedskæringer.

Resultatet kan meget vel blive et stagflationsscenarie, som svarer til det, vi oplevede i 1970’erne og 80’erne, hvor staten forgæves forsøger at holde det økonomiske aktivitetsniveau oppe gennem ekspansiv finanspolitik, men ender med at skabe inflation i lønninger og priser, uden at arbejdsløsheden holdes nede. 

Gældsrekonstruktion gennem pengereform 

En anden mulighed vil være at gennemføre finansielle reformer, som rekonstruerer den private gæld og tager et opgør med de private bankers privilegium til at kunne kontrollere pengemængden i samfundet gennem deres kreditgivning. 

En pengereform, som flytter borgernes nemkonti fra de private banker til nationalbanken, vil for eksempel give mulighed for at rekonstruere – afskrive eller suspendere renter og afdrag – for cirka 1.300 milliarder kroner af den private sektors gæld, hvormed en stor del af presset på økonomien fjernes, og der skabes råderum for nye private initiativer og aktiviteter.

Men spørgsmålet er, om regeringen tør gå denne vej?


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu