Kollektivt forbrug giver bæredygtig luksus

Nye online fællesskaber øger vores muligheder for at bytte, dele og udleje forbrugsgoder og service. Alt for ofte gemmer eller smider vi ting væk, som kunne repræsentere en værdi for andre.

Jeg elsker luksus. Eller måske rettere, jeg elsker ting af høj kvalitet. Mad af Michelin-værdighed. Sko, der sidder som støbt på foden. Møbler, der er resultatet af mange timers snedkerflid.  En jakke, som jeg kan have i 30 år, uden den går af mode. Et hus, der holder i århundreder.

Engang var det snobberi og noget, som man så ned på. Men nu er det præcis de præferencer, der skal redde verden fra at gå til i lånefinansieret overforbrug og grådig kamp om mængder. Større fladskærme, flere sko, dårlig mad i kæmpekøb, nybyggede typehuse og billige Biva-møbler, så vi kan skifte sofa hvert andet år.

Købslogikken er hoppet af. Vi er blevet syge af vores kvalitetsløse forbrugsmønster. Vi er allerede ligeså fede, som amerikanerne var, da vi først begyndte at kalde dem ”fede amerikanere”. Fordi vi går efter mad i store mængder, der kompenserer med kulhydrater, hvad den mangler i smagsgivende ernæringsstoffer.

Vores CO2-emissioner, upåagtet det omdiskuterede i begrebet CO2, er utilstedeligt høje og ødelægger miljøet omkring os. Fabrikkerne skal producere billig beton, billigt modetøj til årets nu otte modesæsoner, forbrugsvarer en masse og papmøbler, der kun skal holde én sæson.

Begrebet ”varige forbrugsgoder” er allerede faldet ud af ordbogen og kan nu kun relateres til sociologisk faglitteratur fra halvfjerdserne.

Vi snakker om at discountbutikkerne har kongeår i disse nedgangstider – og opfatter det som noget positivt. Lidl, Aldi, Kiwi og pølsesalget på tankstationerne. Her går det strygende. Men i virkeligheden er det helt forfærdeligt. For det er vores daglige overforbrug, som er ved at tage livet af os alle sammen – enten som fedmeepidemi eller i form af klimaforandringer.

[quote align="left" author=""]Det er en af de første overbevisende og massivt udbredte måder, hvorpå den digitale verden har vendt op og ned på udbud og efterspørgsel.[/quote]

Heldigvis er der råd. På alle måder. For luksus behøver ikke koste noget. En ny bølger skyller for tiden ud af Silicon Valley og kobler kvalitetsbevidste forbrugere sammen over nettet. Grundprincippet er meget bredt betegnet en form for timeshare på luksusvarer.

renttherunway.com kobler modebevidste forbrugere sammen, så man for et H&M-budget kan gå i Prada og von Fyrstenberg – man skal bare lade garderoben cirkulere i stedet for at hænge i skabet. Getaround.com gør det muligt at leje den tid ud, hvor du alligevel ikke har tid til at køre i din Toyota Carina eller Tesla Roadster, hvis man er til den form for luksus. Alt fra powertools til central parkeringsplads kan lejes ud og omdannes fra en uudnyttet luksusressource til et varigt forbrugsgode – hvis kvalitet lader brugen være mangedoblet uden at oplevelsen eller prestigen lider under det.

Begrebet hedder collaborative consumption, hvad man vel kan oversætte til kollektivt forbrug på dansk. Og det æder allerede voldsomt af forretninger som Avis og Hilton.

Lejere og udlejere holder hinanden i skak og yder ypperlig service, fordi det hele baserer sig på ratingmekanismer, som vi kender det fra f.eks. auktionssiden eBay.com. Både sælger og køber har mulighed for at vurdere den anden part, så ratingen sikrer kvalitet på begge sider af transaktionen. En dårlig anmeldelse, og troværdigheden lider skade.

Det er en af de første overbevisende og massivt udbredte måder, hvorpå den digitale verden har vendt op og ned på udbud og efterspørgsel. Handel drejer sig nu primært om at betjene forbrugere, så de kan betjene hinanden.

Og det virker. Jeg har for nylig været i Toulouse, hvor alle hoteller var udsolgt. Men på Airbnb.dk, der baserer sig på kollektivt forbrug, fik jeg en hel central lejlighed for mig selv til halv pris af et kønsløst værelse på et udkantshotel. Og en bedre service, end noget hotel nogensinde har givet mig.

Så jeg fråser glad i kvalitet og med et BMI, der er ligeså godt som min samvittighed.

Læs flere indlæg af Mads Thimmer her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Medarbejdere med samfundssind er gode for bundlinjen Næste artikel Ny richterskala for politiske løftebrud