Kommentar af 
John Wagner

Regeringen kan tabe SMV'erne i klimakampen

KOMMENTAR: Regeringens klimaalliance med 13 af de største virksomheder i Danmark er en kortslutning af den politiske beslutningsproces. Uden et bredere ejerskab til klimadagsordenen risikerer regeringen at misse målet om en reduktion af drivhusgasserne med 70 procent.

Al ære og respekt for de største virksomheder, de såkaldte hovedorganisationer og de store partier. De har stort set alle gjort rigtig meget godt for Danmark og tager som udgangspunkt samfundsansvar – også nu, hvor det handler om tage mere hensyn til klima og miljø.

Men når det er sagt, må vi ikke glemme, at 99,7 procent af de danske virksomheder er SMV’ere, altså små og mellemstore virksomheder med færre end 250 ansatte, der tilsammen står for omkring halvdelen af den samlede beskæftigelse.

De største virksomheder har alle en fortid som små, hvilket nuværende ledelser til tider glemmer. Hovedorganisationerne har et massivt flertal af mindre virksomheder som medlemmer, men bestyrelserne består af repræsentanter for de største virksomheder. Og de største partier, ja, de har såmænd også en fortid som små, og de risikerer at blive det igen.

Jeg tillader mig at erindre om dette forhold mellem store og små, fordi der er et bekymrende misforhold mellem regeringers og hovedorganisationers involvering af de små og mellemstore virksomheder i politiske beslutningsprocesser og disse virksomheders betydning i det nære samfund. Et misforhold, som kan medføre, at der efter kampen mellem land og by kommer en kamp mellem stort og småt.

Men ikke nok med det: Vi risikerer, at vi ikke kan nå det politisk bestemte mål om en reduktion af udledningen af drivhusgasser med 70 procent, hvis midlerne til at opnå målet bliver valgt af en eksklusiv gruppe af de største virksomheder (næsten) uden hensyntagen til de mindre virksomheder, som så heller ikke føler et medejerskab til projektet.

Outsourcing af politikudviklingen

Den forrige regering nedsatte i 2017 det såkaldte Disruptionråd – Partnerskab for Danmarks fremtid, som skulle bringe Danmark ”forlæns ind i fremtiden”, som daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykte det. Samtidig blev der nedsat en række vækstteams, som på konkrete erhvervsområder skulle komme med forslag til at fremtidssikre virksomhederne og dermed dansk produktion, beskæftigelse og eksport – og heraf velfærdssamfundet.

Måske er det bare mig, der har en dårlig hukommelse, men hvad kom der helt konkret ud af dette udvalgsarbejde – set med 99,7 procent af dansk erhvervslivs øjne? Færre regler? Bedre lovgivning? Målrettede tilskud? Skattefradrag? Det kunne faktisk være interessant her efter to-tre år at få en status.

En særlig adgang til regeringen

Efter vedtagelsen af den nye klimalov skal der vedtages mere detaljerede klimahandlingsplaner inden for alle områder af samfundet. Det kommer til at ske i tæt samarbejde med erhvervslivet. Derfor har regeringen indgået 13 klimapartnerskaber. Formændene er hentet fra nogle af landets største virksomheder. 

Formændene for regeringens 13 klimapartnerskaber:

Jens Bjørn Andersen, CEO, DSV Panalpina

Eva Berneke, CEO, KMD

Simon Pauck Hansen, CEO, SAS Danmark

Camilla Haustrup Hermansen, direktør og medejer, Plus Pack

Jesper Kristian Jacobsen, adm. direktør, Aarsleff

Lars Fruergaard Jørgensen, CEO, Novo Nordisk

Michael Løve, group CEO, Netto International

Mads Nipper, CEO, Grundfos

Torben Möger Pedersen, CEO, PensionDanmark

Henrik Poulsen, CEO, Ørsted

Søren Skou, CEO, Mærsk

Michael Lundgaard Thomsen, managing director, Aalborg Portland

Jais Valeur, group CEO, Danish Crown

Den nuværende regering nedsatte så før jul 13 klimapartnerskaber – alle med topchefer hentet hos 0,3 procent af dansk erhvervslivs største virksomheder i spidsen. Og med sekretariat hos hovedorganisationerne. Partnerskaberne skal komme med forslag til, hvordan erhvervslivet kan bidrage til 70 procents reduktion af drivhusgasserne.

