Af Jakob Askou Bøss
Strategi- og kommunikationsdirektør i Ørsted

Coronakrisen er den største globale krise, jeg har oplevet i min levetid, og vi kan endnu kun gisne om de samlede menneskelige, sundhedsmæssige og økonomiske omkostninger.

Spoler vi tiden bare tre måneder tilbage, var en anden krise i fokus. World Economic Forum udgav i januar deres årlige Global Risks Report, som for første gang nogensinde udpegede alle de fem største risici som værende relateret til klima og miljø. Risikoen for en omfattende udbredelse af en smitsom sygdom var end ikke i top-10 over de mest sandsynlige globale kriser.

Det var en undervurdering, som blot illustrerer, hvor meget den hastige og globale spredning af covid-19 er kommet bag på det globale samfund.

Uanset de enorme konsekvenser af corona-krisen ved vi, at klimakrisen stadig består, og at udfordringen fortsat er den samme: Inden 2030 skal verden halvere udledningerne af drivhusgasser, hvis vi skal begrænse den gennemsnitlige globale temperaturstigning til de 1,5 grader, som videnskaben har sat som grænse, hvis vi skal undgå markant ændrede livsbetingelser på jorden.

I øjeblikket har coronakrisen med god grund flyttet fokus og beslutningskraft over på at bekæmpe sygdommen. På den korte bane har den omfattende nedlukning af mange samfund betydet et fald i CO2-udledningerne. Det ændrer dog ikke behovet for at gennemføre en strukturel omstilling af vores samfund, hvis vi skal halvere CO2-udledningerne. 

Håb for klimaet

Coronakrisen har også betydet, at den internationale politiske fremgang, vi havde håbet skulle kulminere med mere ambitiøse nationale forpligtelser til klimatopmødet COP26 i november, nu er skubbet til 2021. Det giver kortere tid til at træffe de beslutninger, som er nødvendige, hvis vi skal nå målet om en halvering i 2030. 

Den hidtil usete handlekraft, som verdens ledere i de senere måneder har vist i forsøget på at inddæmme en trussel mod verdens samfund, og de enorme økonomiske hjælpepakker, som på kort tid er gennemført, vidner imidlertid om, at det selv på kort tid er muligt at træffe meget omfattende beslutninger med vidtrækkende økonomiske og individuelle konsekvenser.

Set med klimabriller giver det håb om, at det er muligt for demokratiske politiske systemer at træffe store beslutninger, hvis blot nødvendigheden er stor nok. Det forstærker forventningerne til, at verdens ledere faktisk kan træffe de beslutninger, som klimakrisen kalder på 

Coronakrisen skaber samtidig et stort behov for at revitalisere verdens økonomier. Derfor er det oplagt at slå to fluer med et smæk og fokusere en del af den finanspolitiske stimulus, som diskuteres i denne tid, på at accelerere den grønne omstilling.

Dette skal eksempelvis ske inden for sektorer som energi, transport og industri, der alle er afgørende for den grønne omstilling. Det vil være kortsigtet ikke at afstemme genopretningsplanerne med, hvad der er nødvendigt, hvis vi også på langt sigt skal bevare de livsbetingelser, som vores liv på kloden afhænger af.