Jeg er ikke så politisk tonedøv, at jeg ikke kan se hensigten med denne ”outsourcing” af politikudvikling: At regeringen dermed kan trække på de store udviklingsressourcer, som der angiveligt er i de store virksomheder, og at regeringen samtidig tager disse virksomheder som en slags gidsler i forhold til at bidrage til og/eller have meninger om de forslag, som regeringen efterfølgende kommer med. De største virksomheder og deres hovedorganisationer kunne jo bare være kommet med bedre forslag …

Tilbage sidder hovedparten af dansk erhvervsliv og venter i spænding på, hvad ”eliten” finder på, hvad enten det er gulerod eller pisk – eller hvad? Selvfølgelig tilgår der en del af disse virksomheder og deres små brancheorganisationer hyrdebreve om at komme med forslag. Nogle af os er endog så heldige at blive inviteret til enkelte møder i undergrupper, hvor vi kan argumentere for vores forslag over for en viceformand, som sammen med andre viceformænd og formanden for det pågældende partnerskab afgør, hvor skabet skal stå, i forhold til hvad der indstilles til regeringens Grønne Erhvervsforum. Og så kan vi håbe/tro på, at regeringen vil lytte til dette forum i den udstrækning, at regeringen og forligspartierne bag klimaloven kan enes om det.

Er det så den mest formålstjenstlige måde at gribe klima-, miljø- og andre erhvervspolitiske udfordringer an på? At kortslutte den politikudvikling, som burde komme fra de politiske partier og regeringens embedsmænd – eller (som i gamle dage) via brede kommissioner bestående af eksperter fra universiteter og interesseorganisationer?

Klimakamp for hele Danmark

Med kommunalreformen og centralisering af sygehuse, politi og domstole opstod der frustrationer mellem land og by, som dels medførte behovet for ”kompenserende foranstaltninger” i form af for eksempel udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen dels et politisk opbrud ved folketingsvalget i 2015. Måske er tiden inde til at drage lære af disse strukturpolitiske beslutningsprocesser – og ”tømmermændene” derefter.

Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved formålene med Disruptionrådet, vækstteams og nu klimapartnerskaberne. Overhovedet ikke. Og jeg er heller ikke uenig i det meste, som blev foreslået af de to første, og vil sikkert heller ikke blive det i forhold til det sidstnævnte. Men jeg er stærkt i tvivl om, hvorvidt den valgte fremgangsmåde er den rigtige, hvis nu klimakampen skal blive et projekt for hele Danmark, også for de små og mellemstore virksomheder, for mellemlederne i dansk erhvervsliv, for de ansatte hos købmanden, håndværkeren og landmanden, i den offentlige sektor, uddannelsessøgende og pensionister?

Og så ved jeg godt, at jeg vil blive spurgt, hvad alternativet er? Og at jeg ikke slipper med et ”spørg Lone”, som Poul Nyrup Rasmussen forsøgte.

For det første skulle regeringen have begyndt projektet med en kraftig udbygning af det eksisterende Klimaråd med henblik på at gennemføre en hidtil uset offentlig informationskampagne om udviklingen i klimaet, hvis vi lader stå til. Ikke bare ”statsmedierne” i form af DR og TV 2 burde inddrages, men også dagspressen, sociale medier, uddannelsesinstitutioner og folkeoplysningen. Så den folkelige forståelse og engagement kom på plads.

For det andet skulle man i stedet for en ensidig top-down-tilgang, hvor de 13 klimapartnerskaber ledes af 13 topdirektører fra de allerstørste virksomheder, i det mindste samtidig have nedsat partnerskaber for små og mellemstore virksomheder, på tværs af brancher, for eksempel fra jord til bord inden for fødevareområdet, og nogle af dem gerne lokalt, så forslagene i større grad har rod i 99,7 procent af erhvervslivet og rent faktisk kan håndteres af disse virksomheder.

For det tredje ville det have været befordrende for virksomhedernes medvirken, hvis regeringen havde tilkendegivet, at virksomhederne – som tak for deres medvirken til den nødvendige reduktion af udledning af drivhusgasser – kan gå ud fra, at der ikke kommer forhøjelser af virksomhedsbeskatning, og at regeringen vil gøre en ekstraordinær indsats for at imødekomme virksomhedernes ønsker om regelforenkling, så det samlet set bliver lettere at drive virksomhed i Danmark.

For klimakampen gælder nemlig, som tilfældet er for vækst og velfærd i Danmark, at den står og falder med de små og mellemstore virksomheders fremdrift.

---

Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Omtalte personer

Eva Berneke

Adm. direktør, Eutelstat, i bestyrelsen for Vestas, Lego og École Polytechnique
cand.polyt. (DTU 1992), MBA (INSEAD 1995)

Lars Fruergaard Jørgensen

Adm. direktør, Novo Nordisk
cand.merc.

Torben Möger Pedersen

Formand for CBS, Fonden Danish Society for Education and Business, Gefion Gymnasium samt Klimapartnerskabet for Finanssektoren, fhv. administrerende direktør, PensionDanmark
cand.polit. (Københavns Uni. 1984)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu